∗∗∗∗∗
Af Eva Zierau.
Smuk Ørkenvandring/ Eva
Tracks er en flot og betagende film om en rejse, som ingen troede var mulig. Et eventyr, som krævede umenneskelig råstyrke, stædighed og mod og som totalt ændrede livet for en ung kvinde.
I 1977 begiver den 27 årige Robyn Davidson (Mia Wasikowska) sig til fods ud på en rejse gennem den australske ørken fra Alice Springs til det Indiske Ocean. Hendes rejsefæller er fire kameler og en labrador. Forud for turen har hun tilbragt to år i Alice Springs, hvor hun har lært at håndtere og tæmme vilde kameler, en forudsætning for at turen overhovedet kan lade sig gøre.
Vi følger hende fra den dag, hun forlader Alice Springs til hun når sit mål. Man tænker, hvad får en kvinde til at kaste sig alene ud i et så farefyldt projekt? Ulidelig varme og nådesløse brændende sol. Slanger, farlige dyr og giftige insekter.
En fotograf fra National Geografic følger hende af og til. Derudover får hun selskab af en ældre aboriginal, som fører hende gennem et 250 km vanskeligt tilgængeligt og helligt område. Ellers er hun i princippet helt alene. En knugende ensomhed lurer lige under hendes hud.
Rent visuelt er filmen fejende flot med storslåede naturbilleder taget i al slags vejr på alle tidspunkter af døgnet. Tracks bygger på en bestseller skrevet af Davidsen, der netop foretog denne rejse. Under filmens efter tekster ser vi billeder fra den virkelige ekspedition.
Wasikowska er eminent som den introverte, viljestærke Robyn, der kæmper ikke blot mod naturen, men også mod egne dæmoner, som vi bliver konfronteret med i korte flashbacks.
Filmen var i 2013 nomineret til Guld Løven ved Venedig Filmfestival.
Premiere 7. august 2014
Instruktør: John Curran