∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
En fantastisk film om en fantastisk digter.
Michael Strunge har fået sin dokumentarist.
Torben Skjødt Jensen har begået et begavet, medrivende og smukt værk om den vilde danske punk-digter, Michael Strunge.
Michael Strunge blev født i 1958 i den københavnske arbejderforstad Hvidovre, som blot 50 år tidligere var en samling kolonihaver, der forsynede sin befolkning med grøntsager. Hvidovre er bestemt ikke udgangspunkt for mange danske digtere. Michael Strunge satte bydelen på det poetiske landkort med sin fandenivoldske poesi, der beskrev et liv som var bestemt til noget højere end at dyrke gulerødder.
Filmen er smukt komponeret af Torben Skjødt Jensen. Der er mange interviews med Strunges tidligere lærere i folkeskolen og i ungdomsuddannelsen. De har alle beundring for denne modige og intelligente unge mand, som bare ikke gad gå i almindelig skole. Faget dansk fik han gode karakterer i, men det var så det.
Torben Skjødt Jensen har samlet gamle filmoptagelser af Strunge, som læser sine digte højt i mange sammenhænge, og Skjødt Jensen garnerer digtene med subtile og smukke billeder, som lægger sig ind over teksterne og billeder af digteren. Kærester er også blevet fundet på filmstrimler. Endelig er der en lang række samtidige eller nutidige interviews med digterkolleger, som alle har god forståelse for Strunges digtekunst, og også godt kan forstå, at samtiden havde svært ved at acceptere denne unge maniodepressive samfundsrevser. ”Vi folder drømmens faner ud” hedder Strunges mest berømte digtsamling, og det gør denne dokumentarfilm helt bogstaveligt.
Titel: Væbnet med ord og vinger (2018)
Instruktion: Torben Skjødt Jensen
Varighed: 106 min,
Censur: 11 år
Premiere: 11.1.2018
Foto & trailer: © Another World Entertainment