∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Besøgt og anmeldt af Ulla Strømberg.
( NB Flere fotos slettet)
Det lille museum Villa Ephrussi de Rothschild på Saint Jean Cap Ferrat er noget ganske særligt. Og uanset årstiden er både himlen, atmosfæren, lyset og stedet unikke på de gode, solrige dage.
Kort sagt – Det lille museum, drevet af den franske stat under ”Culturespaces”, er et besøg værd, hvis turen går til Nice og omegn. For den lille halvø Saint Jean Cap Ferrat ligget kun få kilometer væk fra den travle by og afslører en verden af i går – eller snarere hinsides almindeligt liv.
Museet er ikke stort, minder om et mindre venetiansk palads placeret på landjorden eller et florentinsk hus fra renaissancen, næsten da. Mange etiketter kan man sætte på det lyserøde hus med hvide vinduesindramninger, massive søjler og omgivet af syv forskellige haver med springvand, skulpturer, åkander og hvad der ellers hører til for at imponere og overraske.
Hele herligheden blev bygget i tiden 1905-12 af den dengang stenrige unge Beatrice Rothschild. Faderen, en berømt bankmand, var netop død og havde efterladt hende mange, mange millioner Franc og hendes ægteskab med russeren, Maurice Ephrussi, var opløst året før, bl.a. fordi hans spilleglæde havde givet enorme tab. Det ville familien Rothschildt ikke leve med.
Beatrice var opvokset med kunst og elskede flere forskellige kulturepoker og ønskede derfor et hus, der kunne rumme masser af kunstgenstande.
Under husets tilblivelse fulgte hun processen tæt og en række arkitekter lagde vejen forbi, men kom hurtigt af sted igen. Det siges også, at adskillige godsvogne med antikviteter kørte til nærmeste station, hvor hun selv stod på perronen og udvalgte netop de møbler, som hun ønskede til villaen – resten trillede videre til hendes to residenser i Monaco.
Hvert rum har sin epoke. Hallen er udsmykket med middelalder-kirkekunst, mens de forskellige opholdsrum primært har møbler fra 1700-tallets Frankrig og gobeliner, malerier m.m. på væggene. Kunstnere som Fragonard, Boucher og Lancret er rigt repræsenteret og giver en rokokostemning a la Versailles og Petit Trianon. Sevres-porcelænet er et kapitel for sig. Hendes soveværelse har kinesiske silketæpper, ligeledes antikke, og et rum er fyldt med gamle kimonoer. Alt er både musealt og samtidigt tilsyneladende lige til at flytte ind i.
Beatrice anvendte villaen om vinteren i perioden 1912-22, så ebbede interessen ud, og hun døde i 1934 og nåede ikke at opleve de følgende frygtelige år, hvor hun, med sine jødiske aner, ville have lidt.
Beatrice’ lidenskab var kunst, dyr og gambling og derfor var nærheden af Monte Carlo og kasinoet nok ikke et uvæsenligt plus.
Gift igen blev hun aldrig. Til gengæld var det hendes eget ønske at testamentere det hele til den franske stat, til Académie des Beaux Arts.
Villaen er et mærkeligt ”House Museum”, som man skal vænne sig lidt til. Er det for kunstigt, at murene er fra det 20.århundrede, mens kunsten er meget ældre? Og har hun virkelig selv indrettet huset? Det sidste sætter litteraturen om museum spørgsmålstegn ved. For det synes, som om der efter hendes død blev modtaget mange kunstgenstande fra hendes andre besiddelser og placeret netop i denne villa.
Og så er det jo ikke helt så autentisk længere.
Haven eller haverne er også et studie værd. Naturen skal opleves – og er faktisk lige attraktiv, uanset årstid. Jeg kom forbi en februardag, hvor der var ganske smukt, også i restauranten med udsigt over havet. I haven med en bagende sol syntes alt mageløst. Men, indrømmet, Villa Ephrussi de Rothschild kræver lidt tilvænning. Præcis som det gamle Getti-museum uden for Los Angeles. Så megen rigdom og så meget kunst samlet af et enkelt menneske! Det er ganske ualmindeligt!.
Åbent hele året.