3 stjerner, 4 til skuespillerne og 2 til instruktør og dramatiker.
Anmeldelse af Ulla strømberg.
The Wave of Shit på Husets Teater.
Ny dansk dramatik med engelsk titel på Husets Teater er desværre en skuffelse, selv om det begynder godt.
Vi er i et lille, bitte køkken, hvor de tre skuespillere hver især fortæller, hvor dødssygt livet er, ikke mindst i et køkken, hvor der skal arbejdes eller ikke arbejdes. De tre er i begyndelsen klædt i grå joggedragter, den generelle arbejdsuniform under Coronaen, og sådan er det vel også med køkkenet som arbejdsplads. Det er kort sagt en aktuel historie på baggrund af en generel tristesse. Livet er noget skidt.
Men historien udvikler sig ikke, og de tre aktører taler aldrig sammen. Dramatikeren, Caroline Malling Jørgensen, evner på intet tidspunkt at skabe så meget som antydning af dialog. Det er enetaler, og så vil jeg langt foretrække gamle Becketts ”play”, ”Spil”, hvor aktørerne er placeret i krukker og taler i munden på hinanden.
Teksten er en lang ophobning af det dårlige ved livet, samfundet, eksistensen. Men midtvejs skifter stemningen dog, og pludselig er problemet, at de tre er middelmådige mennesker. Sproget ændrer sig også: fra at have været ret unuanceret gadesprog bliver det halvdårligt kancellisprog – på en mærkelig måde. Det virker, som om dramatikeren ikke helt har styr på sit sprogbrug. Det er i hvert fald ikke så sjovt at lytte til, selv om man dropper ønsket om dialog og blot accepterer, at de tre skuespillere bare skal tale og råbe ud i rummet og kaste sig ud i rollespil.
Skuespillerne slider i det, men deres indsats er en bedre sag værdig, Stine Gyldenkerne, Gry Guldager og Peter Høgsbro. Det er mærkeligt, at de ikke har gjort oprør mod dramatikeren og instruktøren Maria K. Sunesen, der vel også har medansvar for forestillingens manglende fokus, rytme og udvikling. Det bliver til en række ”øvelser” fra en drama school, for der skriges fra andet sekund og ganske umotiveret. Vreden eller angsten over for det ukendte bygges ikke op, hvorved instruktionen synes meget disharmonisk og dermed ulogisk. Eller også er det ønsket at vise en kæde af rollespil, men det har vi faktisk oplevet lidt for mange gange før.
Ærgerligt, ærgerligt. For selvfølgelig er der nok at være sur og vred over i tilværelsen, social ulighed og for høje priser på en latte f.eks. Men dramatikerens udsyn synes alene at være forankret i en ung persons oplevelser med at bo i en andelslejlighed med støjende naboer oven over. Det er ganske genkendeligt og også en ærgerlig situation at befinde sig i, men teater bliver det altså ikke af den grund. Så selv om det er helt legitimt at skrive ud fra sin egen virkelighed her og nu, og 98 procent af alle forfattere gør det, skal der noget ekstra til.
Caroline Malling Jørgensen har gået på dramatikeruddannelsen og er ovenikøbet prisbelønnet. Det er ikke første gang, at jeg er stødt på dramatikere, der bliver inden for monologens rammer. Så måske er det mig, der er for krævende, når jeg beder om dialog og interaktion hævet over banalt rollespil.
Og lige til sidst – hvorfor skal titlen være på engelsk?
I øvrigt er det en co-produktion imellem Husets Teater og ”The Wave of Shit”, der har fået en del fondsmidler til produktionen. Hvorfor har Husets Teaters folk, der har stor kunstnerisk viden og erfaring, ikke grebet ind?
Medvirkende: Stine Gyldenkerne, Gry Guldager & Peter Høgsbro
Dramatiker: Caroline Malling Jørgensen
Instruktør: Maria K. Sunesen
Scenograf: Simon Witzansky
Scenografisk assistent: Godot Stangerup
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Lysdesigner: Christian Vest Berntsen
Co-Produktion: THE WAVE OF SHIT & HUSETS TEATER