Menu Luk

Den utrolige historie om den kæmpestore pære

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sjov og fantasifuld.

Efterårsferien står i børnefilmens tegn. Tegnefilmen Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de børnefilm, som har premiere her op til ferien. Den er sjov, fantasifuld og original. Der skal ligegodt god fantasi til at forestille sig en kæmpe pære så stor som et hus, der kan sejle og hvor der bor en bange elefantunge, en snarrådig killing og en videnskabsmand. De tre udgør nemlig kernen i Den utrolige historie om den kæmpestore pære.

Alt ånder fred og idyl i Solby, hvor solen altid skinner. Indbyggerne er lykkelige og borgmesteren JB(Henrik Kofoed) tager sig god tid til sin bys børn, heriblandt de to venner elefanten Sebastian(Alfred B. Larsen) og katten Mitcho(Liva E. Magnussen). En dag på vej hjem fra et besøg hos dem, forsvinder JB. Den koleriske, rødglødende viceborgmester Kvist(Peter Plaugborg) pønser på at overtage borgmesterkæden efter JB, så da JB ikke dukker op, bygger Kvist et nyt rådhus, et stort højhus, som skygger for solen.

På en fisketur fanger Mitcho en flaskepost fra JB, der skriver, at han er strandet på Den Mystiske Ø. Legenden går, at folk der besøger øen, aldrig kommer tilbage igen. I flasken finder Sebastian et frø, som han planter i sin have. Næste morgen er det lille frø blevet til en kæmpe pære, der kan sejle på oprørt hav.

Sebastian, Mitcho  og Professor Glykose(Peter Frôdin) begiver sig snart på en farefuld færd i den store pære for at redde deres ven og få solen tilbage i byen.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære bygger på børnebogen af samme navn skrevet af den prisbelønnede Jacob Martin Strid, som er autodidakt tegner, forfatter og illustrator. Han har udgivet flere bøger. Filmen er allerede solgt i 30 lande.

I Den utrolige historie om den kæmpestore pære følger vi, ud over de nævnte karakterer, nogle skrækindjagende pirater, som viser sig at være knap så farlige, når det kommer til stykket og en stor mekanisk sødrage, som huser en ensom mand, der lever og ånder for chips med hjemmelavet dragedip.

Det er lidt svært at fastslå præcis hvilken aldersgruppe filmen henvender sig til. Grundlæggende er det en film for hele familien, nok især for de lidt større børn dvs. fra 7-10 år, da der er nogle scener, som er ret voldsomme og uhyggelige. På den anden side vil humoren i flere scener også kunne forstås af børn fra 4 års alderen.

Filmens morale, som udtrykkeligt bliver pointeret flere gange er, at der altid er en vej ud af mørket, altid en anden måde at gøre tingene på. Hvis man søger, finder man den.

Hvor meget børnene forstår af det, skal være usagt, men alt i alt er Den utrolige historie om den kæmpestore pære en rigtig sjov og fantasifuld film lige til en kold og grå dag i efterårsferien.

Instruktører:  Philip Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Fick

Fotos og trailer: Nordisk Film

 

 

Premiere 12. oktober 2017