∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Pierre Bonnard – The Colour of Memory på Glyptoteket.
En harmonisk og smuk udstilling på Glyptoteket afdækker og understreger nye og udvalgte sider af den franske maler Pierre Bonnard (1867–1947). Banneret foran museet viser det mest følsomme blomsterudsnit fra et maleri, men udstillingen er ambitiøs og vil signalere en dobbelthed i malerierne.
Bonnard levede midt i en kunstnerisk yderst eksperimenterende tid. Mens billedkunsten skød sig igennem denne ene vidtløftige isme efter den anden, og nogle kunstnere som bl.a. Pablo Picasso (1881-1973) hele tiden udviklede sig, holdt Bonnard blot fast i sine figurative motiver. Der var og forblev altid genkendelighed i hans billeder.
Men udstillingen vil fremhæve nogle forskydninger i Bonnards billedverden. Når Bonnard malede en væg, kunne det være spejlbilledet af en væg, en dør kunne være overgangen imellem inde og ude, og en kvindeskikkelse var og er måske snarere erindringen om en kvinde, end blot billedet af en kvinde. Denne ambition, om at gøre den ”hyggelige” og let forståelige Bonnard til en mere kompliceret og modernistisk kunstner, lykkes fint, men er nok alligevel ikke så overraskende endda. For selv om Bonnard forblev tro mod sine motiver, hvor ikke mindst musen og senere hustruen er afbildet flere hundrede gange, var det i og for sig ikke hende man skulle se, men blot genskæret af en tanke om en kvinde, der engang …
Og malerierne bliver med årene for hovedpartens vedkommende helt uden seksuelle undertoner, og det sensuelle synes undertrykt til fordel for det stilfærdigt koloristiske. Dermed er det ikke mindst den stilfærdige, undersøgende, eftertænksomme og også følsomme maler, der hænger på væggene på Glyptoteket. Vi møder maleren, som igen og igen maler sin muse, og senere hustru, og bliver ved, også efter hendes død, at indsætte hendes spinkle kvindekrop i skiftende interiører.
Farvens magi er meget tydelig hos Bonnard. Går man tæt på et billede og lader det svage, genkendelige motiv forsvinde, står nogle fascinerende farve-sammensætninger og -sammenstød tilbage – helt uden alder. Heller ikke Bonnards penselstrøg placerer ham tungt i en bestemt tid. Dermed har udstillingen ret: Bonnard er andet og mere end den maler, som kunsthistorien ind imellem har gjort lidt gammeldags, fordi han ikke fulgte trop med kolleger, der kastede sig over det abstrakte, det surreelle eller det konkrete, som f.eks. Picasso eller Léger.
Ikke uden grund citerer udstillingen Bonnard for at have sagt: ”Ham, der synger, er ikke altid glad”!
Glyptoteket ejer selv otte værker af Bonnard og har derfor flere gange tidligere, bl.a. ved museets 50 års dag i 1947, vist en særudstilling med Bonnards værker. Denne gang er man ”moderne” og går til Bonnard med helt specielle briller understreget titlen (kun på engelsk): ”The Colour of Memory” – dvs. frit oversat: Erindringen i Farver.
Med det ”greb” er udstillingen akronologisk og foretrækker at vise gennemgående temaer uanset oprindelsesåret. Samtidig understreger de udmærkede tekster også, at Bonnard ofte gik tilbage til tidligere værker og malede videre på dem.
Men Pierre Bonnard var også en mand af sin tid. Gennemser man biografiske oversigter, viser det sig tydeligt, at Bonnard, på forskellige tidspunkter i sit professionelle liv, inden for den grafiske kunst og i teatrets tjeneste samarbejdede med nogle af de mest avantgardistiske kunstnere i Paris. F.eks. med Théâtre de L’oeuvre, bl.a. i forbindelse med ”Ubu Roi” af Alfred Jarry i 1897 – og med Ballets Suédois – ligeledes i Paris med scenografi til balletten ”Jeux” i 1920.
Men det gør ikke udstillingen mindre interessant, man skal blot huske, at kunstneren Pierre Bonnard ikke ”kun” malede sine introverte værker.
Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med Tate Modern i London og Kunstforum Wien og er kurateret af Anna Kærsgaard Gregersen fra Glyptoteket og Matthew Gale fra Tate Modern. Til udstillingen på Tate Modern, som har fundet sted, blev udgivet et stort katalog. Til udstillingen på Glyptoteket, som er anderledes og har andre værker med, er udgivet et udmærket, mindre katalog, der begrunder hele udstillingens idé og titel.
PS:
Udstillingen bærer præg af, at der er tænkt måske lidt for meget på modtagersituationen. Museet har valgt at vise den (nødvendige) livslinje for kunstneren midtvejs i udstillingen. Det synes mærkeligt og minder lidt om et forkølet eksperiment, hvor museet vil tvinge gæsterne til at føle og sanse, før de bliver oplyst om, hvorfor de skal føle og sanse. Mennesker er forskellige, men jeg tror, det er vigtigt allerede i begyndelsen af udstillingen at give basale redskaber til forståelsen af konceptet.
I de seneste år har Glyptoteket eksperimenteret med at kombinere lyd og musik i forbindelse med udvalgte billedværker. I denne omgang har lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft skabt en lydside på engelsk og dansk til tre udvalgte værker. Som regel sker den slags forsøg ved at give de besøgende lyden i individuelle høretelefoner, men her sendes det ud på lavt blus til alle i rummet. For mig personligt fungerer det ikke, virker snarere lidt højskoleagtigt på den mindre intelligente måde: som auditive staveplader, dvs. at en lidt bastant fortolkning sendes i hovedet på tilskueren. Men det er min personlige opfattelse. Nogle vil nok synes, det er sjovt at høre en blød mandsstemme og kirkeklokker etc. foran et lidt diffust landskabsbillede.
Udstillingen varer til og med d.22. 9. 2019.