∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tjener for to herrer på Skuespilhuset.
Underholdende, vittig og velspillet, opdateret italiensk komedie fra 1700-tallet spillet på Det Kongelige Teater.
Jeg mindes ikke at have leet så meget i Skuespilhuset. Og det er både skuespillerne og instruktøren, Viktor Tjernelds, fortjeneste, at forestillingen lykkes over al måde. For ikke alene har Tjerneld selv bearbejdet og moderniseret den gamle tekst fra 1740erne, han er også garant for, at alle skuespillere yder deres ypperste eller mere til, herunder også de yngre, mindre prøvede kræfter.
Det er en fryd, at løjerne holdes stramt, og kun hovedpersonen, tjeneren Truffaldino, spillet med stort sprogligt som fysisk overskud af Andreas Jebro, får lov at improvisere og fjolle.
Måske bygger Jebro videre på sin gennembrudsrolle på Aarhus Teater som Erasmus Montanus i Christian Lollikes iscenesættelse af Holbergs stykke.
Den italienske dramatiker Carlo Goldoni skrev sine komedier i midten af 1700-tallet til et par teatre i bystaten Venedig, der stadig havde mange operahuse samt ikke mindst en karnevalstradition. Goldoni ønskede egentlig at gøre op med Commedia dell’Artens fastlagte stereotyper og improvisationer, men i dette tidlige stykke står han med et ben i hver lejr – og paradoksalt nok er det netop hans mest berømte værk.
“Tjener for to herrer” har både de fastlagte figurer og glimt at realisme og nedskreven tekst, præcis som det også kendes fra Molières komedier fra 1600-tallet og vores egen Holberg, der er lidt ældre end Goldoni. I øvrigt endte Goldoni sine dage i Paris og døde i 1793 i fattigdom i det urolige Frankrig.
Forestillingen på Det Kongelige Teater har sin egen sjæl og vilje og er på moderne vis, men meget delikat, indpakket i lyserød, fed silke med kraftige rokoko-allusioner samt ikke mindst det åh, så moderne at der er byttet lidt om på kønnene. Den gamle fader, Pantalone, spilles sjovt og vittigt af Tina Gylling Mortensen i højrød herredragt med kridhvid fransk paryk, mens Niels Ellegaard faktisk er Brighella og giver en ubetalelig kvindelig værtshusholder med stor kjole og højt liv. Her går den drevne revyskuespiller til biddet og spiller stramt, vittigt og som alle andre med et vidunderligt overskud og kan derfor modtage den applaus og latter, som publikum kvitterer med hen igennem hele forestillingen.
Historien har et par parallelspor, der kendes fra både Molière og Holberg, som med årtiers afstand beskrev de samme tendenser i samfundet: den gamle nærige fader vil gifte sin unge datter til det forretningsmæssigt bedste parti. Men ak og ve, datteren elsker en anden, en ung mand. Naturligvis er der spejling i tjenerstanden, hvor Truffaldino elsker tjenestepigen Smiraldine. Hele historien handler i denne opdaterede version mere om at stige til vejrs i samfundet og tjene nogle penge. For hvordan gøre tilbedelser, når man er sulten og ikke ejer en reje. Løsningen er vel at have to jobs – altså tjener for to herrer.
Meget af teksten er nyskrevet og handler om at klatre op ad karrierestigen med alle de tåbelige ord, som findes i managementbøgerne. Det er som at læse Børsen eller en lørdagsavis, hvor mange annoncer for efteruddannelse eller lign. lover guld og grønne skove. Samtidig er diskussionen om social ligestilling og at yde sit bedste etc. yderst relevant i dag – måske mere nu end dengang i Italien eller i Frankrig på Molières – og siden Goldonis tid.
Forestillingen kunne være endt i en skuespillermæssig katastrofe, men instruktøren holder alle i stramme tøjler.
Derfor fortjener alle skuespillere at blive nævnt: Andreas Jebro, Sara Fanta Traore, Tina Gylling Mortensen, Thomas Mørk, Peter Zandersen, Laura Skjoldborg, Magnus Haugaard, Niels Ellegaard og Christine Gjerulff.
Scenografen Franciska Zahle har skabt en effektiv, næsten neoklassisk spillescene (fra begyndelsen af det 20. århundrede) med obligatoriske døre og trapper, men synd at teatret ikke har ofret penge på at male stilladsvæggene indvendigt også – det kan ikke være nogen pointe, at det fremstår så sjasket, når kostumerne er så fine og overdådige i en imponerende balance imellem rokoko, klovneri og drag.
Afviklingen af lys og lyd på Det Kongelige Teater er ofte overraskende uopfindsom og ringe i forhold til mange mindre scener. Sådan er det også denne gang. Mærkeligt.
Programmet til forestillingen er slet ikke på højde med forestillingens kunstneriske overskud, men har bidt sig fast i, at instruktøren vel på et tidspunkt har talt om filosofi og økonomi. En håbløs skolemesterartikel med mærkelige kommaer gennemgår forskellige teorier om samfundsøkonomi.
Det havde været bedre med en artikel om instruktørens hidtidige virke, som bl.a. indeholder et par meget spændende produktioner på Mungo Park, eller forestillingen indsat i en ramme om kampen imellem kapital og kærlighed eller: hvad kan klovneelementet tilføre en seriøs diskussion om økonomi og social opstigen eller lighed.
Som skrevet flere gange: Det Kongelige Teaters balletafdelings programmer er formfuldendte med de rette oplysninger. Lær af denne afdeling.
Til oplysning: Carlo Goldoni 1707-1793, Hovedværker: Tjener og to herrer og Mirandolina
Iscenesættelse og tekst: Viktor Tjerneld
Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle
Musik: Daniel Fogh
Lysdesign: Anders Kjems
Oversættelse: Peter Dupont Weiss
Medvirkende:
Andreas Jebro / Truffaldino
Sara Fanta Traore / Beatrice
Tina Gylling Mortensen / Pantalone
Thomas Mørk / Doktore
Laura Skjoldborg / Clarice
Magnus Haugaard / Silvio
Peter Zandersen / Florindo
Niels Ellegaard / Brighella, kroværtinde
Christine Gjerulff / Smiraldine