∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Valkyrien – i ny opsætning på Det Kongelige Teater.
Imponerende nutidig ”Valkyrien”, der besvarer mange af de spørgsmål, som Wagners måske mest iørefaldende opera altid stiller. Operaen endte med at blive Wotans aften.
Som bekendt er der som regel et for eller imod Wagners musik. Jeg hører til det første, og glæder mig over musikken, uanset om der er sangere eller et helt teaterapparat i gang. Men når hele klaviaturet spiller, er det selvfølgelig endnu mere spændende. Hvad har instruktøren på hjerte? Og hvilke sangere er hentet til Danmark?
Gæstesangerne som Wotan og Siegmund, Thomasz Konieczny og Bryan Register,
er begge fremragende, og det samme er helhedsindtrykket med de danske sangere understøttet af kapellet med Thomas Søndergaard som dirigent i den snart afgående operachef John Fulljames instruktion. Musikalsk var det meget imponerende – også fra orkestret og dirigentens side.
Fulljames fortolkning er også beundringsværdig. I samarbejde med scenografen Tom Scutt er det blevet tydeligt, at vi oplever to verdener. Det gudelige oppe hos Wotan – og det triste jordeliv hos den onde Hunding og hans underkuede hustru Sieglinde.
En kæmpe trappe i lyst træ, der næsten går til himlen, er spillepladsen – og inde under bor Hunding. Via lys og diverse hejse og elevatorer ved vi altid, hvor vi er.
Der kan selvfølgelig fortolkes og siges meget om de trappetrin, opstigning, fald – etc. og trappen som metafor. Men den fungerer her.
Wotan er den til dels moderne, milde hersker, hvor man ved åbningen ser alle hans skriveborde med de unge valkyrier omkring og hans ”trone”, en Eames-stol. Så er tiden lagt fast. En chef, der styrer sine medarbejdere, uanset om det er et familiefirma(!) Det hele er pakket ind i en velargumenteret scenografi med tillempede nutidige kostumer, hvor valkyrierne har smidt hjelmene og iført sig strikkede og vævede veste, som skal gøre det ud for brynjer. Fikst og landligt ser det ud. De er alle unge, slanke, langhårede blondiner, der slår med hårpragten. Lidt rodet indimellem, men der er nok en tanke med det også.
Selv om Fulljames i programmet lægger vægt på herskeren og det gamle demokratis deroute med en ny anderledes verdensorden på vej, er det alligevel også blevet til en ”Valkyrien”, der er tæt på parcelhus-Danmark. Dvs, at vi næsten kan genkende os selv i gudernes problemer.
Guden Wotan har været gift et par gange, men han har også haft et sidespring med Erde og fået et tvillingepar, som tidligt blev skilt fra hinanden. For at sone sit utroskab over for den nuværende kone Fricka, må han slå sønnen Siegmund ihjel. Men Siegmund har i mellemtiden mødt sin tvillingesøster Sieglinde og fundet sin soulmate. Nye problemer kommer til. Tvillingerne forelsker sig i hinanden og flygter sammen væk fra Sieglindes onde ægtemand Hunding.
Siegmund bliver myrdet, men frugten af tvillingernes kærlighed, det ufødte barn, senere Siegfried, får lov at leve. Hjælperen er Wotans yndlingsdatter Brünnhilde, der styrer sine otte valkyriesøstre, hvis hovedopgave er at samle på døde soldater og få dem op til Valhalla.
Hos Wagner er handlingerne altid komplekse og næste håbløse, hvis man vil forstå det hele, men man kan også skære igennem og gøre det simpelt. Nedenunder ulmer eksistentielle spørgsmål om fædre og døtre, incest, kærlighed, troskab, ægteskab – og ikke mindst hierarkierne.
”Valkyrien” endte med at blive anden del af den samlede Ringcyklus, som Richard Wagner skrev både musik og tekst til over mere end 20 år, fra ca. 1850 og fremefter.
Som bekendt valfarter publikum til Bayreuth i august måned hvert år for at høre Wagners operaer. Er man ved muffen og operaelsker, tager man hele “Ringen” og bliver der en uge for at ende med forløsningen i Götterdämmerung. Det er den store historie om guldet, der skal erobres..
Men her og nu er det bare ”Valkyrien”, som Det Kongelige Teater spiller i en velfungerende moderne fortolkning, der som sagt er forbilledligt løst.
Sangerne
Ann Petersen synger Sieglinde med kraft og fylde. Der er ikke så meget smerte eller indlevelse i stemmen, men niveauet er der. Morten Staugaard giver den onde Hunding den nødvendige bas og bund. Også en fin præstation.
Trine Møller er Brünnhilde i semimoderne klæ’r og får ikke så meget modspil af sine medvalkyrier. Ved premieren var der et par sygemeldinger, så pigerne for lidt forvirrede rundt på trappetrinene. Men hen ad vejen fik Trine Møller styrke i sin velmenende datter. Slutningen sammen med en uforlignelig Wotan var næsten rørende. Det er ikke altid en opera kan få følelserne frem, men dette far/datter forhold kunne godt give genklang hos publikum, ikke mindst takket være Thomasz Konieczny veldoserede brug af den store stemme. En imponerende præstation, der i sidste ende betød, at historien faktisk kom til at kredse om hans faderego.
Som Siegmund er Bryan Register en stor, forpjusket bulderbasse, der synger dette tenorparti ganske smukt. Også Hanne Fischer får alt ud af sin rolle som den strikse Fricka, der vogter på dyden som ægteskabets gudinde.
Der kan siges og skrives uendelig meget om ”Valkyrien”, hvor Wagners berømte ledemotiver er flettet ind hinanden og står i kø for at få plads. I nogle momenter er skiftene så markante, at man overraskes, når der midt i en mørk situation pludselig lyder nogle strofer, der skaber morgenstemning og fejrer kærligheden.
Operaen ”Valkyrien” er en bedrift fra Wagners hånd, og ligeså applaus til Det Kongelige Teater, at det er lykkedes at realisere “Valkyrien” på et højt plan.
John Fulljames bliver ikke i København længe. Der er allerede udnævnt en ny operachef, så mon denne ”Valkyrien” bliver en enlig svale, eller får John Fulljames lov at fuldende ”Ringen” i København? Fulljames’ samlede Ring ville jeg mere end gerne opleve. Denne ”Valkyrien”-optakt lover så meget godt ved på næsten uforklarlig vis at forene det guddommelige med det ganske jordnære, her hvor vi går og står: forældre og børn, ægtefæller og andre fjender.
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Thomas Søndergård
Scenograf: Tom Scutt
Kostumedesign: Tom Scutt
Lysdesign: D.M. Wood
Medvirkende:
Siegmund: Bryan Register
Sieglinde: Ann Petersen
Wotan:Thomasz Konieczny
Brünnhilde: Trine Møller
Fricka: Hanne Fischer
Hunding: Morten Staugaard
Helmwiege: Valda Wilson
Rossweisse: Andrea Pellegrini
Gerhilde: Cecilia Lund Tomter
Ortlinde: Cecilia Hjortsberg
Waltraute: Johanne Højlund
Siegrune: Frida Lund-Larsen
Grimgerde: Matilda Paulsson
Schwertleite: Anna Danik
Det Kongelige Kapel
www.kglteater.dk