∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Af Ulla Strømberg.
Verdensballetten 2024 – på rundtur i sommerlandet.
Endnu en vellykket start på Verdensballettens sommerturné.
Verdensballetten er skabt af Jens-Christian Wandt og er i dag en sommerinstitution, der samtidig er i evig udvikling.
Nye stjerner danser sammen med gamle kendinge, ny koreografi blandes i programmet med klassiske pas de deux’er, mens kendte arier fra operahistorien lyder over højtalerne. Dermed er Verdensballetten både for feinschmeckere og for alle andre.
Det er udendørs, altid på hvide plasticstole, hvor de 1100 stole står i smukke formationer på udvalgte, spektakulære steder ved havet, i skove, i parker eller i nærheden af herregårde.
I år er premieren lagt i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Her er der ikke brug for dekoration, for en smuk gulkalket mur med store vinduer udgør scenebilledet, uanset om det er en pas de deux fra ”Nøddeknækkeren” eller ny koreografi skabt af Verdensballettens kunstneriske leder, den engelske solodanser og koreograf Steven McRae.
Som flere af de andre dansere og musikere har Steven McRae været med i mange år, og det er dermed et smittende engagement og en trofasthed fra kunstnerholdet, der hurtigt forplanter sig til publikumsrækkerne.
Selve programmet er også i år en blandet buket, der går til yderligheder fra det helt klassiske med tutu og guldtrenser samt tåspidssko til bare fødder, hvide undertrøjer eller lign.
Ved premieren var nerverne nok på højkant hos alle, for det havde regnet og været gråvejr i flere dage, men kl.19.30 skinnede aftensolen over Frederiksberg – og alt blev godt.
Den danske solodanser Astrid Elbo har et dejligt overskud og engagement – passer perfekt til Verdensballetten og danser som altid besnærende og nærværende nu med en høj flot nordmand, Lucas Brændsrød. En pas de deux fra ”Nøddeknækkeren” – ren klassik, men bliver i de luftige omgivelser både interessant og kontrapunktisk.
Hurtigt efter kommer en arie fra Verdis ”Rigoletto”, sunget af sopranen Lina Johnson, også norsk, men i dag på farten rundt i Europa.
En sjov og fiffig, nyere ballet: ”Ballet 102” (fra 2016) med koreografi af Eric Gauthier, viser de 102 trin, som der findes, når snakken og fødderne falder på ballet og pas de deux, dvs. to, der danser sammen. Pudsig, vittig og med koreografens velklingende stemme over højtalerne. God underholdning, charmerende danset af Iana Salenko og Marian Walter. Begge solodansere i Berlin, begge gamle kendinge og i øvrigt par i det private.
Det er med til at gøre Verdensballetten fremkommelig for alle, når vi genkender danserne, og år efter år kan beundre deres overskud og færdigheder.
Også violinisten Charlie Siem er tilbage efter nogle års pause, og hvilken virtuositet. Smuk at skue og vild at lytte til. Han klarer udfordringen at komme ud til publikum over højtalere, men det er sværere for pianisten, i år Caroline Jaya Ratnam. Forhåbentlig kan der komme lidt mere diskant på klaveret ved de kommende aftener.
I øvrigt er Charlie Siem i familie med den gamle norske violin-virtuos Ole Bull (1810-1880). En gang var jeg til koncert i hans store, gamle trævilla på Lysøen uden for Bergen. Det var mageløst at opholde sig der og lytte til bl.a Griegs norske toner.
Fornuftigt nok har Verdensballetten i år to Grieg-værker på programmet, uddrag af Sonate nr.2. opus 13 og Sangen “Våren”.
Hele vejen igennem guider Jens-Christian Wandt publikum, fortæller om de udenlandske stjerner og istemmer selv flere gange i det musikalske, bl.a. “Some where over the Rainbow”.
Det hele er hyggeligt, skabt efter en imponerende indsats med fondsstøtte og mange sponsorer og samarbejdspartnere.
Turnéen rammer den tyske ø Sylt (Sild) i aften. Derfra går det videre til Sostrup Slot ved Grenaa og Den tilsandede Kirke i Skagen. Efter en pause på et par uger videre til Tisvilde, Fjordenhus i Vejle, Great Northern ved Kerteminde for at slutte på Sølyst i Klampenborg, d.6. august.
Varm anbefaling – fang verdensballetten et af stederne.