5 stjerner til instruktør, scenograf og skuespillere – meget få til dramatikeren.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tid til glæde på Nørrebro Teater.
Familieportrætter, der kunne være sjove og rammende, ender i udstrakt kedsomhed.
Den norske dramatiker Arne Lygre er en omstændelig skribent. Det viste han allerede i stykket ”Jeg forsvinder” – spillet på Det Kongelige Teater lige midt i corona-halløjet. Replikkerne gentager sig hos Lygre i en uendelighed, og historierne bevæger sig i musetempo hen mod ingenting og bliver dermed uinteressante.
Mange af de svagheder og uendelige gentagelser, som findes i ”Tid til glæde” var allerede mere end markante i ”Jeg forsvinder”.
Arne Lygre kredser om menneskelig eksistens og sameksistens og i denne omgang om familiens trivsel. Det sker igen med et kraftigt sideblik til de gamle absurdister, ikke mindst Beckett, bl.a. ”Glade dage”. Men også Ionesco lurer, for hans personer præsenterer sig jo for hinanden, bl.a. ægteparret i ”Den skaldede sangerinde”. Det var dengang for mere end 70 år siden.
Der er gået en rum tid, og de store dramatikerforbilleder er gode at have in mente, men man skal ikke kopiere dem.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har, så vidt jeg kan se, gjort et helt eminent arbejde og fået alle skuespillere til at gå ind i den lilleputverden af en boble, som Lygre ønsker. Med hjælp fra scenografen Laura Rasmussen fastholdes to forskellige selskaber, to familier i hver sin klare farveskala, først blå, siden rød – og scenen er heller ikke ueffen, et kunstigt hedelandskab, siden et lille, stramt rum. Flot og i den grad i overensstemmelse med instruktionen. Også skuespillernes loyale accept af teksten er imponerende.
Med en helt uovertruffen Tina Gylling Mortensen som det venlige moderdyr afvæbnes tekstens mange irritationsmomenter langt hen ad vejen. Men hun alene kan ikke redde forestillingen, selv om hun er omkranset af et imponerende flot ensemblespil.
Men hvor bliver det kedeligt og forudsigeligt, når historien trækkes ud og ud. Først handler det om familierelationer, en moder og hendes to børn, tvillinger. De mødes, men andre kommer til med større problemer. Et fraskilt par etc. Da svenske Lars Norén var i sine tidlige velmagtsdage i 1980erne, kunne han på en langt mere klar og raffineret måde beskrive dette had/ kærlighedsforhold slægtninge imellem i en moderne borgerlighed.
I anden del er rollerne nye og for at gøre det mere besværligt – kønnene er til dels byttet om, og nu flyder det hele. Det er som om Lygre er frygtelig bange for ikke at være moderne, hvis det altså ikke er instruktørens påfund. Kender ikke tidligere opsætninger.
Kort sagt: det, der kunne have været et interessant nutidssnapshot af familieliv, ender som en ørkenvandring i gentagne replikskifter og forudsigelighed.
Synd og spild af gode kunstneriske kræfter på Nørrebro Teater. Opfordring: find en mere interessant tekst næste gang.
( beklager billedkvaliteten, men det er teatrets pressebilleder)
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Manuskript: Arne Lygre
Oversættelse: Julie Maj Jakobsen
Scenografi & kostumer: Laura Rasmussen
Lyddesign: Mathias Friis-Hansen
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Koreografi: Esa Alanne
Medvirkende: Sarah Boberg, Peter Christoffersen, Brian Hjulmann, Christiane Gjellerup Koch, Johannes Lilleøre, Tina Gylling Mortensen, Katinka Lærke Petersen, Jacob Weble & Mathias Friis-Hansen.