Menu Luk

Werther – opført af Den Jyske Opera.

∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Werther – opført af Den Jyske Opera.

 

Operaen: Werther af Jules Massenet (1882) efter Goethes brevroman: Den unge Werthers lidelser (1774)

Werther – fransk opera fra 1892, skab hen over Goethes brevroman fra 1774 – iscenesat af Philipp Kochheim i 2024 i Aarhus.

Her er flere århundreder og landegrænser, der skal krydses og fortolkes for at give publikum den optimale oplevelse og indlevelse.

Men der synes lidt langt til mål i denne version, konciperet af den Jyske Operas afgående tyske chef Philipp Kochheim.

Til gengæld var det rigtig gode sangere, der var samlet denne aften, mandag d.4.3. for produktionen har to sangerhold.

Desværre stod sangerne fysisk og følelsesmæssigt noget fjernt fra hinanden, som om de ikke rigtig havde afprøvet samspillet, og når de endelig nærmede sig en attrået person på de strategiske tidspunkter, var det som om, de ikke var kommet ud af corona-afstandsreglerne. Berøringsangst. Til sidst, hvor Charlotte erkender sin kærlighed til den døende Werther og synger om det kys, hun giver ham, ligger hun over i højre hjørne af scenen, mens hendes lillesøster som en anden mariafigur holder om Werther helt ude til venstre, 10-12 meter væk.  Det er kærlighed og bekendelse på afstand eller er det bare tysk verfremdung? Koldt bliver det.

Werther. Den Jyske Opera. 2024. Pressefoto.

Set-uppet var moderne, et panoramavindue, personerne kravlede igennem(?), en flydesofa, som den kendes fra de fleste kædebutikker. af og til et juletræ med og uden pynt, samt et fjernsyn, som kunne fornøje enten Charlotte eller Albert.  Scenen lignede kort sagt et moderne hjem, og ligeså tøjet, der var lidt gennemsnitligt konfektion, hvor Werther skiftede tøj flere gange, som en anden dandy i fløjl.Men der var for mange dagligdagsrutiner med krøllede papirer og middagsbord sammenlignet med sangernes stive samspil. Ikke nogen epokegørende scenografi, hvor væggene i krøllet metalstruktur skulle signalere kulde og ude og inde, igen en tendentiøs løsning, naturligvis af en landsmand til Kochheim. Hvorfor ikke bruge en af de dygtige danske scenografer? De har før prøvet kræfter på Den Jyske Opera.

Werther. Den Jyske opera. 2024. Pressefoto.

Nu har jeg forudsat at alle kender Werthers trængsler. Denne unge følsomme mand, som er forelsket i sin ven, Alberts kone Charlotte og erklærer sin kærlighed via breve og siden foruddiskonterer sin uheldige skæbne, der uvægerlig må føre til død.Som bekendt udløste brevromanen en strøm af selvmord, og bogen blev hurtigt anset for et kultskrift.

Werther. Den Jyske opera. 2024. Pressefoto.

Men det afholdte ikke den ferme, franske operakomponist Massenet mere end hundrede år efter at møblere lidt om på historien, således at der er kommet lidt ekstra familieliv og småborgerlighed ind samt afstand imellem de to mænd. Kochheim har så vidt jeg kan se bøjet historien yderligere , bl.a. i retning af nogle  Ibsen-associationer til eksempelvis  ”Hedda Gabler”, hvor den vilde Eilert Løvborg skyder sig selv i maveregionen. Det gør Werther også hos Kochheim med en af Alberts pistoler.

Musikken er svulstig og meget underholdende, indimellem kan man næsten opfatte den som underlægningsmusik til en aktionfilm, men der er også stille, mere romantiske  og ganske smukke passager. Som musikken blev spillet af Copenhagen Phil.  var der store kontraster – måske for store, for meget kraft i dette kammerspil?

Sangerne var musikalsk set meget fine, men holdt igen med troværdigheden rent dramatisk.  Ikke uden grund er den græske tenoren, Angelos Samartzis, som sang Werthers parti også en dræven fortolker af Rudolfo, den ulykkeligt elskende i ”La Boheme”.  Flere steder i ”Werther” var det som om det blot var Rudolfo-tenoren, der stod midt i den tyske nedstemte lidelseshistorie. Med kraft, fylde og modenhed langt væk fra den sky og knugede og måske også lidt kåde Werther, man eller har kendt fra litteraturen. Gamle Scene blev sunget op. Og sådan må det vel være, når det er modne sangere, der skal klare de svære partier. Derved forsvinder den lethed og igen: troværdighed, som man ofte møder i almindelige dramatiseringer af brevromanen.

Også hos Albert var der både alder, alvor og lidt for megen pondus over figuren, sunget denne  aften af  Anton Eriksson, der skabte en helt igennem usympatisk Albert, blottet for charme.

Charlotte, Marie Seidler, var reserveret, moden  og fint syngende, men hendes følelsesliv havde også svært ved at komme ud over rampen. Omvendt var lillesøsteren, lys sopran, sunget af Eva Zalango, et livstykke og man kunne dog overveje, om hun ikke var for ung til at interessere sig for storesøsterens ulykkelige tilbeder i denne version.

Mange ser Werther-historien som en universel foreteelse, a elsker b, som måske elsker c. I denne opera bliver trekanten måske til en firkant og dermed sværere: A elsker B, som elsker A, mens C elsker B og D elsker A. Uanset hvad, så er det ikke hver dag, ”Werther” opføres i Danmark og med det musikalske niveau lagt af sangerne blev det et interessant professionelt møde alligevel på trods af de regimæssige indvendinger.

Opføres de næste dage på Gamle Scene i Hillerød og d.11.3. I Odense.

 

HOLDET BAG

Dirigent: Christopher Lichtenstein

Instruktør: Philipp Kochheim

Scenograf og kostumedesigner: Barbara Bloch

Lysdesigner: Anders Poll

MEDVIRKENDE

Werther: Zurab Zurabishvili | Angelos Samartzis

Charlotte: Na’ama Goldman | Marie Seidler

Albert: Christian Oldenburg | Anton Eriksson

Sophie: Silvia Micu | Eva Zalenga

www.denjyskeopera.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *