Venedig Biennalen 4 – en operaaften eller to i La Fenice.
Indtryk / Ulla Strømberg.
Karnevalstid, operasæson, festivitas, farver og ikke mindst flotte rober og maskeklædte herrer som damer. Det var Casanovas hverdag i Venedig. Men ikke kun charmøren og kvindebedåreren levede et liv i sus og dus, det var hverdag for mange fra det højere borgerskab og adelen, når adressen for en periode var henlagt til Venedig, og tiden var i midten af 1700-tallet.
Dengang bugnede Venedig af teatre – der var 15 operahuse. Hvert lille sogn havde sit operahus. Men i dag er der kun et operahus tilbage.
Alle fra de højere sociale klasser frekventerede operaløjerne, som inden for teatrets mure jo slet ikke var så lattervækkende, men snarere tænkt som alvorstung belæring.
Men komponister og librettister kunne ikke styre, hvad der foregik i logerne.
Det var jo så snildt, at da det første teater skulle åbnes for alle, høj som lav borger i Venedig, blev logerne opfundet. Disse små bokse med kig til scenen, men så sandelig også med mulighed for at trække gardinet for og feste med operaen nede på scenen som baggrundsmusik. Det allerførste logeteater (i verden) var San Cassiano i Venedig, rejst i 1637 – kun ca. 38 år efter at den første opera overhovedet blev opført (i Firenze). Opera er jo en ung kunstart.
Foto: US:
Begrebet fugl Fønix betyder genfødelse – fuglen der evigt genopstår. Og sådan så operasocietetet i Venedig også på det, da de i 1780erne måtte flytte lokaliteter og besluttede sig for at bygge et helt nyt teater. I 1792 åbnede teatret sine døre efter kun 18 måneders byggeri og bar navnet La Fenice for at vise husets udødelighed. Det blev der også brug for. Teatret er brændt ned hele to gange – nærmest til grunden, men netop navnet har forpligtet. Efter branden i 1836 blev teatret genopbygget på samme sted og ligeså efter storbranden i 1996.
Her tog det 7 år og diverse korruptionssager, før teatret kunne genopstå i alt sin pragt. Og det er netop denne ukuelige vedholdenhed og glans, som stadig er værd at opleve i Venedig.
La Fenice blev nemlig i seneste omgang genopbygget i overensstemmelse med tegninger m.m. fra det gamle, og kun diverse brandforanstaltninger er hypermoderne. Det er ganske imponerende, og i dag, små 12 år efter genåbningen, har teatret fået den rette patina, så man foranlediges til at tro, at sådan har det været i mere end 225 år.
La Fenice spiller også i sommersæsonen, hvilket er forholdsvis nyt. Operaen Norma af Bellini er en del af årets kunstbiennale og har endnu ikke haft premiere, mens La Traviata og Madame Butterfly begge er fra repertoiret. Gode opsætninger, men ikke overdådige i deres iscenesættelser, og ikke mindst scenografierne er lidt sparsomme.
De fleste sangere er italienere og ligeså med dirigenter og iscenesættere.
Teatrets rum, akustik og atmosfære inde i salen er fantastisk. Men man ser elendigt, så snart man kommer på anden række i logerne. Der er gulvet bedre.
Et besøg i La Fenice kan under alle omstændigheder anbefales, for atmosfæren omkring huset er så anderledes, da La Fenice, på trods af sin størrelse, ligger klemt inde mellem flere gamle bygninger. Pladsen foran teatret er minimal. Men charmerende er det med restauranterne kun få meter fra trappen op til teatret. I øvrigt kan man sejle til teatret via en bagindgang. På en af barerne ved pladsen kan man fortsat møde italienere, der nøjes med at gå ind i teatret til deres ynglingsarier – og ellers tilbringer tiden ved bardisken.
Der kan købes billetter på nettet, men tilsyneladende kun de dyreste. Derfor er det klogt at gå hen til teatret om morgenen efter kl.10 og få billige billetter eller billetter på tilbud.
www.teatrolafenice.it