Menu Luk

Tivolirevyen 2023.

 

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tivolirevyen 2023.

Ambitionerne er høje, forventningerne ligeså, og så er der det med konkurrencen? Kan man klare kappestriden med de andre sommerrevyer?

De store og dyre sommerrevyer er altid en satsning, og når Tivoli nu har åbnet Glassalen for Lisbet Dahl, James Price og co. er der noget at leve op til, ikke kun historisk.

Tivolirevyen, 2023. Andreas Bo, Lisbet Dahl og Nicolai Jørgensen. tegning af Claus Seidel.

Skuespillerne fejler ikke noget. Lisbet Dahl er i sit gamle es og får god, men ikke ligeværdig opbakning af de fire skuespillere og aktører: Nicolai Jørgensen er ny på en revyscene og et spændende bekendtskab. Han kan det meste, tale, synge, agere – hvad han også har vist i seriøse roller på teatrene i de seneste år – bl.a. som Jean de France.

Tivolirevyen 2023. Nicolai Jørgensen. Foto: Camilla Winther

Carsten Svendsen er et revyfund, og det har han været i de seneste mange år, men han skal have gode tekster og må ikke løbe løbsk. Det samme med Andreas Bo, der er en eminent imitator af de fleste personer, fra politikere til popsangere, også det får han vist i et ganske sjovt nummer, som dog synes lidt retro. Men en lille parodi på musikeren og sangeren Lucas Graham er bare så vittig.

tivolirevyen 2023. Andreas Bo som Lukas Graham. tegning af Claus Seidel.

Sidste skud på revystammen er standup-eren Linda P (etersen).  Hun er vant til at være sjov og selv skrive teksterne. Nu skal andres tanker formidles. Klogeligt underspiller hun hele vejen igennem, men mangler dermed den pondus og de nuancer, som gerne skulle være modvægt til revyens ankerkvinde, Lisbet Dahl.

Tivolirevyen 2023. Linda P og Carsten Svendsen. tegning af Claus Seidel.

Med årsaktuelle numre som uroen i kongehuset kommer revyen godt i gang, her formidlet af Nicolai Jørgensen som kommunal, københavnsk familieterapeut. Meget fint og originalt med tekst af Vase og Fuglsang. Lizette-sagen er naturligvis også med, og Lisbet Dahl rammer på kornet i Leif Maiboms tekst og James Prices musik.

Andreas Bo er derimod ikke hjulpet af hverken kostume eller instruktion i en ellers uhyggelig monolog om statsministeren i terapi. Hun er frustreret og klemt i en trepartsregering.  Kunne være blevet rigtig god med James Prices tekst. Og det var ikke Andreas Bos skyld. Forkert kostume, forfejlet instruktion.

Tivolirevyen 2023. Andreas Bo. Foto: Camilla Winther

 

Lidt politik er der også i Lars Lykke-monologen, der her er splittet op i to personer. Det er faktisk ærgerligt, for Lisbet Dahl har altid brilleret som lille Lars fra Græsted. Nu er figuren, igen uden rigtig god maskering og velsiddende kostumer, splittet op i Privat-lars, spillet af Linda P og Politiker-lars, Lisbet Dahl. Ideen er rigtig, men kommer ikke i hus i tekst af Carl-Erik Sørensen.

I en revy med politiske hints er det netop maskeringen, der er det sidste, ekstra plus når teksten og skuespilleren har klaret hurdlerne. Her svigter årets Tivoli-revy fatalt. Gad vide hvorfor? Med et 7-mandsorkester er der allerede skruet op for udgiftsbudgettet.

Musikerne er flot anbragt på bagscenen, men desværre kunne jeg ikke se kapelmesteren James Price fra min plads. Han er altid et hyggeligt element – og fik da også spillet i hus det gamle scoop med Lisbet Dahl som humørbomben, der vel oprindelig var en karikatur på Marianne Jelved. Pæn dame i blomstret kjole med håndtaske. Hun er fuld af sex og humør, siger hun selv, mens vi andre nok har svært ved at se det i hendes forkvaklede tja tja tja dansetrin.  Nummeret var fint placeret lige før pausen.

Tivolirevyen 2023. Lisbet Dahl. Foto: Camilla Winther

 

Er der noget instruktøren Lisbet Dahl kan, så er det nemlig at skabe et flow i en revy og måske også smide numre ud og forkorte. Der var faktisk flere tekster, der godt måtte have været længere. Irma-sketchen bl.a. var ekstremt afstumpet, hvor en laset 128 år gammel Irmapige blot siger nogle få ukvemsord til alle krukkerne, der køber ind i Lidl og Rema 1000, men hele tiden taler om Irma. Her manglede ro og tillid til teksten.

Tivolirevyen 2023. Carsten Svendsen. Foto: Camilla Winther

Dansepigerne er heldigvis ude i denne revy, og det er en befrielse. Men et langt hyldestnummer til Lisbet synes ganske malplaceret. Hvad skal det til for i Tivoli?

Tivolirevyen 2023. hele holdet: Nicolai Jørgensen, Lisbet Dahl, Carsten Svendsen, Linda P og Andreas Bo. Foto: Camilla Winther

Alt i alt er det en revy, der ikke tager et tigerspring ud i fremtiden, men heldigvis har renset ud i flere gamle unoder.

 

Dog må det undre, at der ikke er lagt mere omsorg i scenografi, kostumer og maskeringer.  Heller ikke lyssætningen var god for de mærkelige, brune gardiner på scenen.   Men det kan der vel rettes op på. Hvem ved, om der var premierefeber og lidt for hurtige skift og glemt lyssætning?

Årets Tivolirevy lægger sig i rækken af uendelig mange tidligere revyer fra 1884 og frem.  Og når roen er faldet på, lyset er i hak, og maskeringerne få mere tid og finish, kan revyen efter et par dage godt blive et velkørende pusterum midt i den gamle Tivolihave, hvor restaurationspriserne vist er på himmelflugt. Men det er en anden historie.

 

Tivolirevyen:

Instruktion: Lisbet Dahl

Medv:

Lisbet Dahl, Linda P., Andreas Bo, Nicolai Jørgensen og Carsten Svendsen.

Kapelmester m.m. James Price

Scenograf: Rikke Juellund

Assisterende instruktør: Line Kromann.

www.tivoli.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *