∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Take Four. Stemningen blandt publikum var god og afslappet. 200 kr. i enhedspris for billetten til ballet i Skuespilhuset med et perfekt blandet publikum af unge og voksne.
Repertoiret var fire forskellige balletter, nye på repertoiret og for nogle uger siden introduceret ved en charmerende værkstedsaften med Mette Bødtcher. Men ét er en prøve – noget andet er helstøbte balletter med lys, lyd og kostumer på. Så bliver det alvor for fire meget forskellige koreografer, der har fået lov at udfordre korpset.
Danserne på scenen kom, med få undtagelser nær, ikke fra Den Kongelige Balletskole, men er først blevet medlemmer af korpset som voksne dansere. Hvorfor diskuterer vi aldrig balletskolen og dens betydning?
De fire balletter var dramaturgisk lagt rigtigt tilrette. Først en stor klassisk demonstration af den kun28-årige, allerede internationalt anerkendte Liam Scarlett med balletten Viscera fra 2012. Interessant nyklassisk musik af Lowel Liebermann. Og ligeså med trin, kostumer og idé: klassisk ynde uden floskler, men kunne have været koreograferet årtier tilbage.
Schubert pas de deux er en debutballet af den modne Adam Lüders, der i mange år dansede hos New York City Ballet, men nu er tilbage på det Kongelige Teater som lærer. En smuk stilfærdig, igen klassisk pas de deux i lyse farver i dobbelt forstand. Smil, venlighed og blide bevægelser med en levende pianist på scenen, men igen: det kunne ligeså godt have været 1980.
Sebastian Kloborg kom med på et afbud, fortalte han bramfrit ved værkstedsaftenen. Balletten Strangers er blevet til en sjov, igen forholdsvis klassisk historie om den fremmede, som alle tilbeder. Tåspidsskoene er væk, miljøet er 1920erne – og den kvindelige hovedperson har et slæb af kroppe omkring sig, dårlig samvittighed, moral, fortid og utilpashed. Det er sjovt, også finurligt takket være kostumerne, som danserne tog til sig og tumlede rundt i strik-trikoter og sportsstrømper. Der var danseglæde og psykologisk indhold i kontrasterne imellem det uopnåelige og det jordnære. Ikke spor dumt af Kloborg, der har koreograferet i flere år og i øvrigt er født i en balletfamilie med faderen Frank Andersen og moderen Eva Kloborg.
Sidste dans var en eksplosion med dunkende perkussion-musik og koreografi af Alessandro Sousa Pereira, der har fejret triumfer i Dansk Danseteater. Balletten Krash er vild og wild som en stammedans, mens kostumerne på mændene og den ene kvinde, kreeret af bl.a. modefirmaet wood wood signalerer street dance. Og sandelig om ikke de kongelige dansere rystede kroppen i rigt mål. Men psykologi er der ikke noget af, det er krop og rytme, som giver en smittende intensitet.
Sød aften – kunne have været i 1990erne, men god stemning og flittige dansere. Lige til at blive i godt humør af – uden at have noget nyt med hjem.
V I S C E R A: Koreografi Liam Scarlett | Musik Lowell Liebermann | Kostumer Liam Scarlett
SCHUBERT PAS DE DEUX: Koreografi Adam Lüders | Musik Franz Schubert
STRANGERS: Koreografi Sebastian Kloborg | Musik The Purcell Quartet, Sarband, The Caretaker m.fl. | Kostumer Sebastian Kloborg
K R A S H Koreografi Alessandro Sousa Pereira | Lyrik Niels Frank | Musik Turkman Souljah | Kostumer Karl-Oskar Olsen, Wood Wood
www.Kgl.teater.dk