∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Waitress på Det Ny Teater.
Amerikansk musical midt imellem lægeroman og bagedyst.
Duften er liflig og ikke til at tage fejl af i Det Ny Teater. Coockies eller pie, som vi jo ikke kender til herhjemme. For på scenen bages pie’er i en uendelighed. Jeg havde i øvrigt håbet, at der blev serveret lidt i pausen, men det må man nok ikke for corona-politiet.
Musicalen Waitress bygger på en film fra 2007, som siden er transformeret om til en musical med Broadway-premiere i 2016 og siden i Londons West End i 2019.
Handlingen minder om flere nyere, amerikanske film, hvor den kvindelige hovedperson er en passioneret bager eller kok, der kan banke alle følelser ned i æltetruget. Så hvis man er romantisk indstillet, har hang til Den store Bagedyst og lidt kissemisse på arbejdspladsen, er der noget at hente her.
Stedet er en Diner, og vi er tilbage i 1950ernes USA. Flot scenografi i det rigtige look, men omme bag ved lurer vel post-Mccarthyisme, selv om der ikke tænkes de dybe tanker i forestillingen. På scenen ses kun den hvide middelklasse, og når handlingen flytter fra Dineren til en fødeafdeling på et hospital, åbnes op for nye muligheder – bl.a. en opstigning ad den sociale stige.
Som sædvanlig er Maria Lucia Rosenberg Heiberg ganske perfekt i sin sang og nærvær. Hun er den fornuftige, hårdtarbejdende middelklassekvinde med et afskum af en mand, som til gengæld modsvares af nogle varmhjertede venindekolleger i Dineren. Der skal bages pie’er hele tiden, så hun er travlt beskæftiget, og hvert nyt bagværk får et navn, der matcher den aktuelle følelse. Det er lidt sjovt.
Historien er banal – meget banal. Hun bliver gravid (og vi er desværre med på toilettet, da det bliver erkendt). Hun synes ikke at have en fremtid og vil derfor ikke have barnet, men i 1950erne var der ingen anden udvej.
Pludselig står der en flink læge, Lars Mølsted, der for få år siden fik et kanon gennembrud i Fredericia-musicalen ”Klokkeren fra Notre Dame”. Her i ”Waitress” skal han bare være pæn, mens hans stemme slet ikke har nok at arbejde med. Og han bliver heller ikke redningsmanden, og dog.
Det er flere spillemuligheder i Sebastian Harris’ rolle. En tilsyneladende tørvetriller af en mors dreng, som alligevel viser sig at være en vild krabat. Det er lidt af et show, som Harris får stablet på benene og et underholdende indslag, der dog ikke får meget modspil fra de andre roller. Joh, Sara Gadborg giver den også gas og knald på som veninden fra Dineren. Men ellers er det lidt for gennemsnitligt som american coffee.
Scenografien er lækker lyserød, alt er faktisk der ovre af, blot ikke musikken, som er lidt ubestemmelig. Og hvis man skal være kritisk, så er der ingen ørehængere, og det vil man jo gerne have. Det er også svært at se historien og forestillingen på dansk jord 2021, hvor alt skal være politisk korrekt med behørig hensyntagen til alle former for minoriteter og såmænd også majoriteterne, eks. kvinderne. For her i “Waitress” er kvinderne underkuede, mændene nogle skurke eller vattede, og det store oprør udebliver desværre.
I USA er der måske stadig et marked for den gamle lægeromans drømmeverden i musicalregi, men her på vore længdegrader er vi vist kommet lidt videre.
Som vanligt på Det Ny Teater er alt super professionelt og ser brandgodt ud, men denne gang er både kvindeundertrykkelsen og den mærkelige iboende vulgære, seksuelle fryd ikke til at bære. Musicalen synges på dansk, så måske havde det være bedre på engelsk, hvor man (jeg) ikke helt forstår vulgariteterne?
Medvirkende
|