∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tove – om Tove Ditlevsen – børneteater på Vesterbro hos Zeppelin.
Teater Zeppelin og teater Masken, det ene med adresse på Vesterbro, det andet teater i Nykøbing F, er gået sammen om “Tove”. En forestilling for børn, hvor emnet er Tove Ditlevsens barndom. Det er så trist, så trist, men heldigvis smukt at skue i Allan Frausings abstrakte træ-scenografi.
Tove Ditlevsen er i dag et nationalt klenodie og voksede som bekendt op i fattigdom i Hedebygade på Vesterbro. En sted som slet ikke nævnes i forestillingen, som jeg i øvrigt så i Valdemarsgade, få hundrede meter væk fra fødestedet.
Ord og bogstaver fløj rundt i hovedet på Tove allerede fra de første år i skolen. Ingen forstod hende, men hun elskede bøger og kunne heldigvis dele sin lidenskab med en nabokone, siger forestillingen.
Men der er også en mørk stemme, der gestaltes som et grønt dukkeuhyre. Det betyder jo faktisk, at Tove Ditlevsen fra barnsben var psykisk ustabil, men er det rigtigt?
Forestillingen er nydbar visuelt og auditivt, med en smuk, ret avanceret lydside med sang.
Petrine Agger er den jordnære moder og gør det overbevisende.
I midten på scenen står lille Tove også smukt demonstreret af Josefine Glæsel sekunderet af Theresa Hedelund Jensen, der står for det musikalske.
Men skal børneteater være så sørgeligt, at de fleste voksne næsten kneb en tåre?
De små i salen fattede nok ikke helt, hvor trist livet var dengang på Vesterbro. Måske kunne de blot opfatte det hele som et eventyr og dukketeater. Men pludselig var jeg tilbage i 1970erne i en tid, hvor børneteater skulle være opdragende, og historier ofte kunne være efter skabelonen: far har malersyndrom, mor drikker, og lille Bente er ensom og ulykkelig. Det var ikke til at bære dengang, men heldigvis skiftede moden og det forhadte, positive børneteater tog for en tid over.
Der må altså være håb, og en lille positiv stemme kunne eksempelvis have lydt i Toves andet øre. For det er ikke nok, at vi voksne ved, at Tove blev en stor forfatter, men med et privatliv i laser. Og så græder vi igen. Børnene skal også indgives håb.
Hvis ikke teatret hver gang, der inviteres børn indenfor, også har en god portion håb, afskrækker vi børnene fra at forstå det fantastiske potentiale, som teater kan rumme.
Derfor ikke mere end 4 stjerner, på trods af flot teaterhåndværk. Det er bare for trist til målgruppen.
Teatret selv skriver for børn fra 5 år. Det tror jeg ikke på, idet jeg talte med flere børn efter forestillingen. De var meget uafklarede, men ganske velopdragne og var fra 7-9 år.
af Teatret Zeppelin & Teatret Masken
MEDVIRKENDE: Medvirkende: Petrine Agger, Theresa Hedelund, Josefine Glæsel. SANGE/DIGTE: Tove Ditlevsen (Forlag: Gyldendal)
INSTRUKTØR: Lene Skytt
DRAMATURG: Anne Nymark & Mie Brandt
SCENOGRAF: Allan Frausing
DUKKEMAGER OG -KONSULENT: Rolf Søborg Hansen
PRODUKTIONS- OG BYGGELEDER: Per Aagaard
LYDDESIGNER OG KOMPONIST: Rasmus C. Månsson
(Komponist på ‘Længsel Mod Sommeren’: Theresa Hedelund Jensen)
LYSDESIGNER: Jim Falk
Pressefotos: Ingrid Riis
Tusind tak for besøget og for anmeldelsen!
Vi har tidligere skrevet en del om det børnesyn, der præger Teatret Zeppelins forestillinger. Livet indeholder gode stunder, og det indeholder svære stunder. I Teatret Zeppelins forestillinger skærmes man ikke for det mørke, men man kan være sikker på, at forestillingerne altid også indeholder lys og håb for fremtiden og ansporing til en tro på egen styrke og værd. I TOVE som fastholdelsen af troen på sine evner, at lære at finde en værdi i mørkestemmen, og i morens udvikling mod at anerkende og forstå Toves passion.
Man kan læse mere om Teatret Zeppelins børnesyn og omtanke for målgruppen her: www.zeppelin.dk/omtanke/
Tak for din replik. Forstår godt, hvad I vil, men synes, at det afskrækker mere end tiltrækker børns (og voksnes) opmærksomhed.
Simpelthen så dejligt endelig at se teater til børn der ikke var bange for at gå ind og røre ved de svære følelser og ikke veg tilbage fra faktisk at mene sorgen, frustrationen, vreden. Kæmpe tak for at turde dette, min datter på 7 elskede stykket, det samme gjorde jeg selv. Gid der fandtes mere af denne slags, hvor det hele ikke drukner i skabelonkarakterer, onkeljovialitet og mølædte falde-på-halen-indslag.
Det glæder mig, da jeg fandt forestillingen ganske sørgmodig.