∗∗∗∗∗
Et imponerende og eksistentielt værk om sjælens længsler.
Det er sjældent vi ser tyrkiske film i danske biografer. Vintersøvn, der vandt dette års Guldpalme ved Filmfestivalen i Cannes er en kærkommen undtagelse. Instruktøren Nuri Bilge Ceylan udfordrer såvel vores sanser som tålmodighed med sin tre timer og 16 minutter lange film.
Vi befinder os dybt inde på De Anatolske Højslette i Tyrkiet, hvor der er øde, koldt og vindblæst. Her bor den velhavende hotelejer og ejendomsudlejer Aydin(Haluk Bilginer) med sin unge hustru Nihal(Melisa Sözen) og fraskilte søster Necla (Demet Akbag). Aydin, der i sine unge dage var en kendt skuespiller i Istanbul, har sammen med sin søster arvet hotellet. Ved siden af hoteldriften skriver han klummer for en lokalavis og arbejder på en bog om tyrkisk teaterhistorie. Nihal beskæftiger sig med velgørenhedsarbejde og Necla, tilbringer timer med at diskutere med sin bror. De taler om alt fra æstetik og ondskab til skilsmisse. Der er en lang scene i filmen, hvor diskussionen udmønter sig i et tå krummende perfidt verbalt slagsmål mellem de to søskende. I det hele taget virker filmen på mange områder mere intim og kammerspilagtig end episk. Man kommer til at tænke på Ingmar Bergmans film og tv-serie Scener fra et Ægteskab. Alt imens er lyspunktet i deres liv, når der kommer gæster på hotellet. Især Aydin ynder at tale med dem, men de er flygtige og rejser hurtigt videre til det næste sted.
Forholdet til Nihal knirker. Hun forlod Istanbul for at få sin elskede, men er ved at gå til grunde af kedsomhed på den golde slette. Hun er træt af at leve under samme tag med to midaldrende søskende, og savner samværet med unge mennesker og Istanbuls puls. Der er lagt op til masser af konflikter, som dukker op til overfladen efterhånden som filmen skrider frem. Det gør den langsomt-meget langsomt. Man kunne tro at Ceylan i klippefasen har haft svært ved at skære ned på sine optagelser, men det er helt bevidst, at filmen har fået den længde, den har. Han har i et interview sagt, at for ham gør det ikke noget, at publikum keder sig lidt. Tværtimod. Det er jo en modig holdning, men filmen kan bære det. Der er god tid til at lade karaktererne folde sig ud, hvilket gør dem mere interessante. Ceylans langsomme stil har også vist sig at være lønsom, eftersom filmen vandt hovedprisen i Cannes i år.
Vintersøvn rammer noget i os alle, nemlig ønsket om at finde en mening med tilværelsen. Karaktererne famler sig alle frem for at finde et meningsfuldt liv.
Ceylan har gennem årene vundet mange priser for sine film, herunder priser seks gange ved Cannes festivalen. Det er imidlertid første gang, han vinder Guldpalmen.
Visuelt er filmen kendetegnet med rolig kameraføring og lange indstillinger af den vilde barske natur. Indendørs er farvevalget smukke brune og gullige nuancer, der giver en helt særlig fortættet stemning.
Vintersøvn er en smal film. Den bliver nok ikke en blockbuster, dertil er den for lang, og historiens fremdrift for stillestående, men den er flot, imponerende og tankevækkende. Ingen tvivl om det.