Menu Luk

Zirkus Nemo 25 år  – nu i Charlottenlund.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Zirkus Nemo 25 år  – nu i Charlottenlund.

Gensyn med vennerne i Zirkus Nemos 25 års jubilæumsshow.  De næste uger i Charlottenlund.

Søren Østergaard er ukuelig og en ener i dansk showbiz.

Zirkus Nemo. 2024. Søren Østergaard som klovn. Tegning af Claus Seidel.

Siden institutionen Zirkus Nemos første show tilbage i 1999 har Søren Østergaard næsten ikke været til det klassiske teater, som derved er gået glip af en både god og begavet skuespiller.  De fleste kræfter er  blevet lagt i det brogede persongalleri, som  Zirkus Nemo rummer.

Min yndling er Smadremanden, ham fra Otterup med snavset undertrøje og grimme tatoveringer og en vrede, der er svær at tæmme. Også i år er han med, som de fleste andre gamle kendinge, dog i en forholdsvis kort sketch. For det er kendetegnende ved jubilæumsforestillingen, at numrene er korte og stramme – og ellers er det meste ved det gamle.

Zirkus Nemo. 2024. Søren Østergaard som Kim Tim fra Rødovre. Tegning af Claus Seidel.

Målemanden er der også. Med sin lille metalmeter kan han trylle og altid gætte rigtigt, hvor lang et stykke er. Men de mange detaljer bagved fik vi ikke i år. Til gengæld  er der en måske ny figur, en udbrudsmand i stygt tøj a la 1960erne. Og så fik Østergaard teltet aktiveret i et trestemmigt kor. Det københavnske premierepublikum var venlige og lærenemme.

Zirkus Nemo. 2024. Søren Østergaard som Bager Jørgen. Tegning af Claus Seidel.

Som regel er der en hel del publikummer, der bliver udskammet, ikke mindst på grund af deres påklædning. Her var der færre angreb i år, men til gengæld  kunne Bager Jørgen  med melallergi og en blå plastichandske oversætte sine replikker til både tysk og engelsk – eller han forsøgte i hvert fald.

Zirkus Nemo. 2024. Duo Kvas. Pressefoto.

Hvor alle Østergaards egne numre er ganske anti – og ofte ”fraværsagtige” er de indforskrevne, udenlandske cirkusartister blot top professionelle i deres forskellige ekvilibristiske kunster. Dermed bliver selve blandingen ganske unik. Det ene øjeblik to trimmede renskurede mænd oppe i luften, – det næste øjeblik opleves Østergaard og to hvide gæs, der spankulerer rundt i manegen.

Zirkus Nemo. 2024. Søren Østergaard og gæs. Tegning af Claus Seidel.

Også Laura, den evige højre hånd  for cirkusdirektøren, har i år to sjove korte numre, hvor hun med ølkrus i hånden får både døde svin og roterende havegrill til at cirkulere.  Også som manden med verdens dårligste timing kommer hun kort til syne som Julemand – midt om sommeren.

Blandingen af gammeldags cirkusartisteri og et raffineret, ironisk indblik i tidens livsstil, er helt unik. Og med det kan Søren Østergaard fejre, at han er en ener, en ukuelig en af slagsen, i dansk  showbiz.

Zirkus Nemo. 2024.

Der spilles i Charlottenlund efter en lang danmarksturné:

www.zirkus-nemo.dk

7.august – 1. september i Charlottenlund. 4. september til 10. september i Odense.

Foto af telt: Jacob Leitisstein

Tegninger: Claus Seidel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *