∗ ∗ ∗ ∗ Underholdende og sjov børnefilm om snarrådige Villads.
Her i juletiden er der tradition for premiere på børnefilm. En af dem er Villads fra Valby, en sød lille film, der bygger på bogserien af samme navn.
Villads fra Valby handler om den 6 årige Villads(Luca), der skal starte i skole. Hans storesøster synes, at skolen er gabende kedsommelig. Ja nærmest rent slaveri. Så Villads glæder sig ikke. Mor og far synes derimod, at det er vildt spændende, at han skal lære at læse og skrive. Da de begejstret fortæller ham, at han skal gå i skole de næste 13 år, og at han derudover skal på universitetet bagefter, synes han bestemt ikke at hans fremtid ser lys ud. Han vil hellere lege, og det er han rigtig god til. Så god at han ofte kommer i karambolage med de voksnes regler. Hvad er der egentlig galt i at tage sin mors nye IPhone med i badebassinet i haven og tage billeder under vandet, når man nu sørger for at tørre mobiltelefonen i ovnen bagefter? Hvad er der galt i at tage sit nye Speedman kostume på og stille sig op i vindueskarmen på anden sal og hoppe ned i haven?
Foto:United International Pictures og Regner Grasten Film
Hvad er der galt med at kaste med sin makrelmad i klasselokalet, når den nu stinker så fælt? Ingenting vil Villads hævde. Skarnsstreger ville Emil fra Lønnebergs far Anton kalde det. Villads fra Valby universet, er i det hele taget stærkt inspireret af Emil fra Lønneberg. Villads har som Emil en god fantasi, der ifølge de voksne måske ikke bliver udnyttet på den mest optimale måde. Eller sagt på en anden måde. Villads har ligesom Emil en uheldig evne til at blive misforstået, selv om han har de bedste intentioner.
Villads fra Valby er en hyldest til fri leg og fantasi. Børn i dag er fra en tidlig alder stærkt påvirket af de sociale medier, tv, computerspil mv. Villads fra Valby er en modreaktion mod denne tendens. Det er en film om børnelogik, venskab og forholdet mellem forældre og børn i en tid, hvor der ikke er overladt meget til spontanitet og fantasi ,og nærmest hver en time på døgnet er skemalagt.
Foto:United International Pictures og Regner Grasten Film
Filmen skifter mellem fantasi og virkelighed. Der foregår meget inde i Villads hoved, og vi er med, når han flyver rundt i kvarteret som Speedman, og når han svømmer under vandet i badebassinet og ser det mest fantastiske koralrev .
Frederik Meldal Nørgaard står bag filmen om den kække Villads. Meldal har både skrevet manuskriptet, instrueret filmen og spiller selv med som Villads klasselærer Jesper, som går så meget op i børnenes rollespil at det nærmest bliver absurd teater. ”Han er ikke for børn” siger Villads henkastet til sin veninde Frida(Ester) et sted i filmen.
Filmen henvender sig som bøgerne primært til børn mellem 4 og 7 år. Har man børn, som skal starte i skole næste år, vil det være oplagt at tage dem i hånden og gå ind og få en god oplevelse sammen. Husk slikposen.
Instruktør: Frederik Meldal Nørgaard
Premiere: 25. december 2015
Trailer: United International Pictures og Regner Grasten Film
Premiere: 25. december 2015