∗∗∗∗
Gadebørn i Rio.
Trash er en film, der gør indtryk. Den foregår i en af Brasiliens store slumområder, den såkaldte Favelá, et råt, fattigt og farligt sted. Filmens hovedperson er det 14 årige gadebarn Rafael( Rickson Tevez), som bor i Faveláen i Rio. For at tjene til dagen og vejen, samler han sammen med sin jævnaldrende ven Gardo(Eduardo Luis) brugbart skrald på byens enorme losseplads. En dag finder Rafael en pung fuld af kontanter. Umiddelbart er de to venners lykke gjort, men da de også finder nogle kryptiske papirer i pungen, som tyder på, at den er mere værdifuld end som så, gemmer de den hos den udstødte kloakdreng Rato(Gabriel Weinstein). Da politiet næste dag iværksætter en større eftersøgning af pungen, og udlover en dusør til den, der finder den, får drengene bekræftet deres antagelse. Ved hjælp af den katolske præst Fader Juillard(Martin Sheen) og hans frivillige medhjælper Olivia (Rooney Mara) lykkes det dem via de kryptiske papirer at afsløre korruption og magtmisbrug hos såvel politi som politikere. Det kommer til at koste børnene dyrt.
Den prisbelønnede instruktør Stephen Daldry står bag filmen. Han er kendt for blockbusters som The Reader(2008) The Hours(2002) og Billy Elliot(2000). Han har en særlig evne til at instruere børn uden nogen skuespil erfaring. Det så man klart i Billy Elliot, men det er også tydeligt i Trash. Her forekommer børnene at være rene naturtalenter. De taler så at sige kun portugisisk. Andre skuespillere taler så godt som kun engelsk. Denne gensidige sprogbarriere giver historien en særlig autenticitet og dynamik.
Lossepladsen, som er omdrejningspunktet for en del af historien, er bygget op til lejligheden, fordi skuespillerne ikke skulle blive syge, da de rigtige losseplader er fyldt med giftstoffer.
Hovedtemaerne i filmen er fattigdom, social ulighed og korruption. Trash er en voldelig og dyster film, men ind imellem finder vi også en livsbekræftende optimisme. Det er i bund og grund nogle glade og eventyrlystne drenge, vi har med at gøre. Filmen er tilladt for børn over 11 år. Personligt ville jeg ikke tage en 11 årig med ind og se den. Den er for voldelig. Historien kan visse steder virke både rodet og lang. Alt i alt er Trash dog en fængslende og tankevækkende film, der tager nogle vigtige emner op. Filmen minder lidt om Slumdog Millionaire(2008), som handlede om børn i Mumbais slumkvarterer, og som vandt ikke mindre end otte oscars.
Trailer: UIP Danmark
Instruktør: Stephen Daldry
Premiere: 4. december 2014