Kommenteret af Ulla Strømberg.
Vredens bær – af Fix og Foxy på Republique.
Med denne performance vrider Fix og Foxy endnu engang teaterbegrebet så det bliver anskuelsesundervisning for dem, der ikke orker at læse en aviskronik – her om nordafrikanske bærplukkere på sæsonbesøg i de spanske frugtmarker.
Problemstillingen er vigtig og alvorlig nok¸ men vi danskere kan ikke løse alle verdens problemer, selv om vi gerne ville.
I denne omgang er opmærksomheden rettet mod Spaniens bærindustri. Og det er skandaløst, hvad der foregår, så vor fælles vrede skulle smækkes i hovedet på EU.
Hvorfor giver EU fortsat grønt lys til, at Spanien lader ikke mindst kvindelige migranter fra primært Afrika arbejde uden opholdstilladelse under de mest usle forhold, blot for at landet kan tjene penge på jordbær, oliven, meloner etc.?
Det er godt set og fundet af Fix og Foxy i jagten på globale problemer, som der er uendelig mange af.
Men måden historien fortælles på er problematisk og synes gammeldags og højskoleagtig selv om det vist også kaldes for dokudrama. Og så længe en teateretikette hænger ved de to timers demonstration, er det vel ok at anskue seancen som det, den er: subventioneret teater. Men den performance, jeg oplevede mandag, få dage efter den officielle premiere, stiller dog et spørgsmålstegn ved, om ”Vredens bær” overhovedet er teater i almindelig forstand og dermed en del af hele det professionelle støtteberettigede teatersystem.
Forestillingen blev afbrudt og publikum ventede i næsten 20 minutter på grund af tekniske problemer. De blev nok løst, men det tekniske niveau med live-video og den spanske tekst oversat til dansk, fremstod fortsat som noget ufærdigt, nærmest sjusket, hvor oversættelse af den spanske tale overhovedet ikke fulgte talestrømmen. Lyset var også helt urytmisk, og amatørerne på spillepladsen syntes ret scene-uvante, men flinke. Også baggrundvideoen syntes svær at se på grund af et stort telt midt på scenegulvet. Måske var det hensigten – måske ikke.
Fire danske småpiger i alderen 11-13 år skulle illudere bærplukkere fra Nordafrika, mens to kvinder med marokkansk baggrund agerede forskellige kvinder – og to mænd var en form for ”pusherne” i bærplukningen. Altså en blanding af statister og autentiske vidner, der dog “spillede” flere roller.
Alle var tilsyneladende uden skuespillermæssig baggrund. Det skaber en tung rytme, som nogen måske kan synes at finde autentisk og ægte, men for mig er det problematisk, når stedet er Republique, en del af Det Københavnske Teatersamarbejde.
Scenografien eller dekorationen med diverse genstande var omstændelig med masser af røde skumgummipropper som jordbær, striber i gulvet, stilladser, der blev sat op og taget ned, køjesenge, stole, borde, tæpper, plasticdække etc. Anskuelsesundervisning, som det er set mange gange tidligere.
At det er en skandale med bærplukkerne i Spanien er uomtvisteligt, men det må jo være mod nationen Spanien, medlem af EU, som regulerer alt, at Fix og Foxy skal rette deres vrede og dermed også vor vrede.
En stor skildpadde var iøvrigt et meste af tiden placeret i et meget lille plexiglasbur fremme på scenen. En kraftig projektør ramte direkte det arme kræ. Det lignede dyrplageri, for må man overhovedet indespærre en stor skildpadde og udsætte den for lyd og lys? Tænk på dyrene, der er blevet udelukket fra cirkus i Danmark. Fortolkning af skildpaddens tilstedeværelse: For indlysende og banalt.
Og er det overhovedet fornuftigt i 2024 at lade børn på 11-13 år spille voksne kvinder, der bliver udsat for flere overgreb?
Jeg stod af. Der var for mange overskridelser af almindelig sund dømmekraft i forhold til et professionelt teaterudtryk. Men introduktionsteksten på hjemmesiden var meget informativ, så jeg havde faktisk forstået det hele inden forestillingen satte i gang.
Og selvfølgelig skriver jeg gerne under på en klage til EU. Men teater er og bliver ”Vredens bær” (frit efter Vredens Druer) ikke på det nuværende, realiserede niveau.
På et PR foto for forestillingen ses granvoksne mænd i jordbærbedene med et rødgult lys, som associerer til den bagende sol, der nemt giver op mod 40 graders varme. Det ser interessant ud. Det er verfremdung. Men i den foretilling jeg så, var det fire små danske piger sammen med folkene fra Nordafrika, der var i “marken”. Det var meget anderledes.
Et roadtrip gennem Europas sociale geografi
02.05.2024 – 01.06.2024 på Teater Republique i København. Sprog: spansk/arabisk/engelsk. Dansk tekstet alle spilledage, undtagen 10., 15., 21., 30., 31. maj og 1. juni, hvor der er engelsk tekstning.
VREDENS BÆR er produceret i samarbejde med Republique/Østerbro Teater og er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Nordisk Kulturfond/Globus, William Demant Fonden og Beckett-Fonden.
Instruktør og manuskriptforfatter Tue Biering
Medinstruktør Carlota Berzal
Scenograf og kostumedesigner Johan Kølkjær
Lyddesigner Daniel Fogh
Lysdesigner Balder Nørskov
Props designer Josefine E. Larsen
Kameraafvikler Marie Munkner
Dramaturger Aljoscha Begrich, Tanja Diers
Instruktørassistenter Lærke Ellegaard Bregnes og Katinka Hurvig Møller
Teaterpædagoger Nanna Butters og Anne Kurtzweil
Scenebygger Frederik Bogh og Holger Højberg
Videotekniker og afvikler Johannes Marslew
Researcher/dokumentar-konsulent Jesper Jack
Tolk Rafael Cañete Fernández
Fotos: Søren Meisner
Medvirkende Fatima Ez Zohayryed Dryouch, Laila Baomar Khouibi, Mustapha Hertil Oufkir, Manuel Milla Marchal, Luna Bredde, Martha Hansted Lohmann-Dunn, Ester Lundby Almlund, Elna Marie Bach Larsen, Kajsa Østergaard, Augusta Rønsborg, Wilma Melkersen Kalvåg, Elin Marie Schoeneborn, Caius Popa, Tiberiu Bosancu.
www.republique.dk