∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Wilhelm Marstrand nu på Nivaagaard Malerisamling.
Wilhelm Marstrand er en god maler. Hermed går jeg op imod Politikens yngre kunstanmelder, der for få dage siden slog fast, at Wilhelm Marstrand var/er en dårlig maler. Men det passer ikke.
Til gengæld skal man tænke sig om, når en masse værker af samme kunstner udstilles. Billederne må ikke hænge for tæt, og de skal på en eller anden måde gå i dialog. Det nytter slet ikke at hænge meget gennemarbejdede værker op ved siden af udprægede skitser, hvis alt er olie på lærred. Skitser på papir kunne have været en mulighed.
Udstillingen ”Wilhelm Marstrand, den store fortæller” har været på Danmarks-turné og er blevet vist i både Viborg, Ribe og på Fuglsang Kunstmuseum. Nu er turen kommet til Nivaagaard i de nyrenoverede rum. Men værkerne klæder faktisk ikke rummene, for der er mange fortællinger på hvert lærred, så samlet bliver det til flere hundrede småhistorier i hvert rum.
Billederne tæller store portrætter, italienske folkelivsscener og teatralske motiver fra henholdsvis Holberg og Servantes. Wilhelm Marstrand var en alsidig og flittig maler, der kunne bruges af sin samtid.
Wilhelm Marstrand (1810-1873) var elev af Eckersberg og blev selv professor og også direktør for Akademiet. Han passede til samtiden, men har siden ikke fået den ophøjede placering i det kunstneriske parnas som eksempelvis Købke og Lundbye. De tre var næsten jævnaldrende, men Marstrand overlevede dem med næsten 25 år og fik ved sin umiddelbare fortælleglæde gennemslagskraft i samtiden. Marstrand sluttede sit kunstneriske liv med nogle store bestillingsopgaver til henholdsvis Roskilde Domkirke og Københavns Universitets hovedbygning.
Mange af Marstrands folkelivsbilleder skaber både glæde og nostalgi. Tænk, var Italien sådan dengang? De store portrætter er derimod næsten fotografiske, og bl.a. fru Heiberg med sjalet er blevet en del af kulturhistorien. Sådan må hun have været i privaten, har sikkert mange tænkt. Vi ved det ikke, men måske.
Til gengæld er det sikkert, at de holbergbilleder, som Marstrand skabte, ikke har så meget med Det Kongelige Teater at gøre. Men underholdende og detaljerige er de. Og sidenhen har teaterfolk ladet sig inspirere af Marstrand. Påvirkningen gik den modsatte vej.
Ikke mindst et stort motiv fra ”Barselsstuen” er kendt. Uendelig mange forskellige kvinder ses med titelfiguren i centrum. Det afbildede billede i kataloget er en smuk version, som tilhører Statens Museum for Kunst og har været udlånt til Det Kongelige Teater i mange år og blev også udstillet på Sorø Kunstmuseum og Teatermuseet i Hofteatret omkring 2004. Men den version, som Nivaagaard viser, er nok en senere udgave eller en kopi, som nu fremtræder alt for konserveret. Flere af ansigterne ligner kolorerede glansbilleder. Det fungerer ikke at hænge overkonserverede billeder ved siden af værker, som endnu ikke er havnet hos en lidt for emsig konservator.
De ukonserverede ”konversationsstykker” eller anekdotiske billeder har en smukkere autenticitet. Også det har måske været med til, at Politiken kunne udskamme Marstrand for hans kunstneriske evner. Det var bare unfair. At Marstrand var leveringsdygtig i meget forskellige genrer, bør ikke lægge ham til last.
Udstillingen er fondsstøttet, kataloget er med flere forskellige skribenter, og flere af artikler er fagfællebedømte. Det gør dem nu ikke sjovere.
Jeg tror, at en anden og mere præcis vinkel på det brogede oeuvre ville have gjort Marstrand mere moderne og mere ”interessant”, i en 1800-tals forståelse af ordet.
Udstillingen på Nivaagaard følges op af en række arrangementer i slipstrømmen på Marstrands alsidige motivverden.
Til og med 12.6.2022.
www.nivaagaard.dk