Kommenteret af Ulla Strømberg.
Under dybet – på Operaen.
Det blev en mærkelig oplevelse lørdag aften i Operaen. Da forestillingen var slut hujede ca. halvdelen af publikum, mens resten af høflighed også stod og klappede. Men hvorfor hujede de af glæde, når verden på scenen tilsyneladende lige var gået under?
”Under Dybet” i Den Kongelige Ballets regi har været under forberedelse i månedsvis, samtidigt var de ellers almindelige forpremierer i denne opgang aflyst. Så forventningerne var skruet op til næsten uanede højder, for tænk: hele balletten, 5 operasangere, diverse musikere og først som sidst to koreografer, en instruktør, en scenograf, en komponist og en lysdesigner har arbejdet i adskillige uger og måneder.
Forberedelsen som publikummer var ikke af samme dimension, men man har jo altid sin viden og erfaring med sig, når man sætter sig i salen – lidt kendskab til de involverede kunstneres meritter, til ballethistorien, kunsthistorien etc.
Som det måske allerede fremgår, blev det en mærkelig og uforløst oplevelse, for de tre ”billeder”, som er essensen i ”Under Dybet” var både indlysende og banale: fødsel – opvækst/seksualitet/ – død.
Andre har været der før, tænk blot på Dantes ”Den Guddommelige komedie”, tænk på malerkunsten og Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel og senere romantikere som Géricaults ”Le Radeau de La Méduse” ( 1818-19) og Delacroixs store malerier eller moderne fotografer, der har yndet massefotografi af menneskekroppe i hobetal.
Og det er netop den mærkelige pointe, at man som tilskuer kan fare vild, når man skal prøve at forstå, hvor Anja Behrens som instruktør og konceptmager vil hen.
Hvis man så forlæser sig på programmet, hvor der også lidt banalt jongleres med det centrale begreb RITUAL – er det nærliggende at tænke på Stravinskijs geniale ”Le Sacre du Printemps” – der igennem årene har fået koreografi af de største balletkunstnere, bl.a. Nijinskij, Glen Tetley, Martha Graham, John Neumeier og Pina Bausch.
Ritualer kender vi da til – ikke mindst inden for balletten og operaens verden, og vejen mod døden ligeså og diverse store popsange fra de seneste årtier af henholdsvis Bowie, Madonna og flere andre skaber også genklang. Altså er der masser at hænge sin hat på, hvis man vil.
Men det er som om, de mange involverede kunstnere er gået fejl af hinanden – eller ikke har fået forløst deres fælles drømme. For koreografien ved Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg i samarbejde med danserne er egentlig ganske uhyggelig, men ekstrem monoton, mens jeg indimellem genkalder mig mærkelige surrealistiske attituder, som peger hen mod bl.a. Salvador Dali. Andre gange med et hav af menneskekroppe I hudfarvet tricot aner man Michelangelo, men det hele strækkes ud uden markante slutpunkter.
Toner og tekst fra det store popkatalog er taget som udgangspunkt, men her forvandlet til noget, der nærmer sig en kontinuerlig dødsmesse, nogle gange materialiseret i store basunspillere på scenen som forvoksede kæmpebabyer. Også det bliver en hurdle, der er svær at komme videre fra.
Scenografisk har Christian Albrechtsen altid været spændende, men her synes han at komme til kort, først med store bølgende skørter ( lån fra diverse balletter) og bødellignende røde hætter for ansigtet, siden med menneskehavet i hudfarvet tricot – for at hele heksesabbatten kan slutte i cyklamen-farvet tyl og flæsekjoler med mærkelige fjerhatte og masker. Betydning eller ”oversættelse”? Jeg giver op. Men et gennemgående tema er de fem “Rejsende”, der indimellem reddes af nogle BØRN – forst i sorte tylkjoler – siden i røde! Og bemærk også, at kønnene er ophævet – også for de små, drenge som piger er i samme kostumer!
Irriterende er det også, at et Damien Hirst lign. maxi kranium i rødt (uden diamanter) bliver det store samlingspunkt mod slutningen, hen mod døden, hen mod undergangen. Jo, så går det op for én endnu engang, at vi har været på en ”rejse” – fra fødsel til død.
I øvrigt er det svært at forstå, hvorfor den stammedans som finder sted mod slutningen skulle være mindre ”farlig” end den, som Den Kongelige Ballet nedlagde forbud imod i John Neumeiers version af ”Othello”. Men hvad ved jeg? Prøver bare at forstå og at dissekere, samtidigt med at jeg hjemme igen bladrer løs i diverse bøger for at finde en mening.
Koncept: Anja Behrens og Christian Albrechtsen i tæt samarbejde med det kunstneriske hold
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostume: Christian Albrechtsen
Koreografi: Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg i samarbejde med danserne
Nykomponeret musik og arrangement: Jeanett Albeck
Lys: Mathias Hersland
Basunarrangør & Kapello: Jakob Munck
Musikproducer: Jeanett Albeck i samarbejde med Christian Vium
Fotos: Per Morten Abrahamsen.
Adskillige medvirkende- dansere, musikere, sangere med flere.
Alexander Stæger / De 5 Rejsende
Astrid Elbo / De 5 Rejsende
Sebastian Pico Haynes / De 5 Rejsende
Stephanie Chen Gundorph / De 5 Rejsende
Eukene Sagues / De 5 Rejsende
Carling Talcott-Steenstra / De 5 Rejsende
Alexander Bozinoff / De 5 Rejsende
Emilie Palsgaard-Jensen / De 5 Rejsende
Med flere.’
Mads Hyhne / De 5 Basuner
Kasper Thaarup / De 5 Basuner
Jakob Munck Mortensen / De 5 Basuner
Anders Flindt Mikkelsen / De 5 Basuner
Petter Hängsel / De 5 Basuner
Elias Fridolfsson / De 5 Basuner
Elisabeth Halling / De 5 Ceremoniledere
Magnus Gislason / De 5 Ceremoniledere
Sten Byriel / De 5 Ceremoniledere
Marianne Novrup Børch / De 5 Ceremoniledere
Gitta-Maria Sjøberg / De 5 Ceremoniledere
Christian Vium / Elektronisk musiker
Marianne Ernst Dam / Sanger
m.fl.
Gad vide om vi har været til samme forestilling – for jeg genkender ikke det du skriver om publikum – tværtimod – var folk vilde med forestillingen – der var et usædvanligt langt og højt bifald. Og mange var meget berørte af forestillingen – som på alle måder er nyskabende og spektakulær.
Men som sagt smag og behager forskelligt – men jeg synes du skal holde dig til fakta – nemlig at forestillingen var en succes.
Tak for din kommentar. Som anmelder har jeg netop forholdt mig til den blandede modtagelse hos publikum, hvor nogle var ellevilde, andre forvirrede. En forestilling kan glæde nogle publikummer – og kede andre. Det er vilkårene – og jeg, som der ærligt står, måtte give op. Der var for meget déjà vu over forestillingen, i mine øjne/ ører.
Tak for din anmeldelse af “Under dybet”, som jeg er helt enig i. Monoton på den kedelige måde. Tænker på den hollandske koreograf Jiri Kilian, som viste rituel dans, så man aldrig glemmer det. Mere end 30 år siden, og jeg husker det stadig.
Tak for din respons. Enig. Har man fulgt den moderne ballet og dans’ udvikling i de seneste mange årtier, var det ikke opløftende – og på det scenografiske plan heller ikke. Mærkeligt at så mange gode kræfter kan gå fejl af hinanden. Men det er sket før.
Interesant læsning, nu ærgrer jeg mig ikke så meget over, at jeg er forhindret i at se forestillingen. Ærgerligt de ikke får mere ud af at blande operasangere og balletdansere
Utrolig flot forestilling! Spændende nyskabende. Og morsom!
Tænk at 5 basuner kan lyde som et helt orkester og arrangementer af sange og lyd – også m operasangere – kan fungere så smukt integreret m sanger, komponist og arrangør Jeanett Albeck.
Og danserne og scenografien var da helt forrygende.
Vi oplevede forestillingen søndag d 21., hvor modtagelsen var utrolig positiv
Var dybt facineret i det meste af første akt. Anden akt var lidt tam i begyndelsen, men kom i dén grad efter det hen mod slutningen. Spændende blanding af sang, musik og dans. Synes det var en skøn anderledes oplevelse alt i alt.
Jeg tror ikke, at du helt forstod, Ulla. Det var i min optik en spektakulær, rørende og nyskabende forestilling, som jeg oplevede – efter de yderst begejstrede reaktioner i salen omkring mig at dømme; sammen med alle andre til premieren. Bemærkningen ovenfor om deja vu er bemærkelsesværdig. – Hvor? Hvad? Og din kommentar om at bladre i gamle bøger er faktisk lidt afslørende. Det kan du netop ikke. Jeg opfordrer dig til at lægge bøgerne væk og sanse. Opleve. Føle.
Jeg fandt forestillingen enormt kedelig og uden noget nyt. Et spild af dygtige dansere og gode stemmer. Masser af larm gør ikke musikken bedre. Det puerile indslag med sangernes nøgne bagdele under fiskebensskørterne var unødvendigt og pinsomt. At kraniet blev kørt helt frem til scenekanten mod slutningen var også unødvendigt nedladende – for jo, vi, dumme teatergæster, havde allerede forstået, at her herskede død og forfald som altings ende.
Tak for fin kommentar. Ganske enig i dine betragtninger. Mh ulla