∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre” på Kunstmuseum Brandts i Odense.
Udstillingen kan heldigvis endnu opleves – til og med 15. januar 2023.
Lettilgængelig og æstetisk charmant udstilling med noget så smittende som Toulouse-Lautrecs litografier skabt i slutningen af 1800-tallet. Udstillingens hovedkerne er de meget berømmede plakater og andre litografier, alle lånt fra samme museum: Museé d’lxelles i Bruxelles. Udstillingen er i øvrigt blevet til i samarbejde med Institut für Kulturaustausch, Tyskland.
Det raffinerede ved udstillingen er dog, at selv om Toulouse-Lautrec synes at dominere hele udstillingen, så er der adskillige værker af andre kunstnere og kunsthåndværkere, som er med til at sætte tiden omkring 1900 i relief. Et interessant supplement er ikke mindst parisiske fotografier og kunsthåndværk fra samme periode. Tilsammen skaber genstandene en stemning og fuldender indtrykket af Fine de Siecle og La belle Époque, som er betegnelser, der bl.a. er påklistret alt det, som skete i årene op til århundredskiftet, ikke mindst med Paris som centrum.
Flere, også danske, museer bidrager med genstande. Men det er nu de ofte kendte pariserfotografier som sammen med de helt igennem fascinerende plakater og andre litografier fra Lautrecs hånd, sammen med Alphonse Muchas plakater, der befordrer oplevelsen.
På Brandts er installationen gennemtænkt og meddigtende. På farvede vægge bliver det næsten som at skrue tiden tilbage til dengang, hvor automobilen ikke fandtes, men underholdningen og behovet for at blive underholdt var i top. Der var et selskabsliv i Paris, som vist kun kan sammenlignes med, hvad der skete i Berlin nogle årtier senere op mod Anden Verdenskrig.
Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901) var og er en legende. En kunstner, der fra barnsben havde vækstforstyrrelser, så hans ben ikke voksede så meget. Han forblev en lille mand, der med familiens støtte og penge blev uddannet i Paris og kunne leve på Montmartre fra han var 20 år til han kun 37 år gammel døde i 1901.Der blev han en væsentlig del af hele det berygtede kunstnermiljø.
En af hans lærere var Bonnat, samme kunstner som Krøyer også frekventerede i Paris, og som vel prædikede en vis klassisk forståelse, samtidig med, at impressionisterne var i fuld gang med at revolutionere hele billed- og kunstopfattelsen.
I det meget velskrevne katalog, som på alle måder også grafisk lever op til udstillingens fremtrædelsesform og datidens æstetik, beskrives, at Toulouse-Lautrec både iagttog og selv blev en del af hele den fornyelse af billedkunsten, der, med Paris som omdrejningspunkt, skabte en kunstnerisk forandring og nærmest revolution.
Toulouse-Lautrec var en genuin plakatkunstner, og det blev en acceptabel metier. Plakaterne blev ophøjet til samlerobjekter, og der åbnede ligefrem plakatgallerier etc. Hurtigt blev Toulouse-Lautrec beundret for sine evner. Det er stadig indlysende at se, hvordan Toulouse-Lautrec skubber til proportioner og billedfeltets rammer for at skabe dynamik og bevægelse. Også farveholdningen er interessant og rammer stadig en moderne iagttager med en varm og følelsesladet udstråling.
På udstillingen og i kataloget er der fine præsentationer af de forskellige kunstnere, som var aktive i Paris i de år. På udstillingen vises bl.a. en film med den helt igennem enestående danserinde Loïe Fuller, der med silkestoffer kunne bevæge sig i de smukkeste attituder, bl.a. i ”Danse serpentine” fra 1897. Det er bare så moderne, endnu!
Også skuespilleren Sarah Bernhardt og cabaretstjernen Jane Avril, to vidt forskellige kvindelige kunstnere, får ord og billeder med på vejen.
De danske kuratorer dykker i kataloget ned i forskellige emner. Linnea Mølbak Szilas tager hul på den dobbelthed, som lå i datidens kvindesyn. På den ene side blev kvinder, der var udøvende kunstnere beundret som f.eks. Sarah Bernhardt. Samtidigt var kvinden fortsat slave af mandens behov. Ikke mindst den ”udsatte” kvinde blev skildret af flere kunstnere og også af Toulouse-Lautrec i afbildningerne af bordellernes kvindelige tjenerinder.
Også den nye trend omkring århundredskiftet, japanismen, beskrives og sættes i relation til Toulouse-Lautrec. Dette aspekt er i øvrigt blevet mere og mere undersøgt i de seneste år på udstillinger, men her i Odense-kataloget er der en forholdsvis kort og konkret introduktion til begrebet, skrevet af Marie Laurberg.
Udstillingen er veldrejet og mere end værd at se og altså også at køre til. Men når man ikke frem til Odense inden slutningen af januar, er kataloget meget anbefalelsesværdigt.
www.brandts.dk