Anbefaling af Ulla Strømberg.
FISK – en musikforestilling på Bornholms Teater.
FISK er en overraskende poetisk forestilling om et ganske prosaisk emne, nemlig fiskerikrisen og fiskeridøden på Bornholm i 1980erne med kulmination i 1990erne.
Det kan være teatrets force at tage et alvorligt emne op og vride og maskere det til – om ikke den rene underholdning – så i hvert fald noget, der kan fange og fastholde opmærksomheden på en behagelig måde.
Med musik og korte dialoger lykkes det instruktøren Jens Svane Boutrup over al måde med FISK at fortælle en alvorlig, næsten socialrealistisk historie på en underholdende måde med fire kvindelige arbejdere på en fileteringsfabrik.
Vi møder dem ved samlebåndet iført hvide kitler, gummisko og blå handsker. Smukt og næsten dekorativt med de utallige mangefarvede plastickasser som bagvæg. Det er en pointe i Rikke Juellunds scenografi og lysdesigneren Sonja Leas design. Scenen kan godt se attraktivt ud, selv om uhyggen lurer nedenunder.
Da EF indførte fiskekvoter
Alvoren bag det bornholmske fiskeri har de fire kvinder vist ignoreret i flere år. Allerede i slutningen af 1970erne begyndte EF at tale om fiskekvoter, og som tiden gik, blev det mærkbart også blandt danske fiskere. I midten af 1980erne havde den lokale fiskeriforening på Bornholm ca. 800 medlemmer – i dag, 2021, er der knapt 50 medlemmer, hvor af ikke alle er aktive. En hel lokal industri døde en unaturlig død takket været fiskekvoter, fiskeforbud og refundering af ophugne fiskekuttere. Det bornholmske fiskeri var en del af vor fælles kulturhistorie, som forsvandt i begyndelse af 1990erne. Jeg husker hvordan Svaneke havn en sommerdag i begyndelsen af 1990erne, var fuldstændig død og tom. I dag ligger lystbåde, speedbåde og nogle få, små fiskerbåde side om side og skaber liv.
Bornholmerkrøniken
En teaterforestilling som FISK er vigtig i en tid, hvor hukommelsen måske ikke er den bedste. FISK indgår som anden del i Bornholmerkrøniken, der er Bornholms Teaters treårige projekt – dog sat på stand by i et helt år på grund af Coronaen. Første del handlede om den tyske besættelse af Bornholm i 1945-46, og tredje del, som kommer i 2022, bliver SNE – julen 2010, hvor hele øen sneede til.
Fiskefileterne
I FISK står fire kvinder på scenen og svinger filetknivene, imens de småskændes om sociale uligheder og solidaritet. De er ikke på bølgelængde, hverken socialt eller aldersmæssigt. Den ene er enke efter en sømand og godt træt i de gigtplagede lemmer efter et langt liv, men hun giver trøst til de andre. Den yngste vil egentlig hellere spille musik og lokker kollegaerne med på instrumenterne, mens de to gifte kvinder kan skændes om både utroskab og penge. Uden for fabrikken og neden under handlingen lurer den totale deroute. Fabrikken skal lukke – men så er der jo musikken. Og kvinderne griber endnu mere intenst instrumenterne.
Det med musikken er en sød pointe, som ikke er en direkte følge af fiskeriets ophør, men en ekstra mulighed. Dramatikeren Thomas Markmann har skrevet en nuanceret og letløbende dialog, der kort og flot karakteriserer de fire forskellige kvinder. Den ene mand, musikeren Sune Skuldbøl Vraa,må agere baggrundsmusik med nykompositioner i 1990erstil, fabriksleder, direktør og ulykkelig ægtemand. Fint klaret og ligeså med de fire skuespillere, hvor Lisbeth Gajhede giver nogle tragiske dimensioner til enken, mens Signe Mannov har tryk på, når hun både skal være solidarisk arbejder og elskerinde in spe. For så er det vel heller ikke sjovere, når manden altid sidder ude på havet. Også Christine Gaski og Margit Watt-Boolsen får skabt gode karakterer som arbejdsomme kvinder, hvis professionelle liv skal finde nye græsgange.
Musikken og fælleskabet som en mulighed
Den dramatiske tanke med det kvindeband, som de lidt modstræbende skaber, har selvfølgelig mindelser tilbage til filmen fra 1997 ”Full Monty”, hvor seks arbejdsløse mænd danner en gruppe og begynder at optræde som mandlige strippere – med stor succes hos nogle kvinder. Også den britiske film ”Calendar Girls” fra 2003 kunne være en inspiration. Nogle midaldrende damer smider tøjet for at samle penge ind til et hospital.
Her i FISK er det lidt mere jordnært, men velfungerende, og de beholder tøjet på. Den yngste af kvinderne har krudt og musik i sig og får de andre med. At de så kan øjne en mulighed for at fortsætte med musiklivet, når alt andet er lukket, er jo blot positivt. Så må man bare håbe, at der er nogle på øen, der har penge til at betale orkestret.
Folkemødet
Et ekstra kapitel i denne Bornholms nyere historie med diverse nedture kan modstilles af Folkemødet, som første gang fandt sted i 2011. Jeg tror ikke det er et postulat at sige, at denne mediebegivenhed har skubbet i den rigtige retning og skabt fornyet turistmæssig interesse for klippeøen i Østersøen. De dalende befolkningstal er vist ved at vende, og Bornholm er forhåbentlig på vej til igen at have 40.000 beboere.
Bornholm har krænget lejrskole-imaget af og er godt på vej til at blive en gourmet-ø med masser af kulturhistorie at byde på. Det kan om føje år også blive til teater.
FISK som underholdende musikshow om en industris nedlukning og død bliver derfor til at holde ud, for i horisonten lyser mange, nye muligheder.
Desværre kan jeg ikke give stjerner, da jeg har været involveret i produktionen, men anbefale tør jeg godt.
Medvirkende: Christine Gaski, Lisbeth Gajhede, Signe Mannov, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa.
Instruktion: Jens Svane Boutrup
Dramatiker: Thomas Markmann
Scenograf: Rikke Juellund
Musik og musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa
Producent: Bornholms Teater
www.bornholmsteater.dk