∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Syret underholdning.
Går du fra mig, slår jeg dig ihjel, det ved du sagt af Undine(Paula Beer) til hendes kæreste Johannes(Jacob Matschenz), da de sidder og drikker en kop kaffe på en café i Berlin. Hun har på fornemmelsen, at han er hende utro. En fornemmelse der viser sig, ikke at være helt ved siden af. Der er noget uhyggeligt ved hendes fremtoning. Man er ikke i tvivl om, at hun kan finde på det.
Undine, der arbejder på Berlins Humboldt-institut, er historiker og tour guide, hvor hun holder foredrag om Berlins Bolig-og Byplansløsninger. Hun er også dykker og befinder sig ofte under vandet.
Undine er en nyfortolkning af den mytologiske kærlighedsfabel om vandnymfen Undine, der først kan blive menneske, når hun forelsker sig i en mand, men som må dræbe ham og vende tilbage til sit element, vandet, hvis han ikke er hende tro.
Historien er fortolket flere gange af bl.a. af den tyske forfatter og Baron Fouque (1777-1818), der er kendt for sin romantiske litteratur.
Plakat: Camera Film
Det er lige godt en mærkelig historie, og som filmen skrider frem, bliver den mere og mere bizar. Undine er en femme fatale, som drager mændene til sig. Da hun erfarer, at Johannes rent faktisk er hende utro, lader hun ham i første omgang gå, hvorefter hun finder sammen med en ny kæreste industridykkeren Christoph (Franz Rogowski). Spørgsmålet er, om Undine kan undslippe sin forudbestemte skæbne, og hvordan hun vil håndtere den forbandelse, hun ufrivilligt har måttet tage på sig.
En stor del af filmen foregår under vand. I havet, hvor dykkerne inspicerer gamle skibsvrag, i søer eller i hendes ekskærestes swimmingpool.
Paula Beer som vi bl.a. kender fra filmen Frantz(2016) er glimrende som den hemmelighedsfulde og gådefulde Undine. Hun er skræmmende og uforudsigelig, og historiens fremdrift drives netop af denne usikkerhed.
Undine bliver nok ikke en Blockbuster. Den er med sit afsæt i mytologien både smal og skæv. Genremæssigt bevæger filmen sig mellem socialrealisme, melodrama og eventyr. Visuelt er der flotte panoreringer over Berlin. Man får helt lyst til at tager derned igen.
Filmen modtog sidste år i Berlin de internationale filmkritikeres FIPRESCI-pris. Paula Beer har modtaget flere priser for sin præstation i filmen, herunder ’Bedste kvindelige skuespiller’ på både Berlinalen og ved European Film Awards i 2020.
Det er ikke ofte, at vi ser tyske film i de danske biografer, så det er helt forfriskende når det sker. Bag Undine står den 61 årige tyske Christian Pezold, som både kan skrive skuespiller, forfatter og instruktør på sit visitkort, og har vundet mange priser for sine film-og tv- produktioner.
Er man til overnaturlige væsner og syret underholdning, vil det være oplagt at gå i biffen og se Undine.
Instruktør: Christian Pezold
Trailer:Camera Film
Premiere: 9. september 2021
Censur: Tilladt for børn over 11 år .