Menu Luk

Vild, vildere – Wild

∗∗∗∗

Af TOM HARPØTH

Reese Witherspoon leverer en meget stærk og overbevisende præstation som hovedpersonen Cheryl Strayed i filmen WILD instrueret af Jean-Marc Vallée. Filmen bygger på den selvbiografiske bog med samme titel forfattet af den virkelige Cheryl Strayed. Bogen udkom i 2012 og blev en umiddelbar publikumssucces. Det bliver filmen sikkert også i Danmark, som den blev i USA. Det er dels en god historie, dels et dygtigt filmhold og ikke mindst nogle fremragende skuespillere i samtlige roller, med førnævnte Reese Witherspoon som en meget autentisk hovedperson.

foto: Foxfilm.dk

Filmen handler om Cheryl Strayed, som har levet et vanskeligt liv uden en far, men med en pragtfuld mor, Bobbi, som har betydet alt for Cheryl. Moderens alt for tidlige død får Cheryl til at kaste sig ud i et skørlevned med alt for mange tilfældige stoffer og alt for mange tilfældige mænd udover den ægtemand som hun til sidst må skilles fra. For overhovedet at komme til sig selv og dermed finde sig selv begiver Cheryl sig ud på den 1600 kilometer lange vandretur på Pacific Crest Trail i bjergene. Et projekt som hun er aldeles uforberedt på og ukyndig i, og som man umiddelbart ikke tror hun kan gennemføre. Det kan hun heldigvis selvom hun er ved at give op efter de første par minutter/dage.

Trailer: Foxfilm.dk

Filmen er fantastisk fotograferet med håndholdt kamera igennem høje, betagende landskaber med skiftevis frost og sne og foruroligende fugtige varmegrader, som kan dræne enhver for væske og livskraft og drive enhver til vanvid. Desuden trues Cheryl konstant af et vildt og varieret dyreliv. Husk altid at ryste soveposen inden du lægger dig! De mange foruroligende oplevelser i naturen bringer for Cheryl konstant mindelser, fortalt i flashbacks, fra hendes udsvævende liv. Men de største trusler hun møder i naturen, er i virkeligheden mænd. Mænd som har magten over den fysisk svagere kvinde, mænd som er konstant liderlige (=på jagt) eller som Cheryl, qua sin opvækst, tror er efter hende på grund af hendes køn. Som håndholdte tilskuere er vi helt koblet på Cheryls synsvinkel, og vi frygter det værste hver gang hun møder mænd i den amerikanske vildmark.

foto: Foxfilm.dk

I virkeligheden lærer vi mest om livet af Cheryls mor, Bobbi, som indirekte formulerer et feministisk program for sig selv, for Cheryl og for os. Bobbi fortæller under en køretur, hvor hun sidder bag rattet med Cheryl ved sin side, at hun i sit liv aldrig har siddet i førersædet før nu. Hun er altid blevet defineret i sin relation til andre: ”I used to be somebody’s daughter, somebody’s wife, or somebody’s mother”. Nu vil hun selv sidde i førersædet. Nu vil hun styre sit liv. Nu vil hun studere på college. Realisere sine egne drømme. Og det bliver filmens hovedpointe. Vi er alle defineret gennem vores sociale relationer, især familierelationer. Vi er vores roller. Og vi kan selv ændre dem. Baggrundsmusikken lader Simon og Garfunkel synge ”I’d rather be a hammer than a nail”, og det giver jo pludselig en ganske klar mening. Og Cheryl tager visdommen til sig og bliver i stand til at redefinere sin rolle og tage ansvar for eget liv.

foto: Foxfilm.dk

Bobbi, spillet af Laura Dern, bliver på denne måde den bærende etiske kraft i filmen. Laura Dern spiller rollen med en virtuositet der bragte hende en Oscar-nominering for bedste kvindelige birolle. Fuldt fortjent.

foto: Foxfilm.dk

Tematisk og narrativt har filmen mange ligheder med den australske film ’Tracks’ (2013), som også har en kvindelig protagonist med et 2.700 km langt projekt: at krydse det australske kontinent. Hun var dog ikke helt så alene som Cheryl Strayed, idet hun havde selskab af fire kameler og en hund på sin nok så barske rejse. Til gengæld gik hun ikke på afmærkede løjper som Cheryl Strayed. Måske disse to film er starten på nye naturfilm hvor det ikke hedder ”Me Tarzan, you Jane!”, men noget helt andet.

–  ”Wild” har premiere den 12. marts 2015 i 11 biografer.