∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En teaterforestilling om flygtningesituationen lige nu – skabt via interviews på Mungo Park i Allerød.
Vejen forbi Sandholm
Vejen op til Allerød og teatret Mungo Park førte mig via Helsingørmotorvejen forbi Sandholm Lejren. Det var tidligt aften, og helt ualmindeligt for det meget landlige nordsjællandske område gik på vejen uden fortov flere fodgængere: et par kvinder og en barnevogn, en ung mand og et par mænd. De vandrede hver for sig i det bakkede land med smukke søer, skrånende marker. Pludselig blev idyllen brudt af en stor parkeringsplads, en kæmpeport med en lysende rød lampe og bagved et smukt hovedhus. Uden for mod vejen var meterhøje gadelys og projekter med lys, der mest af alt lignede det, man kender fra amerikanske fængselsfilm.
Allerød og Mungo Park
7 minutter efter var jeg i Allerød med en masse rundkørsler og ledte forgæves efter en parkeringsplads. Der var udsolgt, for det var premiere og folk var kommet i god tid – i bil. Inde i salen bænkede et godt gennemsnitlig teaterpublikum sig. Mange var midaldrende, ikke flot klædt på, snarere som om de skulle i Brugsen. Min sidemand, en mand vel på 75 år, var i shorts denne aften, d. 4. maj 2016. Beklædningsmæssigt afveg ingen fra de vandrende flygtninge, og som vi var kommet for at høre om – og som hele Danmark blev bekendt med, da de i det tidlige efterår gik fra Rødby til København på motorvejen. Det var dengang hvor ingen dansk statsborger måtte standse og tage dem med i bilen. De var heller ikke med denne aften i Mungo Park. Derimod stod snart på scenen tre ypperlige danske skuespillere og genskabte forskellige flygtningeskæbner, som de var blevet konfronteret med i deres research omkring emnet: Uledsagede flygtninge.
pressefotos: Mikkel Russel
Rette tid og sted
Mungo Park kender sin besøgelsestid som teater – og derfor spilles ”Uledsaget” lige nu. Men måske er det for sent. For kan vi overhovedet gøre noget? Under hele forestillingen havde jeg følelsen af at det er for sent, at verden er så tæt på at give op over for flygtningeproblemet og at vore politikere eller forskere overhovedet ikke så faresignalerne i tide. Og mest af alt følelsen af at denne verden er knaldende uretfærdig.
Spørgsmålet er så, om man kan lave teater om et brændende aktuelt emne – uden at komme med løsningen og dermed uden at anvise bare det mindste halmstrå at klamre sig til.
Situationsspil
Instruktøren Kamilla Wargo Brekling er blevet rejsende i aktuelle situationsspil. Hun har snart gjort det mange gange, for mange gange? Først om Mænd, så om alderdom, siden om kvindekroppen – og flere andre forestillinger og denne gang om uledsagede flygtningebørn. Hun får skuespillerne til i en velorkestreret koreografi
at karakterisere skæbner og situationer. Er skuespillerne gode, bliver det eminent.
Vi møder børn, der har mistet en mor, en far – en bror, en søster. Børn, der har været i fængsel i Grækenland, ligget skjult i kasser i lastbiler, flygtet om natten igennem mudder – og børn, der troede at de skulle dø, da de blev transporteret til et dansk modtagelsescenter. Vi møder en masse triste historier fortalt i et optimistisk barnligt sprog – af Henrik Prip og Marianne Mortensen, men af og til forsøgte Anders Budde Christensen med den så kendte accent man får, når man ikke taler dansk derhjemme, men kun i skolen.
pressefotos: Mikkel Russel
Den dårlige samvittighed
Jeg fik dårlig samvittighed, fordi jeg bare kørte forbi Sandholmlejren, men ikke gjorde noget. Fordi jeg bare denne aften var gået i teatret. Fordi vores politikere og EU for den sags skyld burde have været deres opgave voksen på et tidligere tidspunkt. Fordi. Fordi. Fordi.
Teatrets muligheder
Teater er et genialt medie til at sætte tingene på spidsen – koge et kompleks spørgsmål ned til halvanden time – demonstrere nogle situationer. Alt dette gjorde Mungo Park til perfektion i ”Uledsaget”. Men set med teaterøjne er jeg træt af alle de forestillinger, hvor skuespillerne står 3-5 stykker sammen og i monologer ud mod publikum siger alt det, de nu skal sige. Hvor er dialogen. Livet er dialog.
Dette er 10. teaterforestilling alene i år, hvor monologen på scenen blot er mangedoblet til et vist antal skuespillere.
Men ”Uledsaget” på Mungo Park bevæger én på grund af emnet, nærheden af Sandholmlejren og de gode skuespillere.
Instruktør og dramatiker: Kamilla Wargo Brekling Efter research af: Khaterah Parwani Medvirkende: Marianne Mortensen Anders Budde Christensen Henrik Prip Konsulenter: Karina Dichov Lund Martin Lyngbo Scenografisk konsulent: Helle Damgård Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen Lyddesigner: Emil Bøll Instruktørassistent: Malene Begtrup Producent: Annesophie Fogedby Varighed: 75 minutter (uden pause)
www.mungopark.dk