Menu Luk

The Phantom of the Opera. Det Ny Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Phantom of the Opera på Det ny Teater – igen.

Titlen på den succesrige musical har en næsten magisk klang. Men ”the Phantom of the Opera” kan også splitte befolkningen: er man for eller imod.  De fleste er for, det vidner både salgstal i Danmark og i udlandet om. Musicalen havde urpremiere i 1986 i London og kom til Danmark på Det Ny Teater i 2000. Siden har 600.000 sjæle  set musicalen herhjemme og på verdensplan 140 millioner!

Flere tal fra statistikkerne kan imponere, nu hvor Det Ny Teater, med den driftige direktør Niels Bo Valbro, igen tør satse adskillige millioner kroner på en genopsætning:

I alt 100 mennesker er beskæftiget med forestillingen hver aften, 60 på scenen 40 bagved. Mere end to km stof er blevet brugt til draperierne. Og i øvrigt er de flotte kostumer og 100 parykker i fuld overensstemmelse med tidligere produktioner, for det er en form for konceptproduktion. Alt er copyright’et.

Men sangerne og musikerne må hver aften skabe den nødvendige stemning, som skal hensætte publikum i både betagelse, begejstring, medlidenhed, sorg og varme følelser over for de elskende, som trods alt får hinanden.

The Phantom of the Opera. Pressebillede. Det Ny Teater.

Hvor?

Historien foregår på verdens mægtigste teater – Pariseroperaen – i dag kendt som Opera Garnier, der stod færdig 1876, næsten samtidig med at vi herhjemme fik Dahlerups Gl. Scene og såmænd også Pantomimeteatret i Tivoli.  Dengang var der stil over det, og den store opera i Paris rummer fortsat alt, hvad hjertet kan begære  af magi og mystik. Ærgerligt nok bruges bygningen i dag primært til balletforestillinger, og så kan man komme på en hurtig rundvisning i dagtimerne.

Men tilbage til dengang i slutningen af forrige århundrede, Fin de Siecle, hvor historien om Genfærdet, divaer, direktører og andet godtfolk udfolder sig. Et spøgelse huserer oppe under taget og andre steder i huset. Den nye, unge sangerinde indfanges af ham, og så handler det ellers om, hvordan hun slipper levende fra jerngrebet og alligevel kan få sin elskede, der naturligvis er greve.

The Phantom of the Opera. Pressebillede. Det Ny Teater.

Ved at lægge historien på et teater kommer der naturligvis de flotteste optrin – både et kostumebal og et par indlagte operascener  i næste ufatteligt og overdådigt udstyr. Og her ses faktisk den ægte vare, dvs. illusionsteater, som publikum elskede det dengang – og nu!  En mangelvare i dag, hvor det meste scenografi skal være dekonstruktivistisk og fragmentarisk.

Men selv om det visuelle er imponerende, er The Phantom of the Opera ikke mindst musik, som løfter publikum igennem den lidt banale historie.  Komponisten Andrew Llyod Webber har forstået at placere de mest sentimentale og bevægende klange de rigtige steder. Så lukker man øjnene, kan handlingen alligevel følges. Sådan skal det være.

 

Sangerne gør det upåklageligt. Det er et nyt hold, men alligevel for et musicalpublikum forholdsvis kendte folk med Tomas Ambt Kofod som fantomet og den unge Sibylle Glosted som Christine. Hendes elskede synges af Christian Lund, mens  Louise Fribo er den ældre, forsmåede sangerinde. Niveauet er højt  og kan klare enhver sammenligning med en international produktion. Hatten af for Det Ny Teater, der på privat basis holder liv i en klassisk musiktradition og bruger danske kræfter.  Imponerende, at det gang på gang lykkes for Det Ny Teater at satse stort og tillige fastholde og udvikle en dansk, klassisk musicaltradition.  Det er også interessant, at flere af sangerne nu kommer fra Musicalakademiet i Fredericia.

 

Med denne repremiere og nye besætning på The Phantom of The Opera er der dømt internationalt niveau med danske kræfter på Det Ny Teater – og selv gamle operaelskere kan godt gå ud på  Vesterbro og glæde sig over den visuelle overdådighed samt spilleglæden og engagementet. Det er smittende.

Musik: Andrew Lloyd Webber

Sangtekster:  Charles Hart

Supplerende sangtekster: Richard Stilgoe

Manuskript: Richard Stilgoe, Andrew Lloyd Webber

Efter romanen “Le Fantôme de l’Opera” af Gaston Leroux

Scenografi: Maria Björnson

Lysdesign:Andrew Bridge

Lyddesign: Mick Potter

Orkestrering: David Cullen, Andrew Lloyd Webber

Koreografi og musical staging: Gillian Lynne

Iscenesættelse: Harold Prince

 

THE PHANTOM OF THE OPERA

Det Ny Teater

Iscenesættelse: Arthur Masella

Assisterende instruktør: Rainer Fried

Musikalsk indstudering: William Waldrop, Per Engström

Koreografi: Patricia Merrin

Lysdesign: Michael Odam

Oversættelse: Karen Hoffmann

Resident director: Michael Lindvad

Resident koreografi: Hayley Franks

 

THE PHANTOM OF THE OPERA:  MEDVIRKENDE

Fantomet:Tomas Ambt Kofod

Fantomet: John Martin Bengtsson

Christine Daaé: Sibylle Glosted

Christine

Daaé: Isabel Schwartzbach

Christine

Daaé: Cassandra Lemoine

Raoul, Grev de Chagny: Christian Lund

Carlotta Giudicelli: Louise Fribo

Piangi: Rasmus Jupin

Madame Giry: Elisabeth Halling

Madame Giry: Tuva Semmingsen

 

www.detnyteater.dk