∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Wagners “Tristan og Isolde” på Operaen i ny iscenesættelse.
Kærligheden overvinder ikke alt, er det nøgterne budskab i Den Kongelige Operas nye, velafbalancerede ”Tristan og Isolde”.
De dør, den ene såres dødeligt af et våben, Isolde lader blot kærligheden fortære sig op.
Det er en opera, der ofte betegnes som det ultimative kærlighedsudtryk. Wagners musik synes sublim i beskrivelsen af det emotionelle imellem to mennesker. Ikke uden grund er ”Tristan akkorden” i forspillet og ”Todeslied” mod slutningen blevet legendariske. I øvrigt er tonerne hen igennem operaens fire timer bevægende smukke, mens der tages tilløb for i de allersidste minutter at forløses helt unikt.
Den sublime operaoplevelse udeblev dog for mig lørdag aften, men det var hverken Wagner eller kapellets skyld – for de mange musikere med nogle fine solister spillede upåklageligt under ledelse af Paolo Carignani.
Også den svenske instruktør Sofia Adrian Jupithers fortolkning er neddæmpet og velproportioneret uden for mange dikkedarer, så musikken og sangerne kan få plads. Scenografen har løst opgaven i både 1. og 2. akt fint, med et løftet skibsdæk som siden bliver til en blomstrende eller afblomstrende have med en baggrund af projektører. Men i tredje del går det galt, og både Tristan og siden Isolde må dø på gulvet – uden at være synlige for det meste af parkettet.
Iscenesættelsen udnyttes på den mest suveræne måde af Stephen Milling som kong Marke og Hanne Fischer som Isoldes hjælper, Brangäne. De står fast plantet i scenegulvet og alt går op i en højere enhed, når de er tilstede.
Den svenske Isolde, Elisabet Strid, synger fint igennem de fire timer, men kærligheden med lidt hjælp af en trylledrik til Tristan, her amerikanske Bryan Register, er svær at blive overbevist om. Register klarer partiet, men han tilfører ikke nye aspekter i fortolkningen eller i relationen til Isolde. Og sådan er det vel med opera. Der skal så forbandet mange talenter til for at klare et wagnerparti. Så det er for meget også at fordre udstråling og nærvær, når komponistens udfordrende toner skal synges. Men lidt god kemi må der gerne være.
Richard Wagner var mange år om at skrive ”Tristan og Isolde”, som blev til i 1850erne, mens han var forelsket i vennen og naboens kone: Mathilde Wesendonk. Værket, hvor teksten selvfølgelig også er skrevet af Wagner, havde svært ved at komme på scenen, indtil det endelig lykkedes i München hos Ludwig II af Bayern i 1865. Som vanligt var der allerede dengang to fløje blandt modtagerne: wagnertilhængerne var salige, og ”Tristan og Isolde” var en succes fra begyndelsen. Kritikerne, der ikke ville Wagners lille revolution inden for musikken, modarbejdede naturligvis.
Det specielle ved ”Tristan og Isolde” er ikke mindst, at hele fortællingen ligger i musikken. Historien er hentet fra et keltisk kvad og er nærmest ligegyldig og overflødig at diskutere. For det er kærlighedens vildveje, der har hovedrollen. Hen igennem værket kommer der kontrapunktiske passager, hvor tonerne signalerer det modsatte af, hvad tekst og person påstår. det er nok det allermest spændende. Måske er forståelsen af dette genuine værk bedst, hvis man lukker øjnene og blot lytter. Men sådan er det jo bare ikke i et operahus.
Det Kongelige Teater har langt hen ad vejen kunnet besætte ”Tristan og Isolde” med egne sangere, det er mere end flot med også Jens Søndergaard som Tristans tro væbner Kurwenal.
Den svenske instruktør har gjort et gedigent arbejde, selv om en programartikel partout vil proppe både Lars Norén, Ibsen og Strindberg ned i hendes kærlighedsforståelse i relation til Wagner! I samme program forklares også til læseren, lytteren, operagængeren om “det performative aspekt” hos Isolde som offer eller ikke. Det må vist høre hjemme i en studiegruppe og ikke information til de 1600 publikummer ved hver opførelse. Et program skal indeholde facts og klare meldinger – ikke personlige betragtninger fra eksterne personer.
Men det er bagateller. Den Kongelige Opera, med et velspillende kapel med Paolo Carignani som dirigent, løfter aftenen til stor nydelse for operaelskere. Tristan og Isolde bliver forståelig. Men kærligheden overvinder IKKE alt, hvis man ikke ligefrem tror på et liv efter døden, hjulpet på vej af diverse trylledrikke.
Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither
Scenografi: Erlend Birkeland
Dirigent: Paolo Carignani
Kostumedesign: Maria Geber
Lysdesign: Ellen Ruge
Koreograf: Katarina Sörenson
Korsyngemester: Steven Moore
Paolo Carignani /Dirigent
Bryan Register /Tristan
Elisabet Strid / Isolde
Stephen Milling /Kong Marke
Kyungil Ko / Kong Marke
Jens Søndergaard /Kurwenal
Niels Jørgen Riis /Melot
Hanne Fischer /Brangäne
NB Kun få gange!
Når den ene store hovedrolle er besat med en tenor, der virker alt for gammel til rollen, som en ung heltemodig kriger, og heller ikke virker særlig overbevisende som den elskovsfyldte/elskovsplagede Tristan, men mest udfylder rollen liggende på scenen eller en bænk som en strandet hval, er det svært at tro på den altopslugende kærlighed mellem Tristan og Isolde.
Brangänes nervøsitet/bange anelser, etc var flot udført i den forholdsvis stumme rolle.
Forestillingens bedste indtryk gav Kong Marke både med stemmepragt og et fantastisk nærvær i den forholdsvis korte tid på scenen.
Dirigenten er ren fornøjelse at opleve.
Jamen du har så evigt ret – men det er jo svært og forbudt at skrive om folks korpus og alder – men ved premieren var Tristan også det svage kort musikalsk set – og dyrt importeret fra USA.