Kommenteret af Ulla Strømberg.
Verdensdamen. Portrætfilm om Else Marie Bukdahl – af Torben Glarbo.
Selvfølgelig fortjener Else Marie Bukdahl en portrætfilm. Forrige sommer kunne Else Marie Bukdahl fejre 80 års fødselsdag – og i den anledning blev hendes store, uselviske engagement i samtidskunsten endnu engang understreget af tidligere studerende og lærere på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Fra 1985-2005 var Else Marie Bukdahl rektor på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Else Marie er ikke kunstner, men en lærd dame og dr. phil. med en disputats om Diderot, den store encyklopædist og manden, som blev den første moderne kunstkritiker med anmeldelser af de parisiske Salon-udstillinger i midten af 1700-tallet.
Via sin fader, højskolemanden Jørgen Bukdahl, og sin afdøde mand, teologiprofessor Torben Christensen, har Else Marie Bukdahl fra et tidligt tidspunkt forstået og set sammenhænge imellem de store verdensreligioner. Portrætfilmen starter også smukt med at tale om lyset fra Jerusalem, lyset fra Akropolis og fra Andalusien, der i en periode var præget af Islam. Men den vinkel følges ikke op. Det religiøse forsvinder ud af portrættet.
Torben Glarbos film går heller ikke ned i de dybere filosofiske lag, hvor Else Marie Bukdahl ellers er hjemmevant. Det er faktisk synd. Filmen interesserer sig mere for den medmenneskelige rektor, der stadig rejser verden rundt for at forbinde kunstnere med hinanden via udvekslinger og udstillinger. Filmen har dog mange finurlige detaljer med, bl.a. når Else Marie Bukdahl midt i det alvorlige arbejdsliv er til møde på Bamsemuseet i Skagen.
Kun et par bemærkninger falder om, hvordan hun igennem sin rektortid lykkedes med at få Kulturministeriet til at forstå nødvendigheden af kunsten. For det var som om det politiske og administrative system dengang tog både kunsten og kunstnerne mere alvorligt og støttede, både økonomisk og moralsk. Dengang talte man i kunstverdenen i et væk om Kunstakademiet. I dag hører man kun om institutionen i forbindelse med #MeToo. Rektorer og lærerstab er usynlige og gider tilsyneladende ikke at have en engageret kontakt med omverdenen.
I 1980-erne og 90-erne var Akademiet med sine mange velrenommerede danske billedkunstprofessorer omdrejningspunktet i den danske kunstverden. Det var på Akademiet, de store franske filosoffer kom forbi og holdt forelæsninger. De studerende, ikke mindst i 1980-erne, blev derved skubbet henimod en mere filosofisk og mindre politisk forståelse af kunstens betydning. En lang række af væsentlige kunstnere blev udklækket fra Akademiet på Kongens Nytorv. Nogle af dem nævnes i filmen i forbindelse med en gave til Else Maries 80 års dag, bl.a. Olafur Eliasson og Tal R.
I den lange periode, hvor Else Marie Bukdahl var rektor, sad hun også i bestyrelsen for Ny Carlsberg Fondet og var med til at indkøbe moderne kunst og dermed støtte og styrke danske kunstmuseers samlinger og hjælpe danske kunstnere. Det kommer filmen desværre ikke nok ind på. For den magtfulde placering har givetvis også været afgørende for Else Maries store indflydelse og de mange kunstnere og kuratorer, som har sværmet omkring hende.
Filmen foretrækker den hyggelige ”god dag” vinkel – uanset om filmholdet følger med på besøg hos kunstnere i Danmark, i Florida, hvor Else Marie optræder som forelæser, eller i Kina.
Filmen lykkes godt med at vise, at Else Marie Bukdahl er et venligt, omsorgsfuldt menneske, men den bagvedliggende livsindstilling kommer desværre ikke i tilstrækkelig grad frem. For filmen kunne sagtens have gået til makronerne og vist, hvordan dansk kunst og kunstfilosofi – og kulturpolitik i 1980-erne og 90-erne, cirkulerede rundt om Else Maries professionelle og medmenneskelige figur. I dag er hun en verdensdame, som titlen på dokumentarfilmen lyder, men dengang var hun centrum!
Og oven i er Else Marie Bukdahl et begavet og ualmindeligt positivt menneske midt i en selvisk kunstverden.
Blev vist d.23.4. 2019 i Grand. Flere informationer vil følge.