∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Tilløkke Otto – gæstespil på Hippodromen.
Forestillingen burde være en koncert, for Jesper Lohmann kan synge, men når aldrig frem til personen Otto Brandenburg.
I slutningen af 1990erne mødte jeg en sen eftermiddag Otto Brandenburg i Radiohusets kantine. Jeg kendte ham næsten ikke, men ”Hej”, sagde han, ”sæt jer ned, for jeg er så glad i dag!” Og i de næste par timer drak jeg flere kopper kaffe, mens min datter på ca. 10 år fik uendelig meget slik, det hele på den gavmilde Ottos regning. Otto fortalte: Han havde samme dag fået en check på 50.000 kr for royalties, som han oprindelig var blevet snydt for. Han havde været på rejse, og ved et tilfælde opdagede han, at ude i Australien sad folk og så Otto i fjernsynet. Og så var det bare om at indkassere royalties. Otto Brandenburg kunne man ikke sige nej til. Han var tindrende charmerende med sit foroverbøjede hoved, lavmælte københavnerstemme og milde blik. Oveni var han blevet en rigtig god skuespiller, ofte benyttet af Radioteatret og såmænd også på andre, levende scener.
I pausen på “Tilløkke Otto” viste det sig, at de fleste premieregæster havde deres personlige oplevelser med den gavmilde og charmerende Otto.
Selvfølgelig har Jesper Lohmann hverken min eller de andres historier med i showet om Otto, men han når desværre ikke på noget tidspunkt i nærheden af mennesket Otto – og måske heller ikke kunstneren: denne sammensatte person, født i meget almindelige kår, gennemmusikalsk og på et tidligt tidspunkt begyndt at synge pop, rock og hvad det ellers hed. Karrieren gik hurtigt og fik nogle ups and downs, men Otto var som en korkprop – eller var det hans talent? I øvrigt evnede han heldigvis at leve et forholdsvis sobert liv, i perioder.
“Tilløkke Otto” er Jesper Lohmanns projekt. Og Ottos repertoire ligger lige til Lohmanns sideben. Ligesom Otto kan Lohmann vrikke, twiste og tildels synge sig ind i pigehjerter, men Otto genopstår bare ikke.
Jesper Lohmann har vist selv skrevet den næsten ikke-eksisterende, gennemgåede tekst, og desværre er der en replik, som gentages i det uendelige: ”Hold da op” – sagt ud til publikum med et smil. Første og anden gang er det ok, men siden bliver det trættende og kommer til at stå i vejen for mere indholdsrige sætninger, som kunne afdække lidt af historien om Otto. For den vil vi faktisk gerne høre. I stedet får vi en meget velsyngende Jesper Lohmann. Godt ser han ud, som han står foran det unge firmandsorkester med masser af guirlander i baggrunden. Scenografen Camilla Bjørnvad har skabt et 1960ermiljø og fundet trompetbukser og sweatre frem. Folk var jo pæne og nystrøgne dengang, når de skulle optræde. Sådan er det levende orkester også. 4 pullover klædte ungersvende, der spiller, så det er en lyst, men der er ikke megen respons fra dem, selv om Jesper Lohmann mange gange lægger op til dialog med både sal og orkester.
“Tilløkke Otto” burde med det forhåndenværende materiale, dvs. et velspillende orkester, en supersyngende Jesper Lohmann og en lidt forvirret, næsten ikke eksisterende tekst, have været en koncert. En nostalgisk koncert, hvor nummer efter nummer kunne fyres af. For med den gammeldags mikrofon i hånden mestrer Lohmann sangene.
Der er både engelske popsange og twistende toner fra 1950erne og 60erne – og selvfølgelig dundersuccessen, som blev nummer sjok i Melodi Grandprix, 1960: ”To lys på et bord”. Også de så kendte sømandsviser, hvor ikke mindst ”Alle sømænd er glade for piger” stadig er sjov, men i dag vel “no go” i disse #Metoo tider.
Susanne Breuning står som instruktør, men har nok ikke haft styrke til at flytte forestillingen over til en ren koncert. Men der er tid endnu, og så står Jesper Lohmann snildt til 4 stjerner eller mere.
Tilløkke Otto er produceret af J MAN PRODUCTION i samarbejde med NørregadeTeatret i Maribo.
Instruktion: Susanne Breuning
Medvirkende: Jesper Lohmann samt trio under under ledelse af Mathias Grove Madsen.