∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vi er tilbage i 1972 med stort hår, fuldskæg og alt for mange drømme om en anden og bedre verden. Sådan er fortiden på Teater V i den meget sympatiske og velspillede musikforestilling ”Tvind – the musical”, der afdækker en del af danmarkshistorien, nemlig den tid, hvor verden næsten var i fodslag. Post 68 (1972), hvor undervisningen på universiteterne blev lagt om, aviserne måtte ændre på deres anmeldelsespraksis, og DR begyndte at boykotte gamle meningsdannere. Danmark stod i et vadested, og Tvind var en løsningsmulighed for en hel del.
Allerede titlen er et paradoks. “Tvind, the musical”. Med ordet musical forstår vi noget sjovt, underholdende og kommercielt. Der er ingen, der skaber en musical uden at ville tjene penge. Og det underfundige er jo også, at TVIND, det gamle venstreorienterede imperium, skabt i Nordjylland, i sidste ende kun havde en målsætning: penge. Den omkringværende gruppe af sympatisører blev samtidigt overbevist om, at pengene skulle bruges til en verdensomspændende revolution. Alle lønninger blev lagt i den fælles ”gule spand”. Ingen måtte eje noget, og hvis man forlod imperiet, blev det med nul kroner på lommen.
Alt det og mere til får forestillingen ”Tvind, the musical” med i alt sin stilfærdighed. Teksten og researchen er udført af Andreas Garfield, og for instruktionen står Jens Svane Boutrup, der i det daglige er chef for Bornholms Teater.
Forestillingen er blevet til på initiativ af Teater V i Valby som hermed fortsætter den tidligere succesfulde linje med at hive virkelighedens aktører ind på scenen (bl.a. Kristian Hornsleth og Casper Christensen).
Klogt nok er hovedpersonen, manden over dem alle og hjernen bag det hele: Mogens Amdi Petersen, den fraværende faderfigur. Fornuftigt nok gestaltes han ikke på scenen. Til gengæld møder vi i autentiske shetlændere og med majspibe, maoskjorter og i vidde fløjlsbukser alle de søde, bløde og også svage mennesker, som drog til Jylland og blev opslugt af den fælles ånd. Først skulle der skabes et minisamfund med bygninger, kloakering etc. tilbage i 1972. Derefter indkøbtes gamle busser, som siden sendtes ud over hele kloden med håbefulde unge mennesker, der gerne ville opleve noget andet.
Siden hen blev det til en enorm vindmølle, statstilskud til skoler, seminarer etc., og først meget sent kom det danske skattevæsen og undrede sig over, hvordan det nu hang sammen med det imperium.
Den sidste del af historien får vi kun i småbidder, og handlingen slutter i 1997. Men i det udmærkede program resumeres det videre handlingsforløb. Og vi ved jo alle, at virkelighedens Mogens Amdi Petersen i dag sidder i Mexico, og at det danske retssystem har spillet fallit ved ikke at kunne fastholde manden i en dansk sammenhæng og stille ham for retten. Han er taget af sted med en stor del af pengene.
Vi ved også, at den danske stat og lokale og regionale, danske myndigheder er blevet ved med at sende patienter, klienter eller hvad de nu betegnes som, til Tvind-styrede institutioner. Kontrol er jo ikke noget, der praktiseres over hele linjen. Tvind-imperiet lever videre under nye navne.
Men forestillingen er ikke fordømmende. Den er langt hen ad vejen en rekonstrueret tidslomme, hvor personerne i et metasprog, hvor der hverken bandes eller tales med dialekt, holder fast i troen på den kommende revolution. Den eneste figur, der ikke TROR, bliver smidt ud og ender med at bukke under. Så stærkt var gruppepresset, at det næsten var umuligt at få et menneskeligt liv efter Tvind.
Forestillinger giver et godt og måske også sandt billede af et hjørne af det danske samfund i anden halvdel af det 20. århundrede. Vi er mange, som var umælende tilskuere til den udvikling.
Alle på skuespillerholdet lever fint op til figurernes krav og underordner sig nærmest en kollektiv spillestil, som var vi tilbage i 1970-erne, hvor ingen måtte stikke ud. Vi kommer til at holde af dem og forstår dem næsten. Så den eneste anke mod en ellers lydefri forestilling er nok, at der ikke er så mange modhager. Musikken er i øvrigt afdæmpet og velfungerende med kedsommelige arbejdersange. Dog husker jeg, at også kraftfulde, italienske kampsange var en del af det hele, men det var nok i mere spektakulære og teatralske sammenhænge.
Scenografen Julie Forchhammer har skabt en velfungerende, underspillet scenografi bestående af grå kasser og gammeldags tv-skærme, der antyder tidsintervallet med politiske hændelser fra 1972 til 1997. Også kostumerne er både autentiske og acceptable, ikke mindst sweatrene, som godt kan komme på mode igen.
Forestillingen vil for nogle publikummer blive et déjà vue om en tid, mange helst vil glemme, fordi en vis flovhed hurtigt kan indfinde sig hos de mest rabiate frontkæmpere fra dengang. Ikke mange tror jo på sagen i dag. De allerfleste sprang jo siden over til mere moderate meninger.
Det er godt at blive konfronteret med den nære fortid i ”Tvind – The musical” og gense og huske på tiden omkring 1972. Og hvis man er ung og i det daglige ikke kan forstå, hvorfor forældrene er så mærkelige, er her måske nogle af svarene.
Forestillingen er derfor værd at se på Teater V og kommer forhåbentlig på turné i det ganske land siden hen.
Medvirkende: Iben Dorner, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Martin Bo
Lindsten, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa
Instruktion: Jens Svane Boutrup
Scenografi: Julie Forchhammer
Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa
Dramatiker: Andreas Garfield