Kommentar af Ulla Strømberg.
Wallman 2024 Jubilee
Wallmans er et dinnershow med lige vægt på mad og underholdning. En gang om året inviteres kendisser fra TV, ugeblade og politik samt presse til en aften, hvor der serveres mad, drikke og masser af musik og underholdning. Simpelthen årets program.
Stedet er Cirkusbygningen i København, og gæsterne er placeret ved fine, hvide borde, hvor man ikke selv er herre over naboen. Her kan det gå begge veje. Nogle år trækker man en nitte, andre gange bliver det en sjov, hyggelig og lærerig aften med nye bekendtskaber.
Mange af gæsterne er stadset op, og det er sympatisk, når man er inviteret. I nærheden sad unge piger, som vist havde været Miss Danmark engang.
De optrædende og orkester er en pæn blanding af yngre mennesker fra Sverige, Danmark og måske EU. Aftenen er lang, men der sker noget hele tiden, så det er aldrig kedeligt, og i realiteten behøver man ikke tale med den fremmede nabo. Hvis jeg bliver inviteret næste år, vil jeg vente på, at sidemanden spørger til mig og ikke omvendt! Flinkeskolen er lukket.
Opskriften har været den samme i København i 20 år og er et svensk koncept foldet sig ud i den historiske cirkusbygning. Det fungerer overraskende flot og har reddet bygningen fra forfald. Selve dinner showet forløber fint med præcision i både servering og den leverede underholdning.
Men egentlig er det hele ganske udansk, forstået på den måde, at vi har en lang, faktisk 175 år gammel tradition med revy, hvor virkeligheden får et twist, og det hele bliver sjovt, underholdende og en smule eftertænksomt. Med Wallman er det anderledes, men ikke den rene glemsel eller nostalgi, dertil er støjniveauet for højt, og musikvalget lidt for meget ovre i nyeste og halvgammel pop.
Men lidt ro og gammeldags tempo kunne klæde hele herligheden.
Nu er der noget kontant, effektivt og uafbrudt opgearet – og man får helt ondt af de unge optrædende, som i aftenens løb både skal ”hygge” om gæsterne, sørge for serveringer og sandelig også stå oppe på podierne og være dekorative, mens de vrikker, danser og synger. Vores værtinde, Johanna, klarede det nu imponerende flot. Hun får aftenens stjerner.
Dinner show er en mærkelig genre, og som den fremstår i Cirkusbygningen er det både svensk og lidt amerikansk i stil med shows i Las Wegas som spillemekkaet kendes fra b film – og som jeg selv kun har oplevet i Atlantic City, østkystens gamlerby.
Wallman har 20 års jubilæum. Det burde egentlig afføde en ekstra indsats, men faktisk er årets show det mest magre, jeg har overværet. Her tænker jeg både på kvaliteten af optrædener, de unge menneskers spilleentusiasme og såmænd også menuen.
MADEN
Nogle år har det været imponerende, hvad de fire retter åbenbarede – men i år var det kun blomkålssuppen med hvid chokolade, der kunne gøre krav på at blive husket. Men den var mere end god, og jeg ville ønske at kunne gøre det efter. Det hele var i øvrigt serveret på smukt grønglaseret ler-service – lidt i kontrast til den kontante underholdning!
Jeg tog vegetarmenuen, hvor hovedretten kun var svampe og neden under porcheret æg, som jeg gik udenom. Desserten var fælles for både kødædende og os andre. Heller ikke her fik noget lyserødt mousse englene til at synge.
Kostumer
Til et show kræves kostumer, og de skal helst være flotte, velsiddende og delikate. I et dinnershow skal kun fremhæves det gode ved de optrædende. For det er jo ikke hverdagsrealisme, man søger ved en aften i cirkusbygningen.
I år er Wallman gået galt i byen. Uklædelige kostumer, som hurtigt skiftes ud – kun den tilbagevendende superprofessionelle drag-værtinde har kostumer der både sidder flot og siger sparto i opfindsomhed. Resten har brug for en ekstra tur på systuerne, så skuldersømmene kan rettes til og de forskellige kvindekroppe kan passe kjolerne, så man ikke uforvarende ser for mange gammeldags hofteholdere, stropper etc. Det går altså ikke, og man får svampene galt i halsen.
Det passer heller ikke til genren at have for mange numre med trash-street wear – for at blive på det udenlandske, som showet i øvrigt kun betjener sig af – bortset fra ved et dansk medley.
Medley næsten all over
Medley er den gennemgående musikalske form, hvor flere af poppens store navne får sig nogle minutter. Orkestret er godt, effektivt og steady. Danserne er flittige, men koreografi og formationer er svære at koncentrere sig om – det hele synes lidt banalt.
Scenografi og storskærme
Vi lever i en tid, hvor storskærme kan gøre det ud for kulisser, og det fungerer næsten altid godt. Også her sætter de hyppigt skiftende billeder en vigtig rytme, men mest professionel af alle er fotografen, der løber rundt med filmcamera over skulderen og tager nærbilleder af de optrædende, som så live blæses op på de tre storskærme. Så kan alle se og høre. Fotografen rammer lige på kornet hver gang, og han er faktisk aftenens redningsmand. Ville have ønsket at der havde været lidt mere følelse i afleveringerne hos de optrædende sangere etc.
Jeg er nok ikke målgruppen, men tak for aftenen og så et godt råd på falderebet: en ekstra tur på systuen, overvejelse af det trashede tøj og skru lidt ned for volumen og lær sangerne at slappe af på en ny måde.
Du er fantastiiisk Ulla❗️🍀ikke en eneste sætning er jeg uenig med dig i angående wallmanns . Det bliver monotont på alle plan.mekanisk.intetsigende. – instruktøren har været der i 19 år ,den administrative eventuelle tryghed smitter til kreativt uerotisk dødvande.kh Jan
tak – tak – men jeg forsøgte at skrive det pænt. Du har en vigtig pointe. De bør vende bøtten snarest.