∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Zirkus Nemo har genopdaget sig selv.

Det er mere end et hjerteligt gensyn med Søren Østergaards Zirkus Nemo.

For årets cirkusforestilling er både ny og anderledes på flere måder. Årets show er mere ”undersøgende”, dvs. mellemteksterne er længere og går videre end blot at være det rene pjank og pjat.

Hvis det ikke var, fordi Søren Østergaard nu i mange år har udviklet et koncept med selviscenesættelse af de mest tossede figurer iblandet vaskeægte artistoptræden med østeuropæiske ekvilibrister, ville hans egne særprægede ærkedanskere nok få mere opmærksomhed blandt publikum og anmeldere. For det er nogle helt aparte og ofte mærkværdige fraværsfigurer, som tegnes, og i år er det endnu mere markant.

Drengen der ikke kunne fløjte – eller “Manden der ikke kan fløjte”  er ikke kun absurd – portrættet er på et andet plan også et billede af vores skinvirkelighed. Da drengen er 5 år opdager faderen, at ungen ikke kan fløjte. Det talent bør udvikles, tænker han og ringer straks til Musikkonservatoriet. Men derinde er der INGEN, der ikke kan fløjte, så de kan ikke bruge ham. Så bliver drengen sendt på Strøget, hvor han i årevis diverterer med ikke at fløjte. En dag kommer Volmer Sørensen fra DR forbi og opdager det unikke talent, og drengen får sit eget radioprogram  fra 9.15 og flere timer frem.  Hvad er pointen? Prøv at tænke over det. Oveni er Søren Østergaard i dette åbningsnummer klædt ud som en afdanket Elvis med krøllet hår. Grotesk. Og sådan fortsætter det.

Bugtaleren fra Tjekkiet når aldrig længere end til at tabe både bukser og bugtalerdukkens arme, ben, tøj etc. Et lille nummer, der siger meget om menneskelig uformåen og professionel fiasko. Alt går i fisk.

Ham, der går baglæns er indbegrebet af en anden taber eller fraværsfigur. Da han skulle på aftenskole – var alle de andre gået baglæns, inklusive læreren, så han var alene og sådan fortsatte livet vist for Kjeld Dahl, født Aage!

Målermanden, der måler med en lille metalmålestok, har i år udviklet familielegenden, der har været absurd i flere år, men nu grænser den til det rene vanvid.  Familiefortællingen folder sig ud i Sønderjylland og er naturligvis påvirket af Anden Verdenskrig, hvor faderen skjulte sig som grænsebom, mens moderen sejlede illegale målinger til England – og siden var 7,5 år om at ro hjem igen og endte med en meget stor venstre arm ….

Det der med legemsdele er også videreudviklet i år. Et par korte visitter i arenaen af manden med verdens længste venstrearm  og siden manden med verdens længste venstre ben ( eller var det højre?). En kæmpefod ses og et bukseben  på mange meter og nix mere.

Bager Jørgen slog oprindelig igennem på den danske scene for år tilbage takket være en ekstrem dygtighed, når det drejede sig om at lade wienerbrød danse. Men siden han fik melallergi, er han gået over til svinekoteletter. I år er figuren faktisk blevet anderledes interessant, da bager Jørgen er sprunget ud som digter i Jørgen Leth-stil og har skrevet om en togtur: ”Dig, mig og Roskilde”, hvor han selvfølgelig ender med at kunne sige  ”Jeg er en nøgen mand” – med dyb røst.  Absurd, men dog ikke mere end at lignende optrædener andre steder tages alvorligt. Det er her, det ret geniale hos Søren Østergaard ligger – det er til at grine ad i momentet, men  øh, var det ikke seriøst i forgårs i andre situationer?

Årets mest komplicerede nummer er med den fraskilte Marianne med de uhyggelige tænder, men meget flotte herreben, som altid vises frem. I år er det med hendes kæledægger, annonceres det – og så kommer der rotter i manegen. Virkelige levende rotter, som bl.a. optrådte i den famøse skandale om rotteforsøg på Københavns Universitet. Min sidemand skreg, og jeg så heller ikke så meget af nummeret, hvor rotterne i øvrigt vist var dygtige og gik på line for at ende i diverse kasser, mens en klatrede til tops.

Her tabte Søren Østergaard nok nogle af sine store fans, men vandt måske nye tilhængere, som vil indskrive ham som en super avantgarde teatergøgler, der tager nye tricks i brug.

 

Hatten af for alle fornyelserne – og jeg må sige – at bortset fra det vidunderlige firemands orkester i lyserøde habitter med den helt rigtige cirkus-sound, så kunne jeg godt leve uden resten af garnituren – selv om ikke mindst den meget  lebendige artist med kunstnernavnet Hector, der både kan blive skåret igennem, synge ”Ta’ med ud å fisk”   a la Gitte Henning og stige til vejrs, faktisk er overraskende god.

Der spilles for københavnerpublikummet de næste uger ved Charlottenlund Strand- i det smukke cirkustelt.  Varm anbefaling – og til rottehadere – gør som jeg: luk øjnene.

Tegninger: Claus Seidel.

Foto: Jacob Leitisstein

www.zirkus-nemo.dk