Indtryk / Ulla Strømberg.
Endnu en tur rundt i Venedig for at se moderne kunst.
Foto: US.
Arsenale – dette vidunderlige sted, det tidligere skibsværft for flåden, er en genial ramme om moderne kunstinstallationer ikke mindst i den næsten kilometerlange hal. Bare stedet er et besøg værd, de gamle mure, træværket, atmosfæren, vandet, alt ånder af historie.
Foto: US.
Årets Kurator, Okwui Enwesor, nigeriansk født, nuværende leder af Haus der Kunst i München, står for det overordnede koncept eller overskrift for hele La biennale 2015: All the world’s futures. Det er noget, som de enkelte lande kan, men ikke skal forholde sig til i Giardini – i pavillonerne, men selv skal han leve op til det i hovedpavillonen i Giardini, tidligere den italienske pavillon, og så tillige i 2/3 af arsenalets område. Resten er givet til 31 lande, som ikke har selvstændige pavilloner.
Men enten er han ved at blive outdated i en alder af 51 år, eller også er hele kuratorinstitutionen ved at have udspillet sig selv. Man må i hvert fald erkende, at årets titel, undertitler og temaer, filtre eller hvad han kalder det, er fejlslagne og slet ikke i stand til at møde publikum og præsentere et par hundrede verdenskunstnere på en ny måde. For det er jo kuratorens opgave ikke kun at gøre kunsten spiselig, den skal også synes vedkommende, nødvendig og relatere til livets store spørgsmål. Men kuratorbetegnelsen er så fagladet og anvendes vel kun af folk, som enten får penge for det, eller som er stolte over, at de kan bruge ord som kunstscene og den insisterende kunstner.
Foto: US.
Men lad vreden ligge og nyd Arsenale. Disse mange hundrede år gamle bygninger er fascinerende rammer og det er lidt af en åbenbaring at gå igennem rummene for hele tiden at støde på kunst, som er engageret. Bruce Naumann har fundet de lange knive frem, og som en anden Jenny Holzer eller Jason Rhoades skriver han sentenser i neonrør – så kan vi da forstå, at man ikke skal bruge kniv. Den tyskfødte Katharina Grosse har skabt en 3 dimensional verden, et landskab, vi går ind i – med malede stoffer. Uanset hvad hendes malemani egentlig går ud på, er det visuelt betagende.
Foto: US.
Rum for rum – niche efter niche – konfronteres man med nulevende eller afdøde kunstnere, der har noget at sige. Nogen har klogeligt valgt at stille selvspillende klaverer og flygler rundt omkring. Det giver en fantastisk stemning med musik, både den klassiske og moderne.
Arsenale er publikumsvenligt, her er en udstilling – det er ikke noget, der bare foregår i et atelier. Midtvejs hænger Georg Baselitz med nogle skrøbelige mandsfigurer på hovedet. Dejligt at være hjemme hos maleriet, hos et formsprog, som ikke har ændret sig så meget over et par årtier!
Foto: US.
Helt ude for enden af Arsenale har den kinesiske Xu Bing, med bopæl i både Beijing og New York, hængt en mærkelig fugleskulptur, Phoenix, fugl Fønix-symbolet på den udødelige.Det er visuelt velindpasset i al sin utilpassethed.
Foto: US.Samme funktion, hvor den debatskabende kunst er så æstetisk interessant, at den bliver en del af stedet, har den 31 årige installationskunstner Ibrahim Mahama fra Ghana’s værk. Han pakker de ydre mure ind i jutesække. Når man trækker uden for i gyden imellem nogle haller, enten for at få luft eller holde en kunstpause, mødes man af et overraskende syn, som nedenunder stiller en række spørgsmål til global handel. Jutesækkene produceres i Asien, importeres til Ghana for siden hen med ghanesiske varer at blive eksporteret igen!
Foto:US.
Arsenale er et behageligt sansebombardement, lidt uden styring, tilpas politisk, og det krasse budskab, der mangler i den moderne kunst, klares af repræsentationen af en række ældre fotografers mere sociale og politiske billeder. Her har der været samfundsengagement i årtier, og billederne holder.
Gå i Arsenale fremfor Giardini – eller spring de nationale pavilloner helt over. Forklaring i No.6.