∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vilje, viden og værdier – ny bog om J.C. Jacobsens Villa på Carlsberg.
Smuk bog udgivet af Carlsbergfondet om den gamle Carlsberg villa med have og ekstrabygninger. I sidste ende en bog om den overordnede tankegang, som skabte området. Det er også på høje tid at fastholde fortiden, for ånden er mere eller mindre forsvundet på det gamle Carlsberg-område i Valby.
Gennemrestaurering af privatboligen
Igennem de allerseneste år er den gamle brygger J.C. Jacobsens privatbolig fra midten af 1800-tallet blevet gennemrenoveret i et forsøg på at nå tilbage til den oprindelige villa efter 150 års halvhjertede renoverings- og moderniseringsprojekter. Det er bogens hovedmission at vise vejen tilbage. Samtidig beskriver bogen også den store have og de ekstra bygninger, som Jacobsen fik opført, herunder vinterhave og det såkaldte Pompeii.
Flot ser det stadig ud på de mange bogsider, og man må blot håbe, at lidt af den historiske aura er bevaret i virkeligheden. For udenom er alt moderne i ordets kedeligste betydning i den såkaldte Carlsberg Byen, der har været offer for barske investorers interesse.
Bogen er det nydeligste boghåndværk med store fotos og utallige detailbeskrivende tegninger, der gengiver både gamle og nyrestaurerede detaljer fra bygninger og have. For det var et veldesignet og velplanlagt paradis, som i anden halvdel af det 19. århundrede blev skabt af landets bedste håndværkere. Det var uden for København, tæt på den nye jernbane og klos op ad bryggeriet. Sådan gjorde man dengang. I dag ville direktøren nok bosætte sig langt være fra industrikvarteret og tæt på andre med samme sociale status.
Når der tales om Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og nærværende bog, er den umiddelbare indskydelse: ”Alt ånder af penge i overflod”. Det kan og skal man ikke kimse af. J.C. Jacobsen var manden, der skabte det meste, eller hvis man læser denne bogs indledningskapitel af Birgitte Possing, så er sandheden, at fru Laura er forudsætningen for alt det, som bogen beskriver. Med et nymodens begreb, og dem er der mange af i bogen – så ”var hun midtpunkt i Carlsbergs store faglige og private netværk”.
Testamentet
Brygger Jacobsen besluttede i sit testamente, at det i 1876 stiftede Carlsbergfondet blev hovedarving. Bestyrelsen skulle bestå af videnskabsmænd inden for naturvidenskaber, matematik m.m. og skulle udpeges af Videnskabernes Selskab. Og sådan blev det ved han død i 1887, mens hustruen Laura blev boende i huset. I 1914, ved sønnen Carls død, overgik det hele til Carlsbergfondet.
Syv skribenter
Bogen består af meget forskellige kapitler. I alt syv skribenter bidrager med stilmæssigt divergerende tekster. Birgitte Possings store indledning om familierelationer og det hjemlige over for det offentlige er velskrevet til tider ligefrem humoristisk, når hun med en feministisk vinkel beskriver den rige familie. Familieoverhovedet var i øvrigt yderst bevidst om sin samfundsmæssige betydning.
Brygger Jacobsen var en driftig forretningsmand, der skabte det store toptunede Carlsberg, rejste ud i hele Europa for at lære og uddanne sig og være ajourført med den nyeste teknik. Hjemme blev han kaptajn i Borgerværnet og politiker. I to perioder medlem af Folketinget og i en længere årrække kongeudnævnt medlem af Landstinget. Et imponerende og veltilrettelagt liv.
For at kunne gennemføre denne, også officielle position i det danske samfund, måtte rammerne være de rette. Derfor blev privatboligen påbegyndt i 1854 – året efter den store koleraepidemi i København. Huset kom til at indeholde køkkenregioner i kælderen, repræsentative rum i stueetagen og sovegemakker på første sal.
To kapitler tager sig af det mere faglige vedrørende arkitekturens historiske fundament og havens gennemtænkte plan.
I en følgende artikel af kunsthistorikeren Birgitte Anderberg skrues op for fagudtrykkene, så førsteårsstuderende nok må bruge lang tid på at google: “Det domestiske byggeri”, “det tektoniske samspil” og så clouet: …Det gør det samtidigt muligt at aflæse villaens repræsentative rum som et monument, eller måske endda en slags totalinstallation, der gennem en bevidst tilrettelagt scenografi både sanseligt og diskursivt danner klangbund for de begivenheder, rummene var og stadigt er rammen om.” Den slags sætninger er nu ikke med til at tydeliggøre budskabet – og den unødvendige jonglering med alle mulige fine begreber, der ikke hænger sammen, forvirrer og ligner en parademarch.
Ikke mindst indretningen af huset står med ben i flere lejre: en ny- eller neoklassisk stil, pompejansk udsmykning og masser af Thorvaldsens gibser bl.a. indkøbt på en stor auktion i 1849 på det nyåbnede Thorvaldsens Museum. Også de anlagte haver med skulpturer har forskellige forbilleder og inspirationskilder.
Æresbolig
Drømmen om at stedet skulle være hjemsted for naturvidenskabens største tænkere blev fuldbragt, da privatboligen blev æresbolig i 1914. Den mest berømte beboer blev Niels Bohr, der i 30 år på fineste vis levede op til bryggerens drøm om at blande det private og det offentlige liv på højeste niveau. Et foto fra 1957 viser bl.a. hvordan en helt ung engelsk dronning Elisabeth fulgt af den danske konge og dronning modtages af Niels Bohr. Afsnittet er nøgternt skrevet af Kristian Hvidtfelt Nielsen, men alligevel lyser det igennem at den sidste æresbeboer ikke var så udadvendt, som bestyrelsen kunne ønske. Og så blev institutionen nedlagt. Det såkaldte Carlsberg Akademi blev oprettet, og stedet bruges nu til møder, seminarer m.m.
Fagfællebedømt
Bogen er desværre sine steder lidt pedantisk redigeret og skrevet. Syv skribenter bidrager, heraf bliver fem fagfællebedømt. Det hæmmer desværre altid læseglæden og virker faktisk lidt komisk, når en professor emerita som Birgitte Possing har brug for at blive fagfællebedømt. Carlsbergsfondet er ikke et museum, der skal have kryds i bogen af Kulturministeriet eller universitet, så hvorfor?
Denne ”fagfællebedømmelse” tynger fremstillingen. I indledningerne til hvert kapitel udpensles, hvad der vil blive beskrevet og gerne med en lille drejning, så det hele synes videnskabeligt. Men i stedet bliver det studentikost. Og så sniger der sig lidt for mange modeord ind: storfamilie, social gruppe, kulturhistorisk netværksanalyse, baglandskvinder og kønsarbejdsdeling. Og som tidligere omtalt det meget ”kunsthistoriske fagsprog” eller lån fra andre forskningsgrene, der ikke synes at holde vand.
Offentlig adgang?
De færreste af os har nok været i huset, selv om der vist er offentlig adgang til en del af haven. Men som flere af de imponerende fotos afslører, så ligger der det nymodens grimme byggeri tæt på, bl.a. et stort kollegie og den nye Carlsberg Byen, som er vokset op lige ved siden af. På trods af alle gode bestræbelser vil det derfor være svært at drømme sig tilbage – endsige forestille sig det liv, som Jacobsen formodentlig så for sit indre øje. Jacobsens drøm kan derfor ikke bevares i sin helhed – uanset hvor mange konservatorer og kulturhistorikere, der har været i gang.
Men nu er der en bog.
Grafisk design: Rasmus Koch Studio
Udkommet foråret 2022. Strandberg Publishing sm. Carlsbergfondet.
(Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S er et selvstændigt selskab, der ejes af Carlsberg (25%), PFA (30%), Topdanmark (22,5%) og PenSam (22,5%).)