∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Van Gogh på Arken.
28 mesterværker.
Når der kommer verdenskunst til nabolaget!
Den hollandske maler Vincent Van Gogh hører til verdensarven! Vi kender ham og hans billeder. Ikke mindst solsikkerne og de triste selvportrætter er prentet i vor visuelle hukommelse. Men at stå ansigt til ansigt med 28 malerier, er ikke hverdagskost. Derfor er der al mulig grund til at rose Kunstmuseet Arken for at vise udstillingen ”Van Gogh”, hvor alle malerierne er lånt fra det hollandske Museum Kröller-Müller. Et museum, der efter sigende har verdens næststørste samling af Van Gogh malerier – og så oven i købet generøst låner værker ud til en dansk museumsinstitution. Imponerende.
Men det er ikke nok at ville vise nogle malerier. Arken har fundet en indfaldsvinkel, der er oppe i tiden, nemlig at understrege Van Goghs næsten religiøse stræben efter det smukke og det skønne i naturen. Iblandet den generelle viden om Van Goghs skrøbelige sind, der afskar ham fra almindelig omgang med andre mennesker, twister Arken Van Goghs sidste år henimod en næsten umenneskelig stræben efter det guddommelige. I det udmærkede (og billige) katalog skriver den hollandske Van Gogh ekspert dog, at den fuldstændig grænseløse og betingelsesløse appeal – som Van Goghs værker har øvet på folk i de seneste 100 år – ikke bør tilskrives hverken religiøse, politiske eller æstetiske motiver, men snarere det modsatte. Fordi Van Gogh ledte efter og fandt det smukke i de mest simple ting – som en blomst, en mark, et halmstrå. Her kræves ingen forkundskaber, kun åbne øjne og et modtageligt sind hos beskueren.
Van Goghs livshistorie er alligevel en vigtig nøgle til forståelsen af hans samlede værk. Hans stille opvækst, de nære bånd til broderen Theo og så den manglende evne til at omgås mennesker på almindelig vis. Og da han kort før sit selvmord modtog rosende ord fra en kunsthistoriker, skrev han til broderen, at det forstyrrede hans arbejde, og han kunne ikke tænke i de baner.
Havde Van Gogh levet i dag, havde han nok fået en diagnose og var langt hen ad vejen måske også blevet behandlet for sin uligevægt og skrøbelighed. Sådan var det ikke dengang. Nok blev han indlagt – og ønskede selv at være på et sindsygehospital, men hans sorg og angst forsvandt ikke, og i 1890, i en alder af 37 år, i døde han. Ukendt.
Siden blev hans værker opdaget og set i sammenhæng med de moderne strømninger. Resten af historien kender de fleste. Men den unge rigmandskvinde Helene Kröller-Müller var tidligt ude, da hun i 1908 lagde mærke til Van Goghs værker og købte et billede. I 1914 endnu et værk, og hun fortsatte til hendes kunstsamling rummede mere end 90 Van Gogh-malerier og185 tegninger. I 1935 donnerede hun og hendes mand deres samling til det hollandske folk, og et museum, der bærer deres efternavn, åbnede i 1938 i Otterlo i Holland.
Tilbage til udstillingens værker kan man glæde sig over ophængningen. Billederne hænger smukt i ensartede rammer (fra det hollandske museum). Arken har lidt dumdristigt skabt to afdelinger: en lys gul – og en kraftfuld rød. Ikke mindst den rødlige baggrund fremhæver på en vild og også meget nutidig måde Van Goghs malemåde. De kraftige penselstrøg, det cirkulære og det vilde, som altid synes smukt, næsten optimistisk – uanset om det er blomster, en sædemand eller noget tredje hentet ude fra virkeligheden i nærheden af guds natur.
På Arken får man lov at gå tæt på billederne, og der er afstand imellem værkerne. Det giver en intens fornemmelse af det enkelte værk. Oplevelsen overgår langt Van Gogh Museet i Amsterdam, som i dag synes lavloftet og trangt og i øvrigt tangerer Tivoli i hele sin fremtrædelsesform – selvfølgelig på grund af de utæmmelige turiststrømme.
Endnu en god grund til at drage til Arken, for hvor kan man ellers på disse breddegrader få lov at møde verdenskunsten face to face.
6 stjerner eller rettere 7 stjerner ud af 6.
- 1. september 2018 – 20. januar 2019.
www.arken.dk