∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Urinetown på Østre Gasværk.

Vel-spillet, sunget og danset amerikansk musical, som kun lever takket være de 10 skuespillere og musikerne gemt af vejen.  Men som udgangspunkt er “Urinetown” helt overflødig på dansk jord.

Det kan være svært at få en musical til at funkle, hvis historien er skæv og alt for amerikansk, også når musikken er bedst i de lånte harmonier og toner fra Negro Spirituels. Sådan er det med den 22 år gamle ”Urinetown” som efter sigende fik 11 Tony awards nomineringer ved Broadway-premieren i 2001.

I Østre Gasværk pukler de 10 dygtige skuespillere og dansere, mens det effektive orkester under ledelse af Thomas Møller desværre er gemt væk. Dekoration og kostumerne er ganske gennemsnitlige, måske undskyldt, da det meste af handlingen foregår nede i kloakkerne eller ved et offentligt toilet. Men en begavet scenograf kunne have tryllet et spændende univers frem.  Det skete bare ikke her.

Historien er tåbelig. I stedet for at beskrive et oprør fra bunden af samfundet, måske på baggrund af skole- eller sundshedssystemet, handler det om en fiktiv by med afgifter på vand og dermed toiletbesøg, hvor selvfølgelig en rigmand tjener fedt på situationen under dække af, at det vil sikre miljøet.

Historien er lidt som en omvendt Bertolt Brecht og Mahagonny. Et par gange lyder der også akkorder, der kan opfattes som flinke vink til Kurt Weill, komponisten bag Mahagonny fra 1928.  Her bliver en hel by frisat – ingen forbud af nogen art, hverken mod spiritus eller sex, og resultatet er selvfølgelig, at folk går til grunde i deres umættelighed.

I ”Urinetown” er det lidt omvendt med rigmanden, der holder de fattige i et uhyggeligt jerngreb – og så kan man jo selv finde paralleller i det aktuelle verdenssituation.

Men i en amerikansk sammenhæng er der nok at gøre oprør imod. Seneste statistikker taler om en arbejdsløshedsprocent på 3,9 procent i februar 2024. Samtidig er en fortsat stor del af den voksne befolkning illitterære, 21 %  i 2022  af den voksne befolkning kan ikke læse engelsk, og i sydstaterne mod vest er det helt oppe på 29 procent, mens over 50 procent af den voksne befolkning ikke er over et 6 klasses niveau. Se, det kunne der skabes vægtige musicals om.

Men det var nok ikke hensigten tilbage omkring 2000, hvor ophavsmændene sikkert har set ganske skævt til Brecht og Weill og derefter konciperet ”Urinetown”.

Hvor Fredericia Musicalteater for nylig med stor succes spillede noget så svært som et stykke om børnetv-figurer, der var 100 % amerikansk i sin grundfilosofi, er denne historie om vandmangel og menneskenes sorgfuldhed mere universel, men udgangspunktet med offentlige toiletter er ikke til at holde ud. Så er det sagt.

Som optakt er musicalen også ærlig. ”Det er er dårlig titel” – står der skrevet, og lidt efter ”Dirty Dancing” havde været bedre. Og så en dansk tilføjelse: Silas Holst er ikke med i aften. Heldigvis er der lidt humor, og det præger også alle ti skuespillere,  som er forrygende både til at synge, danse og imponerende nok også til at tale.

Med Kurt Ravn på toppen som rigmanden er der ro over det, og en lebendig dansende og meget velsyngende Mads Rømer Brolin-Tani  samt veteranen Julie Steincke i lidt for mange roller er rammen god. De yngre kræfter er alle som én imponerende og dynamiske, så man bliver helt forpustet.

Thor Vestergaard bliver som alle hen igennem forestillingen, og ikke mindst i anden akt, ganske fremragende som oprørernes bannerfører, der dog må dø. For pointen er, hvis man kan tale om musicalen på den måde: der er ikke nogen lykkelig slutning, men det er vi vel vant til med både HAIR og Jesus Christ. I øvrigt spiller forestillingen også på verfremdung, igen Brechts teatermetode.

Med denne opsætning, hvor instruktøren og koreografen Kim Ace Schjerlund kommer fra Fredericia Musicalakademi, er det faktisk beundringsværdigt, hvad både han og mange andre har lært derovre i musicalland.

Koreografien er slet ikke banal, og hestehoveder eller breakdance-bevægelser bedre end hvad “Matador” og lign musicals på det seneste har præsteret.

Jeg havde undt alle en bedre historie, en mere interessant musical, men de leverer varen, og det er flot.

Men denne forestilling synes ikke at klæde Østre Gasværk, rummet er for stort, og der er altid behov for en dobbeltbundet scenografi, der har flere betydningslag.Det er ikke nok at smække nogle jernlåger op og smide lidt skrammel i krogene.

De fascinerende rå mure er, efter seneste renovering, næsten forsvundet, som om akustikken ikke var fin fra første dag, der kom teater ind i den gamle gasbeholder. Men til allersidst i ”Urinetown”  udnyttes de dekorative runde vinduer med et lysshow, der opleves som den ultimative syndflod. Det havde været godt med lidt mere gang i det visuelle tidligere, så ikke hele ansvaret lå hos skuespillerne, der nok skal være mere end ti for at fylde rummet.

Der er ikke noget program, men kun toiletpapir med tryk på. En fiks gimmick, men teatret har snydt lidt med oplysningerne. Det må man ikke, hvis man skal sælge 1000 billetter hver dag. Information om både optrædende og bagmænd og hele baghistorien skal med.  Det plejer i øvrigt at være kendetegnende for musicals i Danmark, at der er informativt materiale til rådighed.  Østre Gasværk og Østerbro Teater (Republique og Revolver)  er støttet med ca. 40 millioner kroner årligt fra staten,  så der ligger en stor også oplysende pligt hos institutionen.

 

Musik og tekster: Mark Hollmann

Manuskript og tekster: Grey Kotis

Instruktør/ Kim Ace Schjerlund

Koreograf/ Kim Ace Schjerlund

Kapelmester/ Thomas Møller

Scenograf/ Nevena Prodanovic

Kostumedesigner/ Anna Juul Holm

Lysdesigner/ Brian Njie

Lyddesigner/Tim Høyer

Skuespillere

Kurt Ravn, Julie Steincke, Mads Rømer Brolin-Tani, Katrine Schmidt Nørgaard, Maria Skuladottir, Sicilia Gadborg, Kim Ace Schjerlund, Thor Vestergaard, Max-Emil Nissen, Mads Æbeløe Nielsen

www.osterbroteater.dk

https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/urinetown