∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth,
’Tale er sølv, tavshed er guld’ kunne være mottoet for Ud og stjæle heste. Livet er ikke noget man taler om. Det leves bare, som det kommer. Man reflekterer ikke længe over livets tilskikkelser, men vælger at bestemme selv i nogle få udvalgte situationer.
Foto:CAMERA FILM
”Vi bestemmer selv, hvornår det skal gøre ondt,” siger hovedpersonen Tronds far lidt bebrejdende til Trond, efter at faderen med de bare næver har fældet et helt bed med brændenælder. Smertekontrol på det meget fysiske plan.
Foto:CAMERA FILM
Når det kommer til dybere følelser mellem mennesker, det være sig had eller kærlighed, så bliver de ikke udtalt, fortalt eller tolket. Men der er mange øjne, der ser hvad de andre foretager sig, og sådan gives erfaringer videre til andre generationer.
Foto:CAMERA FILM
”Whether I shall turn out to be the hero of my own life, or whether that station will be held by anybody else these pages must show” – således indleder Charles Dickens sin roman David Copperfield fra 1850, og således indleder Hans Petter Moland sin film om livet med især fædre og sønner i det barske Nordnorge i tiden fra den anden verdenskrig til årtusindskiftet.
Stellan Skarsgård er den voksne søn Trond, som i den høje alder af 67 år har tænkt sig at fejre nytårsaften før det nye millennium. Alene i en lille hytte i Nordnorge. Han vil spise sin fisk, drikke sig fuld og gå i seng og på den måde møde det nye årtusind. Han har kort sagt meldt sig ud. Men sådan kommer det (naturligvis) ikke til at gå. Via Skarsgårds voice over gennem hele filmen rulles fortidens sønner og synder ud i et forrygende drama mellem de fattige, flittige og fremmedgjorte folk i den barske natur. Og der er ingen, der ikke indhentes af deres fortid.
Foto:CAMERA FILM
Fædre forlader deres koner og døtre. Børn kommer til at slå børn ihjel. Jalousien blomstrer og naturen sørger for resten. Den farlige, skæbnetunge natur, hvis kræfter vi mennesker ikke kan bestemme over, men til stadighed udfordrer. Hans-Petter Moland har instrueret alle til at yde deres yderste. Danica Curcic spiller den attråede kvinde for både unge og gamle i filmen uden at sige ret meget, hun er nærmest en del af naturen selv. Og Tobias Santelmann brænder igennem med sin energi og indesluttethed. Og Stellan Skarsgård binder det hele sammen.
Foto:CAMERA FILM
Fotograferingen er sublim. Vi ser de udstrakte norske vidder og de mindste betydningsbærende detaljer. Skønheden og kraften der driver mennesker. Og som samtidig fører den samtale, som menneskene ikke kan få sig til at formulere. En storslået film med nykomponeret musik, der som billedernes skønhed og kraft fortæller den historie, som kun bliver fortalt gennem skuespillernes handlinger og mimik.
Trailer:CAMERA FILM
Instruktør: Hans Petter Moland
Varighed: 2:03.
Premiere: 3.10.2019