Menu Luk

Den unge Karl Marx

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

1840erne. Den unge tyske sociolog og økonom Karl Marx(August Diehl) møder i Paris rigmandssønnen den socialistiske teoretiker Friedrich Engels(Stefan Konarske). Engels er stærkt kritisk overfor kapitalismens indvirkning på samfundet. Han kommer fra den overklasse, som han selv inderligt afskyr. Hans far ejer adskillige fabrikker, hvor arbejderne lever under slavelignende forhold, og han selv lever overklasselivet fra første parket. Marx har derfor i begyndelsen lidt svært at tro på Engels oprigtige engagement i proletariatets ve og vel. Snart bliver de dog uadskillelige venner og kombattanter, der kæmper for socialismens udbredelse.

Marx er gift med Jenny von Westphalen, som ligeledes kommer fra aristokratiet. Hun er højt begavet og fungerer igennem deres lange ægteskab som hans muse og sparringspartner.

Vi følger familiens nomadetilværelse fra Tyskland over Paris, Bruxelles og til England. Altid på flugt fra myndighederne pga. af Marx og Engels kontroversielle synspunkter om at omstyrte den kapitalistiske samfundsstruktur herunder ejendomsretten og i stedet at give al magt til proletariatet.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Raoul Peck siger: For nogen forekommer Marx teorier utopiske, et traumatisk minde og en farlig og gammeldags doktrin…. Samtidig er der en fornyet interesse for hans tanker. Indenfor de sidste år har billeder af ham prydet forsider af magasiner som Time, Newsweek, Forbes, Financial Times og Der Spiegel. Det tyder denne film jo også på.

 

Den unge Karl Marx er et flot periodedrama. Men rebellen, samfundsrevseren og den revolutionære socialist Marx kommer ikke stærkt nok til udtryk i filmen. Marx er meget sympatisk, en god ægtemand og familiefar. Mere fornuft betonet end radikal. Han har svært ved at få sine artikler publiceret og bliver støttet økonomisk af sin medsammensvorne Engel. Ingen af dem kender proletariatet indefra.

Marx er filmens helt. Hans projekt kan man være for eller imod, men grundlæggende er der for mange ord og for lidt handling. Slogans som: I revolutionens klare lys er vi uovervindelige. Vores hjerter banker i takt.  Ejendomsret er asocial. Den skal afskaffes. Leve proletariatet kan i bag kundskabens klare lys virke noget klicheagtige.

I filmen taler karaktererne skiftevis fransk, tysk og engelsk alt afhængig af, hvor de befinder sig. En fin detalje.

August Diehl yder en fin præstation som journalisten Marx. Vi har set ham tidligere i film som Night Train to Lisbon af Bille Augusr( 2013) og Inglourios Basterds(2009) af Quentin Tarantino.

Bag filmen står den Oscarnominerede instruktør Raoul Peck, der bl.a. har lavet dokumentaren I  Am Not Your Negro(2016) som har haft premiere herhjemme for nylig. Den unge Karl Marx får fire små stjerner.

Instruktør:  Raoul Peck

Fotos og trailer: Another World Entertainment

Premiere: 9. november 2017