∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Flashback i show og menu.
Wallmans nye show Flashback er et jubilæumsshow, der hylder Cirkusbygningens 130 års fødselsdag. Det er en vidunderlig bygning fra 1886 i hjertet af København, som Wallmans på imponerende vis har givet fornyet liv i de senere år. Men Wallmans er mere end et show, middagen indgår som en integreret del af aftenen. Og hvem man sidder ved siden af, kan også blive afgørende for ens oplevelse.
For at aftenen skal blive en succes: vær sulten og tag nogle hyggelige venner med, for man sidder ved små langborde. Aftenen er lang. Husk også dit cirkushumør.
Det nye show er faktisk bedst der, hvor de rigtige artister tager over. Den flotte sabelsluger, svenske Anna Mariann Lundberg, og de to polske gymnaster, der i gammeldags stil skaber nogle kropslige ”attituder” – eller frosne billeder. Det er imponerende, når den ene mand ligger vandret, helt vandret i luften, mens den anden understøtter og skaber balance.
Pressebillede.
Men Wallmans er jo også sang og show. De unge mennesker, med en undtagelse nær, som synger, danser og serverer, er alle svenske. De har forrygende travlt. De skal både servere og være på scenen og synge med i de fleste numre. Jeg forstår slet ikke, hvordan de kan overkomme det.
De synger flot, er nærværende og koncentrerede. Der er ikke noget at udsætte på dem, men hvorvidt de har star qualities er svært at bedømme, fordi der er noget mekanisk over det hele. Også pigernes stemmer er ens i en lidt munter American accent stil. Ja, for alt er på engelsk! Gad vide, hvor mange udenlandske gæster, der egentlig kommer hos Wallmans? Men ellers skulle vi selvfølgelig høre svensk.
Pressebillede.
Det begynder med et nostalgisk show med piccoloer efterfulgt af et besøg i drengeværelset, mens et country optrin ville være flot, hvis det ikke var for overraskende grimme og billige kostumer til damerne. Skift dem ud og nummeret vil vinde en masse.
I optrinnet Latin er både scenografi og kostumer samt ikke mindst sounden flot, men tænkt hvis man havde turdet tage lidt Gershwin med.
Pressebillede.
Også et brudenummer lider af mangel på musikalsk mod, der til gengæld modsvares af mænd i brudekjoler. Det er vist ved at blive gammeldags. Fandtes allerede i 1980erne i talrige teaterforestillinger og hos balletlegenden Pina Bausch.
Flotteste scenografi er i sidste, store nummer med Rytme og Maskiner. Det kunne ikke se bedre ud, selv om det var skabt mestendels af lys og lysbilleder. Tilsyneladende er instruktøren himself, Johan Espeland, også scenograf. Men han har haft en række koreografer til hjælp. Dansen er effektiv, lidt ensformig, men ikke ringe, og de unge mennesker kan danse.
Pressebillede.
Og så er der maden. Var jeg lidt sur i aftes? Syntes at den var krydret for skævt og for meget. Først blomkålssuppe, som var det bedste ved menuen, derefter en stærk svinerillette efterfulgt af traditionel oksefilet. Til sidst en række små desserter, hvor jeg smagte nogle rigtig gode chokolader.
Er man til det – er der diskotek bagefter til de små timer.
Wallmans er et svensk koncept, der findes i flere byer rundt i Norden. Teater bliver det aldrig, dertil mangler der pauser og eftertænksomhed. Men som fælles (firma) entertainment har det nok sin mission.
Samme menu indtil næste sommer – primært torsdag, fredag og lørdag.