∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Xistens på Teater Grob.
Så nåede begrebet kunstig intelligens også Teater Grob. Men selv om det tilsyneladende åbner op for diverse pengekasser i Statens Kunstfond, Bikubenfonden og Københavns Kommunes Kulturudvalg, så befordrer det sandelig ikke teaterkunsten, at nogle computere har været med inde over.
Hvad almindelige mennesker har tilført forestillingen, og hvor computere kommer ind i arbejsprocessen, oplyses ikke, men teksten er så banal i den eksistentielle substans, at jeg kom til at tænke på Bridget Jones og hendes dagbøgers livsfilosofi. Der ligger niveauet, og det bør man ikke få ekstra fondspenge til at formidle i 2022.
Det er synd for alle at budskabet er så banalt og intetsigende, for rummet på Nørrebrogade er spændende ombygget, så det fremstår hvidt med mange draperinger skabt af scenografen Ditte Tygesen. Selv stolene er hyldet ind i stoffer og også lyden, som indimellem er infernalsk, kan synes fascinerende. Skuespilleren begynder som en indpakket og byltet puppe, men vokser frem og bliver til et opretgående individ, stadig iklædt noget midt imellem hudfarvet latex og gamle strømper. Talen går fra engelsk(?) til dansk.
Skuespilleren Stephanie Nguyen kan meget, og jeg fik helt ondt af hende, når de sparsomme replikker på småbørnsniveau: Hvem er jeg? Jeg er ensom? etc. gentages op til 5-9 gange, (jeg talte). Det hele virkede faktisk gammeldags – også den direkte publikumskontakt, der blev søgt etableret. Pludselig var vi i 1970-erne.
Noget er gået galt på Teater Grob. Det er vigtigt, at den nye teaterdirektør Sargun Oshana snart beviser, at han kan tilføre det københavnske teaterliv nogle ekstra dimensioner.
Som jeg tidligere har sagt, bl.a. i forbindelse med Oshanas produktion om 11. september på Odense Teater: I teatret er teksten vigtig. Gå ikke på kompromis med det tekstmæssige udgangspunkt. For så kan det hele være lige meget. Og sådan er det altså også med Xistens.
Københavns kommune vil gerne satse på sine forskellige små bydelsteatre, hvor Teater Grob skal tage sig af Nørrebro. For mig at se, vil det være meget svært at tilføre Nørrebro en teatermæssigt forståelse og interesse, hvis man fortsætter i dette xistens-spor.
Ps: Det er vigtigt at de offentlige som private fonde ikke lader sig dupere og derfor giver penge til overflødige projekter, blot fordi der står begreber som eksistens og kunstig intelligens i ansøgningen.
Medvirkende: Stephanie Nguyen / Manuskript: GPT-3 (kunstig intelligens)/ Iscenesættelse: Sargun Oshana / Idé: Jesper Pedersen & Sargun Oshana / Scenografi: Ditte Tygesen / Lysdesign: Mathilde Hyttel / Lyddesign: Laurits Jongejan / Forestillingsleder: Freja Forsman / Instruktørassistent: Kasper Bisgaard / Produktionsassistent: Johanne Hedeskov / Scenografisk assisten: Emilie Hviid / Videograf: Thomas Hyttel / Fotograf: Birk Thomassen & Karoline Lieberkind
XISTENS er produceret med tilskud fra Bikubenfonden og Københavns Kommunes Kulturudvalg