∗ ∗ ∗ ∗ ∗ til hele trilogien, ∗ ∗ ∗ ∗ til “Von Trier persona non grata”.
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Teater V’s ambitiøse trilogi kørt i hus. ”Von Trier, persona non grata” på Teater V i Valby.
Det er sin sag at tage en nulevende legende som Lars von Trier og sætte ham på scenen uden hans medvirken. Det er blevet hårdt, brutalt, afslørende, provokerende og samtidigt så autentisk, at der vist ikke er en replik, vi ikke har set i TV-avisen, læst i Politiken eller i en af de talrige op og ned ad ryggen slikkende bøger eller det modsatte om Trier, Ålen og Zentropa.
Først var det billedkunstneren Hornsleth, så Casper Christensen – og nu, i det fortsatte samarbejde imellem dramatikeren Jakob Weis og teaterchef og instruktør Pelle Koppel, von Trier, der analyseres.
Alle tråde samles i anden akt, som ikke er den sjoveste, men måske en sikkerhedsventil. I en retsscene opsummeres de tre forestillinger. Her bliver alt sagt, så ingen kan beskylde Teater V for at gå over grænser, bryde ophavsretten til kunstnerens eget liv eller jonglere med ytringsfriheden. En veritabel retssag, hvor Triers advokat står overfor Teater Vs repræsentant med publikum som juryen.
I første del møder vi Jens Jørn Spottag som Trier i fuld udblæsning. Kostumet er rigtigt, spejderbukser, t-shirts, ankelsokker og sandaler. Ikke nogen ”he-man”. Alt er med, fra Hitler-sympatisør ved pressemødet i Cannes til grædende freudiansk barn, nøgent, gemt under et bord, kokain og cognac-påvirket. Sådan er han nemlig, et menneske (!) ifølge sig selv, ifølge Politiken etc.
Det fikse i stykket er, at vi aldrig ved, om det er et stykke om Trier, eller et stykke om Trier filmatiserende Trier, eller Trier filmatiserende Teater V’s dramatiserede version af Trier filmatiserende etc. Ren Babusjka-dukke, Peer Gynt eller ny fransk roman fra 1960erne, hvor kernen er fraværende.
Med på scenen er Hans Henrik Clemensen som Peter Aalbæk Jensen i badekåbe, sportstøj og med høj cigarføring. Usympatisk, og måske instruktøren af det hele. Og så de to ofre, dog ældre end de gratishjælpere som hos Zentropa betegnes småttere. Hvor de dog ydmyges, fornedres og alligevel hurtigt inddrages, som var de født ind i familien. Caspar Phillipson betaler den højeste pris og må tidligt i forestillingen smide alt tøjet, ganske unødvendigt virker det, mens Clemensen som Ålen, der jo er kendt for altid at smide tøjet, netop her er pakket ind. Karin Bang Heinemeier må stå model til alle Triers kvinde-idiosynkrasier.
Bliver vi klogere: På en måde. Der langes ud efter excentrikerne, efter de medier, som løber i kølvandet på kunstnerne i håb om få en god historie, mens de udnyttes på det groveste i markedsføringshenseende. Der er også hug til alle os, der ved mere om Lars von Triers person end om hans film, som netop er gået så meget over stregen, at flere af os måske har fravalgt dem. På det etiske dilemma: må man portrættere en levende person, er svaret herfra ja, når de selv eksponerer sig i offentligheden, ellers ikke.
Og således kommer denne Danmarkstrilogi i hus, hvor vi alle føler os lidt ramt, i en overraskende god dialog og en effektiv instruktion, der måske flader lidt ud i anden akts retssag.
Instruktion: Pelle Koppel
Manuskript: Jakob Weis
Scenografi: Rikke Juellund
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.
Spilles til 31. maj.
www. Teater-v.dk