∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lille show med 4 kvinder.
De 4 damer i grå spadseredragter venter ikke på far, tværtimod. De er nemlig gruppen af samme navn. Det nye show har undertitlen: Glemmer du – så husker jeg – De sange der samlede Danmark. Lidt stor i slaget synger gruppen faktisk i anden halvdel primært Anne Dorthe Michelsens egne sange, mens første del er en buket af de mest kendte Liva Weel sange suppleret med andre revyviser fra1940erne, 1950erne og helt op i 1960erne.
Der skal mere end almindeligt kvindemod til at tage hul Livas største PH-successer: ”Man binder os på mund og hånd” og ”I dit korte Liv”. Begge er fra krigens tid, hvor hver en pause havde betydning, selv om det anekdotisk siges, at Liva Weel selv kommenterede sangen: ”I dit korte liv” med et ”Jeg forstår den vist ikke, men jeg skal nok synge, så den rammer publikum”.
Det gjorde hun – og det var en særlig kunst.
Venter på far vil nok noget andet. I pæn damestil synges og spankuleres rundt med forskellige køkkenredskaber. Sådan gjorde de allerede i 1992, da gruppen i første omgang blev dannet. Nu er de på Anne Dorthe Michelsens initiativ samlet igen, og tilsyneladende går det rent ind hos publikum med de home made sange. Men budskabet er blegnet siden dengang, selv om vi godt kunne bruge endnu mere ligestilling, ikke mindst lønmæssigt, ansvarsmæssigt etc.
Forestillingen er som sagt sympatisk. Man underholdes ikke mindst i anden del, hvor det er Michelsens egne sange. Men takket være Gitte Naur hives flere af numrene hjem, så det er en lyst. Og det er netop ikke de dybt seriøse:”Solitudevej” bliver en sentimental tåreperser, som den skal være, oprindelig sunget af Elga Olga i 1953 hos Cirkus Ib, hvis nogen husker det?
Og ganske utroligt bliver nummeret: ”Før vi fik bil”, vist nok et gammelt Marguerite Viby nummer, men af Naur gjort til en kvindeskæbne på linje med Franca Rames vidunderligt kæmpende kvinder fra 1980erne. Flot, Flot.
Det er dog et problem, hvad showet egentlig er for en størrelse. På hjemmesiden står der bl.a. teaterkoncert. Men siden gruppen Venter på Far blev dannet, er der sket et og andet på teaterfronten, og ikke mindst på Aveny, hvor teaterkoncerten Gasolin lagde barren højt i 1994. I dag er det noget af det mest ambitiøse, man overhovedet kan sætte på en scene: en teaterkoncert. For hertil kræves en instruktør, nogle sangere, musikere – kendte melodier, et væld af kostumer – men ingen fortløbende handling. Venter på Far har ikke taget en instruktør eller en dominerende koreograf med. For damerne i spadseredragter og køkkenkitler står og spjætter med arme og ben, det er pænt, men ikke nok, og der er også problemer omkring blikretningen.
Som koncert er anden halvdel fin, showet går lige ind – dejligt med pæne skolefrøkener på scenen, men som teater er der noget, som mangler. Publikum klappede meget og var glade for nostalgien.
www.venterpaafar.dk
Set på Aveny i København. Går på Danmarksturné i oktober og november.