Kommentar af Eva Zierau.
Uforpligtende og hjertevarm feel good serie.
Virgin River er en romantisk komedie på Netflix i foreløbig 10 afsnit. Ved årets udgang kommer der 10 mere. Serien foregår i en afsidesliggende lille by I det nordlige Californien.
Melinda Monroe også kaldt Mel( Alexandra Breckenridge) er sygeplejerske og jordemor og har i en årrække arbejdet på en skadestue på et stort hospital i Los Angeles. En dag sker noget i hendes liv, som gør, at hun beslutter sig for at flytte fra byen og starte på en frisk.
I første scene ser vi hende køre ad en mørk vej en aften i silende regn op i bjergene til den lille by, hvor hun har fået et arbejde hos en praktiserende læge. Sigtbarheden er dårlig. Hendes bil bryder sammen, og hun kører ind til siden. En ældre mand stopper og kører hende ind til byen. Han er ikke just venligheden selv, og sætter hende af ved huset, hvor hun skal bo. Det viser sig at være en faldefærdig og uhumsk rønne. Her møder hun byens borgmester Hope(Annette O’Tool), der lover, at hun nok skal sørge for, en istansættelse at Mel’s kommende hjem.
Næste dag møder hun op hos den praktiserende læge Doc. Mullins(Tim Matheson), som hun skal arbejde for. Han viser sig at være manden, som kørte hende til byen aftenen før. Han er indbegrebet af en gammel sur mand og nægter at ansætte hende. Han synes, at han på trods af sin høje alder, klarer sin praksis udmærket alene. Det viser sig at være borgmesteren, der har formidlet kontakten til Mel, og som har skrevet under på Mel’s ansættelseskontrakt. Samtidig møder Mel den attraktive krigsveteran Jack, som er ejer af den lokale pub. Han introducerer hende til et totalt anderledes liv i bjergene end det, som hun er vant til i det fashionable og tæt befolkede Los Angeles.
Allerede i første afsnit fornemmer man, hvor historien bærer hen. Og kaster man sig over de næste afsnit bliver ens formodning bekræftet. På overfladen er livet i den lille by perfekt. Byens beboere passer på hinanden, men under idyllen lurer hemmeligheder og ulykkelige skæbner, også for Mels vedkommende. Som Hope siger et sted i serien: I små byer er internettet langsomt og sladderen hurtig. Med hyppig brug af flashback til såvel Mels og Jacks liv stykker vi langsomt historien sammen.
Virgin River er ikke original eller banebrydende. Det gælder både indhold og visuelt. Men er man i humør til uforpligtende feel good underholdning, er serien et godt bud. Dertil kommer, at de mange naturscener, der bl.a. er optaget i British Columbia, er gudesmukke. Man får simpelt lyst til at pakke rygsækken og rejse derover, hvis man altså ikke lige befandt sig midt i en Coronatid.
Serien er baseret på den amerikanske forfatter Robyn Carr’s romantiske bøger. Hun har skrevet over 50 romaner, herunder de anmelderroste Virgin River bøger. Hun har desuden været #1 på New York Times bestsellerliste.
Trailer: Netflix
Executive producer: Roma Roth m.fl.
Premiere sæson 1: December 2019
Premiere sæson 2: December 2020
Kan ses på Netflix