Menu Luk

THE LOST DAUGHTER

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Leda(Olivia Colman) er en succesfuld forsker og professor, der underviser i litteratur på  et prestigefyldt universitet i Boston. Hun har, for at få arbejdsro til at skrive på en afhandling, lejet en hotellejlighed ved havet på en lille bedårende græsk ø. Vejret er perfekt og Leda nyder roen og tilbringer tiden på stranden, når hun ikke sidder bøjet over sin PC. Leda har to voksne døtre. Vi fornemmer, når hun taler med dem i telefonen, at forholdet mellem mor og døtre gennem deres opvækst har været anstrengt.

Foto: SF-STUDIOS

En dag ankommer en større flok unge mennesker, som også har lejet sig ind på hotellet. De er højrøstede og forstyrrer roen. En af pigerne en ung mor Nina(Dakota Johnson) har sin fire årige datter med. Hun er meget krævende, hvilket får Leda til at tænke på sine egne døtre i samme alder og de skæbnesvangre og ukonventionelle valg, hun selv tog som ung mor dengang. Pludselig bliver Ninas datter væk. Alle leder febrilsk efter hende. Snart bliver også Leda indblandet i eftersøgningen på det forsvundne barn.

Foto: SF-STUDIOS

Genremæssigt bevæger The Lost Daughter sig mellem et melodrama og en thriller. Der er en let truende og lidt ubehagelig stemning gennem hele filmen. Filmen handler om de forbudte følelser, en mor kan have overfor egne børn. Om at børn ikke udelukkende er en velsignelse, men også en byrde, der i nogle tilfælde kan være vanskelig at bære. Et tabuiseret emne.

Vi ser i tilbageblik Ledas forhold til sine døtre, da de var små, og hvorfor hun dengang tog et meget kontroversielt valg. I forbindelse med Ninas datters pludselige forsvinden foretager Leda en besynderlig og irrationel handling, der tvinger hende til at gøre op med sin fortid.

Den 48 årige prisbelønnede britiske skuespiller Olivia Colman er fremragende som den rationelle forsker, der plages af valg, foretaget tidligere i sit liv. Vi kender hende ikke mindst fra hendes rolle som Dronning Elizabeth II i tv-serien The Crown. Hun har medvirket i mange film herunder det historiske drama The Favourite, hvor hun spillede hovedrollen, som hun vandt en Oscar for i 2018.

Plakat: SF-STUDIOS

Bag filmen står den ligeså prisvindende skuespillerinde Maggie Gyllenhaal, som med The Lost Daughter har sin instruktørdebut på det store lærred. Hun har også skrevet filmens manuskript. Begge hendes forældre er filmmagere og hendes bror er skuespiller.The Lost Daughter, der har modtaget flere priser, er i år indstillet til en Oscar for Best Adapted Screenplay. Filmen bygger på bogen af samme navn skrevet af Elena Ferrante. Vi kommer uden tvivl til at se mere til Gyllenhaals film fremover.

Alt i alt et underholdende psykologisk drama med noget på hjerte.

Insrtruktør: Maggie Gyllenhaal

Varighed: 122 min

Censur: Frarådes børn under 7 år

Trailer og plakat: SF-STUDIOS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *