∗∗∗∗∗
Det er ikke hver dag, man ser en film, hvor man sidder måbende naglet fast til stolen, når sidste scene er vist. Afslutningen på filmen Whiplash er så stærk og overraskende, at man tænker: ” Den er lige godt en af de vildeste og mest overraskende slutninger, vi har set i biografen i årevis”.
Andrew Neiman(Miles Teller) er en ambitiøs trommeslager på 19 år. Han går på USA’s mest prestigefyldte musikkonservatorium og drømmer om at blive en af landets største jazztrommeslagere. Han øver sig dag og nat. En sen aften hører skolens ubestridte bedste, men også mest berygtede lærer Terence Fletcher(J.K. Simmons) Neiman øve sig. Fletcher inviterer ham til at blive substitut på sit elitehold, og herfra starter den egentlige turbulente historie. Fletcher, der har psykopatiske og sadistiske træk, sætter en ære i med perfide, nedværdigende bemærkninger og lettere fysisk vold, at presse eleverne så langt, at de når ud over kanten af deres formåen. En del bryder sammen, og kan ikke klare presset. Neiman lader sig intimidere som de andre elever, men langsomt skifter han karakter. Musikken bliver til en besættelse. Vennerne falder fra, og hans familien forstår ikke hans aggressioner. Da en elev pga. af Fletchers pres tager sit eget liv, tager historien en ny drejning.
Det er det, Whiplash kan. Historien tager gang på gang en ny drejning, samtidig med, at den dramatiske nerve holdes intakt.
Inspirationen til filmen kommer fra filmens instruktør og manuskriptforfatter Damien Chazelles eget liv. Han var selv som ung del af et konservatorie lignende jazzorkester. Her mødte han en lærer, som på mange måder mindede om Fletcher. Han siger: ” Der er lavet mange film om glæden ved musik, men som ung trommeslager…. var den følelse jeg oftest oplevede en ganske anden: Frygt. Frygt for at tabe en takt. Frygt for ikke at holde tempo, men mest af alt frygten for min orkesterleder”.
Filmen handler grundlæggende om musik, men samtidig har den også træk fra den psykologiske thriller. Som filmen skrider frem minder øvelokalet nærmest om en krigszone, hvor, som Chazelles udtrykker det: ” instrumenterne erstatter ildkamp, og ord føles så voldelige som våben”.
Whiplash er bestemt ikke en rar film, men den er rigtigt godt lavet. Skuespilpræstationerne er fremragende både for så vidt angår J.K. Simmons som den gennem usympatiske Fletcher og Teller som den ambitiøse og hårdtprøvede Neiman. Begge karakterer har stort udviklingspotentiale, hvilket er med til at gøre dem interessante og uforudsigelige.
Det visuelle er flot amerikansk, velsmurt håndværk. I filmens sidste scener bliver der brugt en hurtig dynamisk klipning, som giver en særlig stemning.
Filmen har i 2014 vundet hav af priser og er indstillet til ikke mindre end fem Oscars i år. Det fortjener den. En enestående, nervepirrende og fængslende film.
Instruktør: Damien Chazelle
Premiere: 19.februar 2015