Jekyll Island og tilbage til St. Simons / Eva Zierau.
En runde golf på en af de fire golfbaner på øen er dyr, men kan også gøres for meget rimelige priser, hvis man vil køre ca. 25 minutter til naboøen Jekyll Island, som er et naturreservat. Her er der tre smukke offentlige golfbaner hvor man kan se pelikaner, hjorte, alligatorer, skildpadder, storke, fugle i alverdens farver og eksotiske planter og træer i alle afskygninger
Er man alligevel på de kanter bør man unde sig et måltid på Jekyll Island Marina. Ingen luksus, men amerikansk kultur. Man får serveret nyfangede krabber, østers og kæmperejer på pap tallerkener. Hertil øl og cola. Der er masser af liv, og man sidder skønt udenfor på selve molen og kigger ud over havet og på St. Simons. Baren på stedet er indvendigt plastret til en dollarsedler, og er man heldig, kan man få de garvede øldrikkende fiskere ved baren til at fortælle historier om deres møde med delfiner, hvaler og alligatorer. Vil man ud og fiske eller se på delfiner, bliver der arrangeret ture, som udgår fra molen.
Tilbage på St. Simons kan man tage ned til The Village, der ligger på sydspidsen af St. Simons, hvor molen er samlingsstedet for fiskere og folk, der blot vil nyde solen og den friske havluft. Skaldyr er også her i høj kurs, men også ørredfiskeri er meget populært. Når disse bider på, står fiskerne side om side for at fange den velsmagende fisk. Pelikaner vandrer uforstyrret rundt på molen og lader sig ikke gå på af fiskernes tilstedeværelse. I The Village ligger flere restauranter. Især morgenmadsrestauranten Dressner Village Cafe på Mallory St. er et besøg værd. Her kommer de lokale og får bacon and eggs, mashed potatoes, pancakes, french toast og kaffe ad libitum. Lørdag og søndag morgen kan der være lang kø udenfor, så efter at få tildelt et nummer, bliver man henvist til at stå og vente udenfor restauranten indtil ens nummer bliver råbt op.
Tæt på molen ligger fyrtårnet, øens vartegn siden 1872. Det er stadigvæk i brug og historien går, at det selv den dag i dag, hvor det automatiske lys for længst er installeret, spøger om natten i tårnet, hvor man kan høre en af de tidligste fyrmestre gå op og ned af tårnets mange trin. I tilknytning til fyret ligger et museum, hvor man kan lære mere om fyrtårnet og øens historie.
St. Simons Island er ikke større end man kan cykle rundt. Til det formål er der lavet cykelstier, som løber på kryds og tværs af øen. Udlejningscyklerne er efter dansk målestok måske ikke de bedste, men det er en god måde at se øen på. Turistbureauet ved fyrtårnet er behjælpelige med forslag til cykelture for alle aldersgrupper.