∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tornerose som ballet på Operaen.

Repremiere på Det Kongelige Teater.

Den Kongelige Ballet har netop fået ny balletchef, Amy Watson. Men ansvaret for repertoire og måske også besætningen ved denne Tornerose-repremiere ligger nok et sted midt imellem den afgående og den nyudnævnte balletchef, så der er ikke andet at sige end: Hvor bliver det spændende, når Amy Watson selv sætter  et aftryk, der kan løfte korps og solister samt først som sidst præsentere et repertoire bestående af velvalgte klassikere og nye udfordringer.  Og meget gerne på et danseniveau,  som vi kendte og anerkendte år tilbage på Kongens Nytorv.

Denne onsdag aften var det korpset, der dominerede, og det er problematisk, for ”Tornerose” er en ballet, der har overlevet på de mange passager af bravur- og stjernedans, som Tjajkovskij og Petita gav plads til fra premieren i St. Petersborg i 1890.

Kongens Nytorv  og Gamle Scene er også vigtige,  for det virker forkert at danse ”Tornerose” på Operaen. Selvfølgelig er der plads til flere publikummer, men stemning og sceneformat harmonerer ikke med historien. Det synes heller ikke indlysende med denne engelske version fra 2010 af Christopher Wheeldon, scenografi af Jérôme Kaplan, mens malerier i optakten er af  Manuel de los Galanes.

Scenografi og til dels kostumer har en vis engelsk dekadence midt imellem ren solkongeæstetik og en mærkelig forvredet symbolisme fra omkring 1900, der lige nu i fulde drag kan opleves på Ordrupgaard. Dvs. sfæriske væsener, lidt djævelskab og masser af nymfer – i dette tilfælde i ingenmandsland på den store scene.

Sådan opleves det i den 2010-version, der afløste en skattet version tilbage fra 1990erne og flere gange tidligere. ”Tornerose” er takket være både Petipas trin (hvor mange er tilbage?) og Tjajkovskijs toner blevet en del af ballethistorien.

Ifølge balletekspert Alexander Meinertz  har Wheeldon her i 2025 modereret bl.a. rammehandlingen, hvor nu kun et par umotiverede projektioner på fortæppet giver publikum fornemmelse af blandingsæstetikken: 1600-tallet og slut-1800-tallet.

Når ”Tornerose” rangerer som en af de ”store” balletter, skyldes det i dag Tjajkovskijs musik, der er varieret, fuld af overraskelser og lægger op til eminent bravurdans – hvis de rette dansere altså er sat på programmet.

Der skal noget ekstra til for at give musikken (og kapellet) et push tilbage – også til publikum. Men de dansere, som nogle aftener giver de udvalgte scener en ekstra dimension var ikke sat på denne onsdag aften. Ingen navne skal nævnes.  Kun Ballettens egen Ryan Tomash gjorde sit til, mod slutningen, at aftenen ikke var helt spild. Smukke spring, svæven i luften, så det var en fryd.

Ikke mange ord om den ret kedelige historie, men hvornår bliver det forbudt på en teaterscene at vise såkaldt arrangerede ægteskaber med passende bejlere etc.,  inviteret af forældrene?  Hvem føler sig ikke krænket?

Tjajkovskijs musik varede oprindelig ca 4 timer. Nu er der to timer tilbage til et utal af divertissementer og dans og samtidigt mange cirkulationer etc.

For at danse „Tornerose‟ hjem i dag, 2025, er der brug for  perfektion, udstråling og stjernestøv.  Sådan var det vel ved hofferne om det var hos Solkongen eller den sidste Zar, men sådan blev det ikke denne mørke onsdag aften, hvor Balletkorpsets enkelte medlemmer ikke greb chancen for at skinne igennem.

Det hele blev pænt; lysmanden var som vanligt ikke på dupperne, og mens kapellet spillede på bedste internationale vis med lange pauser, var publikum slet ikke klappemæssigt gearet til at fylde tomrummene ud. Tværtimod. Kun Ryan Tomash mod slutningen viste det dansemæssige overskud, som et trofast balletpublikum altid higer efter at opleve.

Kapellet i orkestergraven spillede følsomt, mens dansen på scenen var mere gold.

Snart og heldigvis kommer nye udfordringer til Balletten, og der er kun at håbe på, at korpset og ikke mindst damerne griber chancen og viser, at de tilhører den verdensklasse, som teatret selv ser dem som en del af.

Koreograf: Christopher Wheeldon efter Marius Petipa. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Iscenesættelse: Christopher Wheeldon med Jared Angle, Caroline Cavallo, James Clark, Ann Kolvig (børn), Kizzy Matiakis, Claire Still, Anna Trevien, Jillian Vanstone og Amy Watson. Scenografi: Jérôme Kaplan. Malerier: Manuel de los Galanes. Lysdesign: Mary Louise Geiger. Videografik: Lennart Wåhlin/Beacon Digigobos

MEDVIRKENDE: Dansere fra  Den Kongelige Ballet, børn IKKE fra Den Kongelige Balletskole,  en solodanser, Ryan Tomash.